VII. Fadernavnet

A. Oversigt

Barnet opfattes fra begyndelsen som en total væren sammenblandet med og uadskilleligt fra ‘sin’ verden. Objekter findes for andre men ikke for barnet, som derimod selv er et objekt for andre. Hvis barnet skal kunne opdage en verden, må det først tabe sin identitet med verden, det må blive noget andet end verden, det må få verden på en sådan afstand, at det kan opfatte den. Objekttab går derfor forud for fremkomsten af objekter inklusive fremkomsten af det objekt, som mistes. Det, der skal adskille barnet fra dets verden, er en signifiant 1, som fra barnets udgangspunkt bliver den første, den som sidenhen kommer til udtryk som et indslag i en individuel myte. En signifiant fungerer som en lov, som deler, men som sidenhen gennem at henvise til en anden signifiant relaterer delene til hinanden, og i dette tilfælde er det en lov, som kommer imellem mor og barn, idet den pålægger moderen at henvise til noget andet end moderskabet, når hun skal give udtryk for, hvad barnet er (for hende). Dette ‘noget andet’ bliver styrende i egenskab af at være en overordnet faktor (S2).

Freud illustrerer forløbet med en iagttagelse af sit barnebarn 2. Når moderen forlader barnet, begynder det at lege med en garntrisse bundet i en snor. Med stor fornøjelse lader barnet garntrissen forsvinde uden for sengen og trækker derefter trissen tilbage, mens det udstøder to lyde: Oo…, Aa…; som af Freud opfattedes som ‘Fort .. da’ ( borte ..! tit-tit ..! ).

Barnet symboliserer i denne leg garntrissens nærvær og fravær med en fonemisk opposition (o.. a..), som er negationens primære udtryk. Barnets begær efter at være (moderens begær) omstruktureres til begæret efter et hukommelsesspor, som hører til den symbolske ordning. Selvom ‘ordet dræber tingen’ så garanterer ordet også et vist nærvær af det fraværende, og gentagelsestrangen indstiftes netop som et forsøg på at aktualisere ‘hukommelsessporet’. I legen med garntrissen er barnet blevet noget andet end moderens objekt, barnet har fået en ny identitet, en identitet som er fortrængt (subjektet), men som giver mening til garntrisselegen (jegets imaginære verden). Det oprindelige traume er derimod kommet på afstand samtidig med, at det bevares i spillet mellem nærvær og fravær.

Den første signifiant (S1), som initierer struktureringen af barnet, er ikke verbal. Den kan ikke udtales. Dens betydning forsøger barnet at finde ud af gennem at se på moderens ansigt for at blive (s1, fallos, a) som det, moderen i egenskab af S1 betyder, og som hun altså mangler. Dette er moderens begær, noget som moderen ikke kan sige, hvad er, men som hun alligevel – og netop derfor – forsøger at give udtryk for i sin fantasme, som hun i sin egenskab af moder centrerer til barnet. S1 kommer således til udtryk i alle moderens gøremål og formaninger, opmuntringer og lege, når hun kommer og går. Alle disse plejeaspekter ville være usammenhængende og tilfældige, hvis de ikke underordnedes et princip, som gav nøglen til forståelse. Alle disse lyde og alle disse interventioner ville kunne betyde hvad som helst (og ingenting), hvis de ikke gennem en fælles reference blev indsat i en sammenhæng, hvor hver del betyder noget gennem at henvise til et andet aspekt. Uden denne henvisning ville mor og barn forblive en dyade:

som kun bestemte hinanden, og som barnet ikke kunne komme ud af, og barnet ville da for altid være henvist til at få sin eksistens bekræftet af moderen, som også ville blive bekræftet af sit barn, og barnet forblev afhængigt af moderen for sin bestemmelse. Barnet ville blive moderbundet og ikke social.

Senere i barndommen ser man ofte den ikke-neurotisk strukturerede læne sig op ad en kammerat i sin kontakt med omverdenen. Kammeraten står så for initiativ og sammenhæng i lege og gale streger. Denne kammerat fungerer som en vikarierende første signifiant, S1, og garanterer det svagt strukturerede barns identitet. Når den mere foretagsomme af de to begynder at interessere sig for noget andet, knallert, idræt eller det andet køn, taber verden sin sammenhæng og sin attraktion for den forladte, som havner i fremmedgjorthed og ulyst.

I dette tidlige udviklingstrin forbliver sproget et betegnelsessystem uden metaforisk dimension, og den subjektive mening kan ikke fremstilles som et livsløb, men kun som et objekt. Barnet forbliver også selv et objekt, et jeg, og udvikles ikke til et subjekt.

Den sammenhæng, der skal give mor-barndyaden mening gennem at bryde den, er slægtsforholdet og seksualiteten, og det ordnende princip er faderfunktionen 3. Faderfunktionen er symbolsk, og den symboliseres af faderens navn, S2, da det er gennem faderens funktion, moderen er moder (ikke blev moder, men bestemtes til moder).

