Er dette virkelig en ikke-neurotisk struktureret klient?
Selvom man har kontrolleret med kriterierne i bogen ‘Hvordan jeget struktureres”, kan man være i tvivl. Det har vist sig, at hvis man fejlbedømmer en klient, så er det næsten altid sådan, at man bedømmer dem som bedre strukturerede, end de virkelig er. Når så teknikken i en neuroseterapi ikke fungerer, tvinges man til at omvurdere udgangspunktet. Fejlbedømmelser i den anden retning, altså at en neurose opfattes som en perversion eller som et fastlåst kriseforløb, er så usædvanlige, at det er svært at komme i tanke om eksempler herpå.
En neurotiker søger psykoterapi for at komme til rette med sig selv og for at forstå sig selv bedre eller for at få rede på, hvorfor det altid går skævt med relationer. Allerede ved den første samtale vil neurotikeren komme ind på sin barndom. Neurotikeren opfatter de initiale formalia som en hindring og deltager venligt og lidt distræt i disse. Man kan mærke, at det som har optaget klienten på vej til terapien er, hvad klienten skal fortælle om sig selv. Ikke-neurotikeren henvises til psykoterapi af andre, ofte i flere led. Somatiske problemer blandes med psykiske, både af klienten og af andre. Ikke bare er billedet uklart, men klientens ærinde hos psykoterapeuten er diffust. Der findes ikke som hos neurotikeren en stræben efter at komme til sagen.
Er man alligevel i tvivl, skal man begynde med den jegstrukturerende metode.
Min klient siger ikke noget, og det virker ikke, som om der bliver tale om nogen idolisering.
Det er en situation, som kan slide hårdt på terapeutens lyst og tålmodighed, og som lokker til at finde på noget, altså tilføje noget for at få gang i terapien, eftersom det er så svært at finde på nye områder, når ingenting synes at interessere. Det er dog først og fremmest vigtigt, at man stopper op og gransker sin teknik. Den almindeligste årsag er, at terapeuten har ambitioner på klientens vegne og er ivrig efter at præstere en god terapi. Begge disse aspekter tyder på, at terapeuten har lagt beslag på det meste af parrets narcissisme og i en vis grad har en polariseret attitude. Tænk hellere sådan her: Vi kommer ingen vegne, måske skal vi gå nogen skridt tilbage for at se, om vi kan finde en mere fremkommelig vej i en anden retning. Snak gerne om noget af det, som der er blevet snakket om tidligere. Samtidig kan man læse sin egen beskrivelse af klienten fra den første samtale og som oftest konstatere, at der faktisk er sket en vis udvikling. Klienten kommer måske i tide, ja til og med nogen minutter tidligere, viser antydning af smil, når han ser terapeuten og sidder mere afspændt i stolen.
Hvis man alligevel ikke er tilfreds, så findes der visse kneb. Man kan demonstrere en vis interesse for klientens påklædning. Ikke sådan at man kommenterer dens udseende eller snit, men mere sådan at man kommenterer tøjets vaskbarhed, hvor let det er at stryge m.m. Så rettes interessen nemlig lidt mere mod klientens person, hvilket kan øge intensiteten. Man må samtidig undgå at blive for personlig og undgå at polarisere. Et andet kneb er at påstå noget fejlagtigt, som tvinger klienten til at korrigere. Det er en enkelt måde at få klienten til at åbne munden på, men lidt sværere at følge op. Man kan f.eks. sige: ”Du er altså fra Skanderborg”. Det er en konstatering og ingen polarisering. Klienten, som egentlig er fra Horsens, korrigerer så terapeuten. Hvis klienten ikke gør det, ja så handler det om autisme eller døvhed. Hvis det er autisme, kan man måske ikke benytte sig af den sædvanlige samtalesituation, men må benytte sig af korte fælles spadsereture, hvor man kan kommentere det, man møder, vejret og naturen, indtil der begynder at komme respons fra klienten. Når der så siden optræder idoliseringstegn, kan man vende tilbage til samtalesituationen ved at uddelegere til klienten hvilken dag, det skal ske.
Hvis man til sidst tvinges til at indse, at ingenting synes at åbne op for situationen, ja så skal man ikke afholde sig fra at give op. Den er ikke nogen, der kan klare alt her i verden. Man afslutter så med en delegation med hensyn til den sidste gang. Hvis klienten ikke udpeger en dag, overtager man og siger: Vi tager den 23. oktober som den sidste session. Klienten hører nemlig alt det, der bliver sagt, og tavsheden tyder snarere på, at klienten overidentificerer sig med sit talerør end på en alt for stor distance. De følgende gange mindsker man som sædvanlig på sit eget initiativ og overlader mere og mere styningen til klienten, dog uden at blive tavs.
Klienten kom første gang, men udeblev derefter.
Hvis klienten udebliver, skal man efter at man han ventet fem minutter ringe til behandlingshjemmet/afdelingen og fortælle det, så de kan få sendt klienten af sted.