B. Fadernavnet hos Freud

Freud 4 begynder med at minde om, at det præhistoriske menneske sjældent er direkte tilgængeligt for os. Vi må nøjes med antropologernes erfaringer. Det bedste nulevende (1914) eksempel er Australiens aborigines. De bygger ikke huse, dyrker ikke jorden, holder ikke husdyr, har ingen pottemagere. Den sidste tilføjelse har en særlig betydning. Både hos Heidegger og Lacan 5 er krukken det første eksempel på en signifiant. Fremstillet af ler for at opfange himlens væde. Indstiftende tomheden som alt det, den skulle kunne indeholde.

Disse aborigines lever af at jage og samle rødder. Nogen planlagt husholdning findes ikke. Derfor er de heller ikke bofaste. Da kunne man også tro, at de var uden civilisation og moral, men det forholder sig ikke sådan.

Totemdyret, der i dette tidlige sociale system har en central funktion, er ikke til for ernæring, men det er en substitut for urfaderen, det er nemlig hans inkarnation, og forskellige klaner har forskellige totemdyr, som fungerer næsten som efternavn. Normalt er det forbudt at dræbe et totemdyr, men ved specielle højtider skal det dræbes og sørges over.

I Darvins urhjord (som ingen har observeret) forestillede man sig en voldsom og skinsyg fader, som beholdte alle kvinderne for sig selv og jagede sønnerne væk, når de begyndte at blive voksne. Men dette er altså en hypotese. Den mest primitive organisationsform, vi kan møde, siger Freud, består af en bande mænd. Disse bandemedlemmer er ligestillede og underkastede totemsystemets restriktioner og en arvefølge gennem moderen.

Samfundets tænkte forstadie, urhjorden, må forstås som en myte, hvis funktion bliver at forklare senere fakta. En version er:

Brødrene, som blev jaget væk, slog sig en dag sammen og dræbte faderen og spiste ham derefter. Måske havde de udviklet nye våben, måske var de blevet opilnede af en ny uretfærdighed.

Denne voldsomme Urvater var uden tvivl en frygtet og misundelsesværdig rival for dem alle, og gennem den kannibalistiske handling fuldførte de deres identifikation med ham og fik på den måde del i hans styrke og magt. Men nu begynder en bitter strid mellem brødrene om retten til kvinderne. Samme type af adfærd, som man kan observere hos visse dyr, men uden at de udvikler totemritualet.

Ganske vist hadede brødrene deres far, som udgjorde en så formidabel hindring for deres magtbegær og deres seksuelle ønsker; men de beundrede ham også. Da de havde gjort det af med ham og tilfredsstillet deres had og endegyldigt identificeret sig med ham gennem totemmåltidet, begyndte i stedet hengivenheden at gøre sig bemærket i form af anger. Dertil kom at ikke én eneste af dem havde nået sit mål – at tage hans magt og muligheder i besiddelse. En skyld dukkede op. Den døde far viste sig at være stærkere end den levende. Det, der tidligere forhindredes af hans faktiske eksistens, blev nu forbudt af brødrene selv. Med forbudet mod at dræbe totemdyret, fadersubstitutten, vedligeholdt de erindringen om gerningen og de afstod fra, at høste dens frugter gennem at opgive deres krav på de kvinder, de havde befriet. Således opstod de to centrale tabuer i totemismen: drab og incest. Totemisme og eksogami har på den måde samme oprindelse.

Freud skelner mellem Urvater, som er en imaginær skabning, og den senere døde fader, hvis funktion er rent symbolsk.

C. Fadernavnet hos Lacan

Lacans inddeling af eksistensen i forskellige registre, det reale, det imaginære og det symbolske, er også forklarende, når det gælder faderens funktion. Den reale fader er den plads i skema L 6, som skal blive den struktureredes position, nemlig a. Man plejer at sige, at den reale fader er et menneske af kød og blod, en dødelig som selv er underkastet kastrationen, selvom det i praksis er ham, der bliver den kastrerende ved, at han indtager pladsen hos moderen. Egentlig er han kun kastrationens budbringer, og den reale ordning, som budskabet tilhører, befinder sig uden for vor viden. Der kræves en formidling for, at vi kan vide, hvad det reale er, men vores krop er forankret der. Drabet er en måde at formidle det reale på, det er en gerning i skæringspunktet mellem den reale og den symbolske ordning, som virkelig viser, at ordet dræber tingen – og foreviger den. Den reale fader bliver gennem drabet til en myte. Han lever videre i mytens form. Som Urvater i Totem und Tabu. Denne mytiske fader er nu et symptom, han er det fortrængtes genkomst, og signifianten tillader på denne måde en vis ‘forsoning’ mellem det reale og det symbolske. Det, der fortrængtes i denne Urverdrängung, var selve begæret, moderbegæret – eller: alle begærs moder. Et begær, som nu kommer tilbage i den imaginære ordning som seksuelt begær i det gamle overjegs form. Nu er det nemlig overjeget, som har lagt beslag på alle nydelserne og alle rettighederne, hvorfor det reagerer med en hadefuld skinsyge på andres krav, hvor beskedne de end er. På denne måde forvandles begær til en trussel om straf.

Den fortrængende instans er den symbolske fader, Fadernavnet, alle navns fader, S2, som er en ren og verbal signifiant, altså en verbal signifiant uden signifié. I sin egenskab af ord dræber Fadernavnet tingen, i dette tilfælde det oprindelige objekt eller den oprindelige nydelse, alternativt nydelsens oprindelse, hvorefter objektet metonymiseres og bliver til det objekt a i fantasmen, som man egentlig sigter på, hvilket objekt man end angiver.

Den symbolske fader indstifter signifiantens lov, som er skema L. Fra og med da ordnes eksistensens manifestationer på en sådan måde, som anskueliggøres i skema L. Det ubevidste og dets subjekt opstår som dimension. Da ser man også, at menneskets begær bliver den Andens begær, det vil sige bestemt i den Anden både i sin form og sin konsekvens, og hvad man end ved om sig selv, så er det bare symptom, sandheden er fortrængt. Men af kærlighed til sandheden opfinder mennesket den ene efter den anden 7.

Hvis dette udviklingstrin skal finde sted, må Fadernavnet accepteres, og begæret fortrænges. Det er denne (symbolske) kastration, som både indleder og afslutter ødipuskomplekset, som udgør den resterende myte. Første trin hænger sammen med det gamle begreb ‘urfortrængning’. Freud konkluderede, at hvis fortrængning skal fungere, må man postulere en oprindelig fortrængning, som derefter trækker i de følgende fortrængninger. Ideen nævnes i de fleste bøger om psykoanalytisk teori, og hvis man sammenholder den med et senere notat hos Freud 8, bliver det mere oplysende: ‘… Men angstfølelsen var ikke fobiens essens, den kom ikke fra fortrængningsprocessen, ikke fra den libidinøse ladning af de fortrængte impulser, men fra selve den fortrængende instans. Den til dyrefobien hørende angst var en åben frygt for kastration. Den var derfor en realangst, en frygt for en fare, som var reelt truende eller opfattedes som så. Det var angst, som fremkaldte fortrængning, og ikke, som jeg tidligere troede, fortrængningen som fremkaldte angst. Skønt det ikke er behageligt at blive mindet om det, så tjener det ikke noget formål at fornægte det faktum, at jeg mange gange har påstået, at ved fortrængning undergår driftsrepræsentationen forvanskning, forskydning osv., mens libidoen, som hører til driftsimpulsen, forvandles til angst. En undersøgelse af fobierne, der burde være mest egnede til at bevise dette, støtter ikke min påstand; undersøgelsen synes snarere at modsige den direkte. Den oplevede angst i dyrefobier er jegets kastrationsangst; mens angsten, som opleves i agorafobi (et emne, som er mindre nøje studeret), synes at være jegets frygt for seksuel fristelse – en frygt, som, når alt kommer til alt, i grunden bør have forbindelse med kastrationsangsten. Så vidt man nu kan se, bygger flertallet af fobierne på en sådan angst oplevet af et jeg, som møder libidoens krav. Det er altid jegets angst, som er det primære, og denne angst fremkalder fortrængning. Angst opstår aldrig af fortrængt libido. Hvis jeg tidligere havde nøjedes med, at sige at der efter en fortrængning viste sig en vis mængde angst i stedet for den manifestation af libido, som man skulle vente, havde jeg ikke behøvet at trække noget tilbage i dag. Beskrivelsen ville have været korrekt; og der findes uden tvivl en forbindelse af den anførte slags mellem styrken af en impuls, som skal fortrænges, og intensiteten af den resulterende angst. Men jeg må indrømme, at jeg troede, at jeg gav noget mere end en beskrivelse. Jeg troede, at jeg satte fingeren på en metapsykologisk proces, som direkte ændrede libido til angst. Jeg kan nu ikke længere fastholde dette synspunkt. Og det forholder sig faktisk sådan, at jeg dengang ikke kunne forklare hvordan en sådan forandring gik til. …’

Ved mødet med en vis signifiant – kastrationssignifianten – reagerer jeget med angst og fortrænger denne signifiant men får i stedet for straks et symptom, som er det fortrængtes tilbagekomst. Fortrængning og det fortrængtes tilbagekomst er et og samme fænomen, nemlig det neurotiske symptom. Det, som metaforisk gemmer sig i symptomet, er den specielle subjektive sandhed, som psykoterapien skal stræbe efter at give klienten kontakt med igen – i neurosepsykoterapi.

Men nu gælder det jo ikke i første omgang neurosen, men det ikke-neurotisk strukturerede menneske. Freuds ændring 1926, det, at han sætter kastrationskomplekset i centrum, gør, at man kan formulere selve ‘fejlen’ hos ikke-neurotiske på en ny måde. Kastration er ikke blevet accepteret og Fadernavnet er forkastet eller bestridt. Den psykoterapeutiske opgave består da i, at få Fadernavnet til at fungere. Man slipper for at arbejde med libidoudviklingen, som har givet så dårlige resultater.

For at tydeliggøre dette, må man gå tilbage til afslutningen af foregående kapitel og nærmere undersøge den første metafor. Det er den, man skal få frem og derefter placere rigtigt. Den første metafor hedder S2, den fortrænger S1, der er en ikke-verbal signifiant, hvilket vil sige et symbol, som logisk set er det første, men det er der ingen, der ved, fordi subjektet begynder med S2.