Afdelingen svarer på den ovenstående telefonsamtale, at klienten ikke vil gå til terapien.
Dette er et organisationsproblem. Afdelingen har ikke forstået præmisserne, nemlig at det er behandlerens motivation, som driver værket. Der kan også ske det, at afdelingen har forstået det, men at den savner motivation. Situationen kan ikke klares fra psykoterapeutens side. Hvis man insisterer på at gennemføre terapien, havner klienten i en modsætning, og der bliver tale om meget ugunstige vilkår for terapien. Egentlig er der ikke andet at gøre end at konstatere, at terapien er begyndt, inden præmisserne var klare, og at disse må ordnes først.
Klienten opfører sig helt inadækvat. Hun lægger sig på gulvet og fniser umotiveret.
Hen er spørgsmålet, om terapi er dukket for tidligt op i behandlingsprogrammet. Situationen er for uvant og skræmmende for klienten. Dog er situationen ikke helt umulig, men man må forlade lokalet og tage fælles spadsereture på 20 minutter, samme strækning hver gang de første sessioner. Alle psykotikere kan gå ved siden af en anden, men det er ikke alle, som kan sidde sammen med en fremmed person. I løbet af spadsereturen kommenterer man det, man ser, vejret, vegetationen, dyrelivet. Behandlingshjemmet kommer med klienten, men man kan afslutte spadsereturen på behandlingshjemmet. Når idoliseringen er udviklet, er det let trinvist at vende tilbage til samtaleværelset. Ofte må man begynde på den måde, når det drejer sig om psykiatriske langtidspatienter.
Da jeg uddelegerede tiden til klienten, viste det sig, at hun ikke have noget ur.
Det gør ikke noget. Klienten kan registrere på sig selv, når der er gået de aftalte minutter, og hvis klienten ikke spontant gør det, kan man tage emnet op: Hvor længe er der mon gået? Det er et spørgsmål, som ligner det, man kan stille til en klient, som har ur. Efter nogle gange kommer klienten med ur på. Det vigtige er, at man hverken selv har et ur eller tager delegationen tilbage. Det er heller ikke en god løsning at udskyde delegationens ikrafttræden til en følgende gang, så klienten når at skaffe sig et ur. En hvilende delegation er for den ikke strukturerede ikke nogen delegation.
Tiden uddelegeres, og klienten har ur, men det fungerer ikke. Ubekymret overtræder han tiden lige så længe, det skal være, og før eller siden må jeg spørge.
Delegationen er ikke gennemført. Det kan skyldes svaghed i formuleringen, så som: Det ville være bedst, hvis …. eller: I den slags terapi her er det klienten, som … En sådan forsigtighed i formuleringen fungerer kun på neurotisk strukturerede mennesker. Delegation til en ikke-neurotiker skal være enkel, tydelig og polariseret mellem et jeg og et du. Tag delegationen en gang til.
Min klient vil absolut ikke tale om skolen.
Området er traumatisk. Vent med at tale om det til en senere del af arbejdsfasen. Så kommer klienten ofte selv ind på emnet. Hvis det ikke er tilfældet, må man tage fat på det ganske forsigtigt, inden afslutningen uddelegeres.
Formelt sørger klienten for det med tiden, men arbejdet går trægt og uden lyst. Nogen sikre strukturtegn kan ikke mærkes efter fire måneders arbejdsfase.
Dette er ikke normalt. Antagelig drænes I for narcissisme af en anden kammerat med ansvar for klienten. Bor klienten hjemme?
Vi har gået det hele igennem, men jeg kan ikke få klienten til at vælge en slutdato. Hun siger, at hun aldrig vil slutte.
Klienten er antagelig for struktureret nu og synes om dig. Muligvis er det også lykkedes hende at lægge historiearbejdet til side for at diskutere sit aktuelle liv med dig. Skru ned for dit initiativ, gå tilbage til historiearbejdet og lad klienten overtage valget af områder. Efter et par uger kan afslutningen uddelegeres igen med bedre resultat.
Klienten var hos mig sidste gang i går, men jeg følte ingen sorg eller savn.
Narcissismen var nok ikke fordelt på den rette måde ved afslutningen. Lad være med at blive forbavset, hvis det viser sig, at klientens tilstand er ustabil. Hvis klienten ikke tager både terapien og æren for arbejdet med sig, så har du disse ting tilbage hos dig selv, og det er derfor, det ikke føles som et tab at skilles fra klienten. I så fald er S1 og S2 ikke lokaliserede det samme sted. Noget holdbart supplement til Fadernavnet er antagelig ikke indstiftet, hvorfor strukturen ikke er stabil. Hvis du eventuelt via omveje får kontakt med klienten igen, bor afslutningen gøres om. Det tager 2-3 måneder, men det betaler sig. Hvis du er usikker på din teknik, skal du have supervision.