Den signifiant, som vækker angst (begærets effekt i jeget) og inducerer symptomet, er S2, den kaldes også for begærets signifiant, da den leder til kastrationen og begærets fremkomst. Gentagelsestrangen tilsikrer, at neurotikeren møder den hele tiden dog uden af den grund at komme videre i teksten.

For at illustrere problemet kan man benytte et eksempel. Som sædvanligt viser eksemplet, hvordan problemet fungerer, mens man kan se bort fra eksemplets indhold.

Det, der skal forklares, er, at der forekommer en signifiant i begyndelsen, som indstifter den metaforiske dimension gennem at introducere en negation – en fortrængning, et forbud. Heraf kommer udtrykket (Non(m) du Père = Faderens nej / navn).

Denne indstiftende signifiant medfører, at de næste bliver meningsfulde i deres sammenhæng. Eksemplet er:

En svale gør ingen sommer.

Men så lægges hele ansvaret over på svale nummer 2 og de følgende.

– Hvis der kommer flere svaler, så er det sommer – (implikation)

Den første svale har ingen betydning, den savner signifié, det er det, der ligger i udtrykket ‘ingen sommer’. ‘ingen !’ ville være mere korrekt, og det er den negation, der ligger i tallet nul ( ikke 1, ikke 2, … ). Den første svale er betydende, men vi ved ikke, hvad den varsler. Den anmelder noget nyt, og mens man venter på at fatte hvad, får man symptomer. SVALER på højre side bliver på grund af den første svale betydningsfulde, de vil substituere moderbegæret med sommer med alt, hvad dette indebærer s” -> a.

Men dette, at noget går tabt i og med den første signifiant, som siger ‘ikke’, det er kastrationen. Den tager noget væk, som fortsættelsen siden søger at give udtryk for, uden at det nogensinde lykkes helt. Det bliver kun til substitutioner, som får os til at undres. Hvad er sommer egentlig? Under signifiantsubstitutionens forløb bliver således signifianten for moderbegæret, S1, genstand for en fortrængning ( urfortrængningen ) og bliver ubevidst. Som Lacan 9 gentager, ‘det er i den grad, faderen erstatter moderen som signifiant, at metaforens normale resultat fremkommer, et resultat, som udtrykkes i formlen’:

I denne metaforformel genfindes den generelle algoritme:

Formel I

I formlens andet term (højre side) er symbolet ‘U’ (det Ubevidste) en påmindelse om, at S1 er fortrængt til fordel for S2, som derefter er en signifiant, som associeres med signifié (s1) for moderens begær, altså fallos. I den foregående formel genfinder man sporet efter denne fortrængning i forekomsten af symbolet ‘A’ (den Anden), hvilket viser os, at ‘forekomsten’ af signifianten (S2) i den Anden er et nærvær, som sædvanligvis er lukket for subjektet, da den i almindelighed består i egenskab af fortrængt (verdrängt), for at den derfra skal insistere på at blive repræsenteret i signifié gennem sin gentagelsestvang (Wiederholungszwang).’10

Gentagelsestvangen fører faktisk til denne konklusion: gennem at ‘nævne faderen’ fortsætter barnet i virkeligheden med stedse at nævne sit begærs fundamentale objekt, det som ikke ‘længere’ findes. Men det benævner det nu metaforisk, da objektet er blevet ubevidst for barnet. Sprogsymbolet har altså til opgave at udtrykke den fortsatte beståen at begærets fundamentale objekt i en benævnelse, som udøves mod subjektets viden. Man kan lige så godt som Lacan sige, at sproget gør det muligt ‘at forevige dets udtryk’ gennem at socialisere det i den intersubjektive kommunikations symbolske register. Ligeså tydeligt belyses det indre spil i ødipuskomplekset, hvor fadermetaforen vil vidne om kastration, som intervenerer på den eneste måde, som gør den begribelig: som symbolsk kastration. Fallos fremstår da faktisk ved slutningen af ødipuskomplekset som det symbolske tab af et imaginært objekt.

Hvis vi forestiller os en situation, hvor Fadernavnet mangler. Altså ikke faderen men signifianten, den første svale. Så forkastes kastrationen, og verden bliver ikke meningsfuld på den måde, vi bruger det udtryk. Man får en ‘ahedonisk’ tilstand, hvor verden ikke lokker med sine muligheder og ikke rejser nogen spørgsmål.

Desuden forsvinder en signifiant ikke ved at blive afvist. Men i stedet for at optræde som signifiant vil den dukke op som noget imaginært virkeligt. Den fremdrages af de andre signifianter, som jo henviser til den. Men den er vanskelig at genkende, da den jo ikke hører til i sammenhængen. Det er det, som er en hallucination. Noget vigtigt, som man ikke ved hvad er, kommer midt i en anden sammenhæng ligesom et lyn på en nattehimmel.

Følgende eksempel er hentet hos Freud 11: En kendt sagfører spørger Freud til råds angående et tilfælde, som havde voldt ham problemer. Sagføreren havde fået besøg af en ung dame, som ville have beskyttelse mod forfølgelser fra en ung mand, som havde inddraget hende i en kærlighedsaffære. Hun påstod, at manden havde misbrugt hendes tillid ved at få skjulte vidner til at fotografere dem under kærlighedsakten, og ved at offentliggøre disse billeder ville han kunne kaste skam over hende og tvinge hende til at forlade sin stilling. Hendes juridiske rådgiver var tilstrækkelig erfaren til at genkende anklagens sygelige karakter; men, som han sagde, det, som forekommer utroligt, sker ret ofte, hvorfor han ville sætte pris på at få en psykiaters synspunkt i dette spørgsmål. Han lovede at komme tilbage i selskab med sagsøgeren.

I mange år havde hun deltaget i ledelsen af et stort forretningsforetagende, hvor hun havde en ansvarsfuld stilling. Hendes arbejde havde givet hende tilfredsstillelse, og hendes overordnede havde påskønnet det. Hun havde aldrig stræbt efter et kærlighedsforhold til nogen mand, men havde levet et stille liv sammen med sin gamle mor, hvis eneste støtte hun var. Hun havde hverken brødre eller søstre; hendes far var død for mange år siden. For nylig havde en ansat på hendes arbejdsplads, en meget kultiveret og attraktiv mand, begyndt at vise interesse for hende. Hun på sin side havde følt sig tiltrukket af ham. På grund af ydre årsager kunne ægteskab ikke komme på tale, men manden ville ikke høre tale om at opgive deres relation af den grund. Han fremhævede det meningsløse i af sociale grunde at ofre det, de begge længtes efter og havde en indiskutabel ret til at nyde godt af, noget, som ville kunne berige deres liv som intet andet. Da han lovede, at hun ikke ville blive udsat for nogen risiko, gik hun med til at besøge ham i hans ungkarlehybel om dagen. Der kyssede og omfavnede de hinanden liggende side ved side, og han begyndte at beundre hendes kropslige ynder, som nu var delvist eksponerede. Midt i denne idylliske scene blev hun pludselig bange for en lyd, en art banken eller et klik. Det lød, som om det kom fra skrivebordet, der stod foran vinduet; i rummet mellem skrivebordet og vinduet hang et tykt gardin. Hun spurgte straks sin ven, hvad lyden betød, og ifølge hende sagde han, at det sandsynligvis kom fra et lille ur på skrivebordet.

Da hun forlod huset, mødte hun på trappen to mænd, som hviskede noget til hinanden, da de fik øje på hende. En af de ukendte bar på noget, som var pakket ind, og som så ud som en lille æske. Hun blev meget oprørt over dette sammentræf, og på vejen hjem satte hun følgende forklaring sammen: æsken kunne let være et fotografiapparat, og manden en fotograf, som havde gemt sig bag gardinet, mens hun befandt sig i værelset; det klik, hun havde hørt, var lyden fra lukkeren; billedet var blevet taget netop, da hun befandt sig i en særlig kompromitterende stilling, som han ønskede at forevige. Efter dette øjeblik kunne ingenting formilde hendes mistanke mod sin elsker. Hun forfulgte ham med bebrejdelser og plagede ham for at få forklaringer og forsikringer, ikke bare når de mødtes men også per brev. Men han forsøgte forgæves at overbevise hende om, at hans følelser var oprigtige, og at hendes mistanke var helt grundløs. Til sidst opsøgte hun sagføreren, fortalte ham om sin oplevelse og overlod de breve til ham, som den mistænkte havde skrevet til hende om hændelsen.

På de følgende sider viser Freud, hvordan den tilsyneladende modsigelse af den psykoanalytiske hypotese angående forbindelsen mellem paranoia og et narcissistisk objektvalg skyldes utilstrækkelig information om tilfældet. Da han næste gang møder den unge dame, fremkommer der yderligere detaljer, som ikke bare bekræfter et sådant objektvalg, men også viser hen til hændelsens nære tilknytning til primalscenen.

I denne sammenhæng skal eksemplet blot vise, hvordan Fadernavnet kan optræde klinisk. Det begynder med en ubestemt lyd, som skræmmer den unge dame. Hun bliver først beroliget af mandens forklaring, men hun kan ikke slippe tanken om det, hun har hørt. I næste scene ser hun, hvordan to ukendte mænd på trappen hvisker til hinanden, mens de ser på hende, og nu begynder betydningen at gå op for hende. Da hun et øjeblik senere er på vej hjem, forstår hun hele sammenhængen, retrospektivt.

Den første lyd, forstår hun, stammer fra fotograferingen. Nogen ser, hvad der sker og foreviger det med det formål at straffe hende eller hævne sig på hende. Som bekræftelse herpå møder hun sidenhen på trappen to helt fremmede mænd, som ikke bare har været vidner til det hele, men som også har fotograferet scenen. Disse ukendte mænd lukker med deres hviskende stemmer og deres blikke det ubesvarede spørgsmåls åbning med en alt for omfattende forklaring.

I dette eksempel repræsenteres S2 (den første svale) af klikket, mens mændenes talende blikke og hvisken er S3, viden i form af den forklaring, som hun straks fandt.

Var Fadernavnet blevet accepteret og fortrængt, så havde damen kunnet slå sig til ro med et ‘gad vide, hvad det var’ i tillid til, at der sikkert et eller andet sted (på den Andens plads) fandtes en forklaring. Hvis hun i dette tilfælde overhovedet havde hørt nogen lyd. Men i eksemplet dukker det forkastede Fadernavn op som en lyd og genererer en paranoid projektion i stedet for at give hændelsen affektionsværdi gennem overdeterminering.

A Fadernavnets virkning

S2 fungerer som en sammenbindende lænke, og dens funktion kan sammenlignes med, når dommeren fløjter en fodboldkamp af. Uden afslutningsfløjtet ville spillets regler blive ophævede, eftersom de blev meningsløse. Hvordan stillingen er i et givet øjeblik mangler betydning, hvis der er ubegrænset spilletid tilbage. Spillets mening forsvinder og dermed også spillernes ambitioner. Man kan ingenting vinde ved at spille. Hvis dommeren ikke afblæser kampen, bliver alle andre dommerfløjt vanskelige at tyde, da spillets sammenhæng går tabt.

Højre side af formel I kan parafraseres på følgende måde:

Den symbolske fader (S2), som sikrer konteksten, er den døde fader, som ligesom (den endnu levende) faderen i et norsk folkeeventyr ’till syvende og sist’ træffer afgørelsen gennem at være den endelige reference. Den faktiske, den reale, fader må i en periode påtage sig den symbolske faders autoritet overfor børnene. De opdager dog efterhånden, at også han er underordnet loven og således begærende og ufuldstændig.

Kastrationskompleksets symbolske effekt giver mening til de anatomiske kønsforskelle, de bliver ‘ladede’ med betydning, overdeterminerede. Mandens tilsyneladende forspring blegner dog, når man betænker, at hans besiddelse af organet giver ham det privilegium at kunne miste det, og at dets anvendelse er underkastet en lov, som gælder begge køn.

Kastrationskomplekset får også som konsekvens, at begæret efter at være (moderens objekt, fallos) fortrænges til fordel for begæret for at eje det begærede objekt, som faderen tilsyneladende besidder. Der indføres en medierende afstand mellem barn og verden, en afstand, som lader barnet ønske sig noget, samtidig med at den udpegende funktion i udtrykket ‘noget’ holder objektet på en sådan afstand, at det kan ejes. Dette ‘noget’ opstår gennem en sproglig udstansning af det foreliggende, som barnet nu ikke længere er identisk med, men som er blevet til noget, barnet har (foran sig, mistet, en anelse om med mere). Men i og med at subjektets jeg på denne måde struktureres i forhold til et objekt, forvandles begær til noget, som udtrykker sig, det vil sige til krav, som på grund af jegets dialektiske omvending manifesterer sig som objektets attraktion, dets affektionsværdi. Det er samme type af ræsonnement Hegel benytter angående selvbevidstheden i Die Phenomenologie des Geistes.

Forbindelsen mellem negation og dialektisk omvending kan illustreres på følgende måde:

Formel II (en forenkling af formel I)

og S(-O) vil forsøge at genfinde sin tabte totalitet gennem at lede efter sin komplettering, sit supplement, hos objektet O(-S), som dog er en repræsentation af .

Det fortrængte begær efter at være, manifesteres herefter kun i det metonyme (suplementære), som man kan efterstræbe eller frygte. Kastrationskompleksets opdelende effekt markeres her som et minustegn. Jeget og dets objekt bliver hinandens negation. Det oprindelige ‘subjekt’ () viser sig nu kun som en egenskab hos objektet, som bliver lovene på godt og ondt, da det indebærer noget andet og mere end sig selv, det er blevet tematiseret og har fået egenskaber. Og objektet (O) er ikke bare en negation af jeget, det er også gennem sin herkomst fra det ubevidste subjekt noget som implicerer jeget, det er jegets præmisse. Objektet, eller den anden, ‘ved’, hvad jeget ønsker sig, inden jeget ved det.

Man kan antropomorficere denne tænkte logik på følgende måde: hvis et barn tror, at det ønsker sig en is, så kan det kræve en is og eventuelt ikke få den. Så græder det og manifesterer derved begæret, men bliver ikke forstået. Det kan nu i stedet ønske sig andre objekter, men præcis som isen vil det bare være erstatningsobjekter. Den kompromisløsning, som nogenlunde tilfredsstiller barnet, er at få en is på en særlig kærlig måde. Således tildeles isen den affektionsværdi, som barnet tror at savne, og som det stræber efter at genfinde. De såkaldte overgangsobjekter fungerer på en lignende måde, og også de skal stoppes i munden eller holdes ind til kroppen for at virke. Hos den voksne symboliserer måltidsritualet madens affektionsværdi, og hvis man afstår fra ritualet, noget mennesker af og til gør, når de bliver alene, bliver næringstilførslen utilfredsstillende.

Den lovbundne sammenhæng, som gennem Fadernavnet kommer ind i moderens pleje, giver samtidig barnets krop en integreret funktion, så de forskellige kropsdele samarbejder og akkompagnerer hinanden som instrumenter i et orkester. Ved at kroppens fuldendelse metonymisk flyttes foran barnet, accelererer udviklingen af det centrale nervesystem på grund af arbejdskravet fra de sensomotoriske færdigheder, som barnet i hurtig rækkefølge lærer sig.

Hvis der derimod mangler sammenhæng i moderens pleje, forbliver barnet dels henvist til moderen for at få bekræftelse på sin eksistens, dels kropsligt uintegreret med en stadig risiko for aggressiv opsplitning i organer og funktioner, som man kan se ved psykotiske symptomer.

Forkastes Fadernavnet, kommer den metaforiske dimension ikke i stand. Det ubevidstes strukturerende funktion mangler. I den Lacan’ske algebra vil A mangle, og fortrængning og overdeterminering erstattes af projektion og konkretisering. Det, der mangler i den symbolske ordning dukker i stedet op i ‘verden’ som noget imaginært realt, som hallucinationer, når ‘subjektet’ inddrages i en funktion som ophavsmand eller autoritet 12. Initiativet flytter så ud i omverden, og ‘subjektet’ kan blive offer for anslag og forfølgelse fra visse personer eller myndigheders side.

Udgår man fra Lacans skema L, som findes i bilag 1, bliver resultatet måske mere overskueligt. A står for en viden, som er ubevidst, som har effekter, som er talende, men, hvad den siger, kan kun klarlægges som en deduktion ud fra dens effekter. A (med versal) er tankevirksomhedens anden, ikke en anden person, hvilket det gerne bliver til ved paranoia. Kæmper man for eksempel med et matematisk problem, er man hele tiden overbevist om, at der findes en løsning, og når man er kørt fast, er det ikke matematikkens fejl men en menneskelig ufuldstændighed. Matematikken kan da siges at fungere som tankevirksomhedens Anden, dens garanti. A kan opfattes som ‘beregningen’ i dens dobbelte betydning, dels som løsning, dels som ‘bedre viden’. A giver mening til det, som finder sted mellem a og a’ altså mellem jeget og dets verden af objekter herunder også til subjektets udsagn, som udtales af jeget, og som derfor bærer en mening, som er ukendt for samme jeg.

I overføringen tilskrives psykoterapeuten funktionen som A, terapeuten overdetermineres af at blive den, der garanterer lidelsens mening, den, som har nøglen til forståelsen. Samme nøgle som findes i symptomet, idet symptomets vægt mindskes i samme takt, som overføringen bliver effektiv, hvilket derfor kaldes overføringshelbredelse. Men hvis nu denne nøgle er forkastet, da er den ikke længere i sikker forvaring hos A men dukker i stedet op hos a, thi en viden forsvinder aldrig sporløst, den forvandles bare til noget andet.

Fra dette lille a begynder nu allehånde sager at gøre sig gældende. Signifianterne hænger nemlig sammen, hvorfor alle de andre følger efter. Stemmehallucination er et illustrerende eksempel. Psykotikeren hører, at han kommenteres i omgivelserne og føler sig overbevist om at være almen kendt, om at alle taler om ham.

Forkastelsen af Fadernavnet (S2) fører til at fadermetaforen mislykkes, den bliver ikke en metafor. Barnet udelukkes da fra den symbolske orden og det vil ikke kunne manifestere sin eksistens i en dialog med andre. En umiddelbar effekt af, at metaforen mislykkes, er, at ordene forbliver betegnelser for ting. Ordene fungerer da nærmest som ‘remote control’, hvormed man kan styre og beherske genstande i verden blot ved at nævne dem. Når børn har opdaget denne virkning af ordene, plejer de triumferende at udpege alt, hvad de kan benævne i deres omgivelser. Metaforen ødelægger senere denne ordenes omnipotente entydighed og indfører en usikkerhed i omgangen med objekter, og barnet bliver da også mere forsigtigt og ydmygt i sit sprogbrug.

Forkastelsen af S2 kan ske, hvis moderen ikke giver faderautoriteten nogen plads i sin tale til barnet. Hvis moderen ikke tillægger faderskabet nogen vægt. S2 kan også blive ineffektiv, hvis faderen ikke formår at føre en dialog med barnet men altid skal have ret.

Det er den vellykkede fadermetafor, som indstifter det psykiske apparat ved at skelne mellem jeget og (det ubevidste) subjektet. Desuden binder metaforen det imaginære og det reale sammen ved hjælp af overdetermineringen (affektionsværdien), som er en effekt af det ubevidste.

DET UBEVIDSTE

urfortrængning (frit efter Joël Dor)

S1 er det oprindelige moderbegær, en (faktisk flere) ikke-verbal signifiant. S2 er en verbal signifiant men uden eget signifié (s2 mangler). S2 er det, som forklares i en grundlæggende myte ved hjælp af de følgende signifianters signifié’er (s3 …).

Gennem fadermetaforen kommer et sprogsymbol (S2) til metaforisk at betegne begærets oprindelige objekt (affektionsværdien, det falliske objekt). Dette objekt vil sidenhen være med som en reference ved alle følgende metaforer i egenskab af den gennemgående metonyme subjektive, ubevidste, mening. Dette fører til, at ‘barnet ikke ved, hvad det siger med sine udsagn, og sproget vil fremstå som en subjektiv aktivitet, hvor man siger helt andre ting, end man tror, man siger i det, man siger’ 13.

Det oprindelige objekt bliver således til gennem tabet. Objektet begynder så at sige sin eksistens med at mangle, og begæret indstiftes som det ubevidste subjekts vilkår.

E Fadernavnet i praksis

Fadernavnets rolle i jegstrukturerende psykoterapi er anderledes end i neuroseterapi. Fadernavnet (den symbolske fader, den første svale) er ved neurose fortrængt i symptomet. Det er derfor, neurotikeren tillægger sit symptom en sådan vægt og kræver, at det respekteres. Hvis en neurotiker beslutter sig for at gå i psykoterapi, flyttes Fadernavnet til psykoterapeuten, og neurotikeren begynder i stedet at få symptom på sin terapi, hvilket vi kalder overføring. Så hvis der overføres noget i overføringen, så er det den magt, som ligger i Fadernavnets symptom, i denne viden.

I neurosepsykoterapi er overføringen det, som fører til, at klienten tillægger det, som terapeuten siger, vægt. Fadernavnet gør terapeuten til en autoritet – til en imaginær fader. Hvad denne imaginære autoritet mener, får sin betydning fra Fadernavnet. Præcis som svale 2 får sin betydning af svale 1. Svale 1 har ansvaret for sandhedsfunktionen hos svale 2, svale 1 gør svale 2 til en autoritet på sommerens komme. Ligesom man om en autoritet kan sige: hvis hun/han siger det, så er det nok rigtigt. En autoritet behøver ikke at argumentere for sin mening, lige så lidt som et orakel eller stjernebillederne. Autoriteten bør gøre sig klart at denne sandhedsfunktion er til låns, det drejer sig ikke om en usædvanlig visdom hos autoriteten. Katarina den Store af Rusland ansås for at være et usædvanlig klogt statsoverhoved. Når man spurgte hende om, hvordan hun bar sig ad med at tage alle disse kloge beslutninger, fortalte hun, at hun fik hjælp fra personer, som undersøgte befolkningens indstilling, hun lyttede sig frem til, hvilke beslutninger man ønskede sig, og så tog hun dem. Samme funktion kan en familielæge få, mens psykoterapeuten jo skal behandle overføringen og ikke tolke klientens ønsker.

Hos den ikke-neurotisk strukturerede findes en sådan overføring ikke. Her skal en tilsvarende autoritet arbejdes frem. Det er det, man gør i den narcisistiske fase, hvor terapeuten udvikles til et idol, og ikke en autoritet som i neuroseterapi. En idols meninger er man ikke så interesseret i, man identificerer sig imaginært med sit idol, efterligner og ser op til idolet. Så et idol er snarere en fetich end en familielæge.

Fetichen er Fadernavnets repræsentant. En tingsliggjort negation. Hvad det er, kan man jo overveje, men det er, hvad bulemikeren beskæftiger sig med: ‘en bolle til’. Eller alkoholikeren: ‘et glas til’. Det er både et glas og ikke et glas, en opposition, som indeholder negationen. Hvad det ‘egentlig’ er flyttes metonymisk til fortsættelsen, i det imaginære, og ikke metaforisk i en sandhedsdimension.

En idolisering er dog et tegn på, at Fadernavnet er lokaliseret til terapeuten, men i imaginær form. Nu bliver næste opgave at forvandle Fadernavnet til en sandhedsfunktion, det vil sige fiksere Fadernavnet i sproget i stedet for i personer eller i ting samt derefter frigøre Fadernavnet fra terapisammenhængen, så det sidenhen følger med klienten. Hvordan dette i praksis kan ske behandles nærmere i kapitlet om behandlingen.

  1. Signifianten er den eneste ‘naturligt’ forekommende struktur, som ved hjælp af en negation skaber en medierende distance.
  2. S. Freud: Hinsides lystprincippet. 1920, S.E. XVIII side 14 ff.
  3. Marc Strauss: la vraie function du père, c`est d`unir un désir à la loi (Faderens sande funktion er at forene et begær med loven). I Philosophie présente LACAN, s. 59, Bordas, Paris 1987.
  4. I Totem und Tabu, Vol. 13, S.E.
  5. Jacques Lacan: Le Seminaire, livre VI, Seuil, Paris 1986.
  6. Se bilag 1.
  7. Mustapha Safouan, Jacques Lacan et la question de la formation des analystes, s. 39, Seuil, Paris 1983.
  8. S. Freud, Hæmning, symptom og angst (1926), 4. kapitel, Om psykopatologi, s. 262-264, Vol. 10, S.E.
  9. J. Lacan: D’une question préliminaire à tout traitement possible de la psychose, s. 557, Écrits, Seuil, Paris 1966.
  10. Ibid.
  11. S. Freud: Et tilfælde af paranoia, som er i strid med den psykoanalytiske teori om sygdommen. (1915) S.E. Vol. XIV, s. 261-272.
  12. Se for eksempel S. Freuds gennemgang af Schreber-tilfældet og tilfældet med den paranoide dame, som ovenfor refereret.
  13. Joël Dor: Introduktion à la lecture de Lacan, s. 132, Denoêl, 1985.