VIII. Møde og dialog

Når mennesker mødes opstår der ingen sød musik, de ignorerer i stedet hinanden eller forsøger at konkurrere hinanden ud. I elevatorer, ved holdepladser og i trafikken gælder primært en sådan kontrollerende og afvisende holdning til medmennesket. Kampagner for hensyn i trafikken og venlighed i omgangen har svag gennemslagskraft. Det gælder om at komme først, ellers kommer en anden først, og man mister sin forrang, måske også noget andet.

Denne måde at forholde sig på er et tydeligt symptom på, at narcissismen gør misundelsen til en grundlæggende social følelse. Noget, som i første omgang har en negativ klang, men misundelsen er jo faktisk udtryk for en indlevelse, hvor man forudsætter, at den anden har samme intention, som man selv har, og da er der altid en risiko for, at man er for sent ude. Moustapha Safouan bruger et slående udtryk for mødet mellem to fremmede – ils s’entre-tuents -. 1

A. Dialogen

Situationen forandres derimod, hvis nogen vil tage ordet. I det øjeblik man bestemmer sig for at henvende sig til et andet menneske, træder en ny struktur i kraft, en struktur, som er dialektisk på en måde, der er karakteristisk for sproget. Det er en dialektik, som også genspejler de tre logiske momenter i den klassiske hegelske dialektik, som netop er en begrebets dialektik, hvilket vil sige en dialektik for tankevirksomheden som sådan. I foregående kapitel blev grundlaget for denne dialektik beskrevet. En sådan observation støtter tesen om, at menneskets sproglige strukturering er fundamental. Fortsættelsen vil forsøge at vise, hvordan dialogens struktur genspejler jegets aktuelle struktur. Noget, som egentlig bør være af central interesse for psykoterapiens diagnostik.

Drivkraften for dialogen er ‘sandhed’, en subjektiv sådan, som man kan stræbe mod, og som man forfølger i dialogen. Kastrationskompleksets effekt i subjektet var at sætte spørgsmålstegn ved subjektets eksistens, et spørgsmål, som samtidig ikke længere kan få et udtømmende svar. Eksistensen bliver på den måde et evigt spørgsmål af samme slags som spørgsmålet om livets mening. Men der findes alligevel svar, som er nogenlunde tilfredsstillende for hver og en, og det er disse svar, vi søger. En subjektiv sandhed er en, som gælder for mennesket, hvad enten den er erkendt eller ej. Objektive sandheder opfattes snarere som kuriositeter, hvis de ikke samtidig har en subjektiv værdi.

Subjektiv sandhed er nødvendig for aktiv handling, og så længe man ikke er nået frem til en vis grad af gældende sandhed, forbliver man, hvor man er, i tvivl og ubeslutsomhed eller fanget i en gentagelse. Sandheden er en effekt af sproget, den er indstiftet gennem sproget, og det er der, den kan anerkendes men kun til en vis grad. I det såkaldte kropssprog kan ingen sandhed afgøres. Selv i overdrevet tydeligt kropssprog som ‘gæt og grimasser’, skal løsningen, sandhedsaspektet, fastslås i det almindelige sprog. Først derefter kan man gå videre til næste ‘gæt og grimasser’-leg.

Hvis man kører i elevator med en ubekendt og vil bryde dødvandet og starte en samtale, så må man vælge sine ord. Man må faktisk sige noget, man tror, at den anden vil høre og ikke det, man egentlig ville sige. Desuden må man vælge sine ord fra det fælles sprog, og emnet fra en fælles sammenhæng. Og selv om man iagttager alle disse forholdsregler, er det den anden, som afgør ytringens værdi, afgør dens sandhed. Mest tydeligt bliver dette, hvis man sammenligner med situationen, hvor man vil fortælle en vittighed. En vittighed indeholder en sandhedsværdi, og vittigheden kræver at blive fortalt, da det er den andens reaktion, som i sidste ende afgør, om det faktisk er en vittighed. Den fortalte vittigheds egentlige værdi bestemmes af lytterens reaktion, og vittigheden fortaltes med det formål at nyde at få denne værdi bekræftet.

På denne måde er der en underlegenhed for den, som vil åbne munden, og en tydelig magtposition for den lyttende part. At påbegynde en samtale har store ligheder med at finde det korrekte løsen. Når en ridder i middelalderen kom til en fremmed borg, stak en vagt hovedet ud og spurgte efter løsenet. Svarede ridderen rigtigt, kom han ind, ellers fik han kogende tjære hældt over sig. Da vi er vandt til samtalesituationens vilkår, mærker vi sjældent, hvilket kompliceret spil det er. Vi plejer at kunne begynde med: hvilket vejr vi har ! Da har vi hentet ytringen fra en autoritet – meteorologen – vi har forsikret os om, at konteksten er fælles – det er samme vejr for begge – og det plejer at blive accepteret af den anden part, hvorefter isen er brudt og stemningen lettere.

Ved samtale er andre aspekter af menneskets struktur aktive end de, der opfattes af sanserne. Det er subjektets vilkår, der gælder, mens jeget spiller en underordnet rolle.

Hvem taler man med?

Man taler ikke med den person, man møder. Heller ikke med det ansigtsudtryk, som man gerne stirrer på, når man taler med nogen. Man taler med den reale og nærværende Anden, som er den symbolske ordens lokale repræsentant. At denne kaldes den reale Anden skyldes, at samtaler er for alvor, og at man ikke kan forudse effekten af det, man siger. Hvad man end siger, så risikerer man noget, eventuelt en hævn, en gengældelse. I modsætning hertil kan man skrive hvad som helst uden at risikere andre indvendinger end egen tvivl.

Man taler til en lytter.

At nogen vier sin fulde opmærksomhed og ikke bare sin hørelse til det, man siger, er lokkende og næsten en betingelse for, at man kan tale i længere tid. At tale til en, som er optaget af noget andet, er anstrengende. Egentlig er det ikke særlig ofte vi møder nogen, som lytter interesseret til det, vi siger. Nogen som med Shakespeares ord ‘låner os sit øre’. Endnu mere sjældent sker det, at nogen er indstillet på, at vi skal komme tilbage om nogle dage for at fortælle mere. Normalt ville man mistænke vedkommende for at være interesseret i ens person. Det er netop en af årsagerne til, at man bør betale for sin psykoterapi.

Man taler til en viden, som vejer det, man siger.

At lytte er også at undersøge. Det er, hvad vi kan føle, når vi skal tale til et auditorium om et emne, vi ikke helt behersker. Så snart nogen beder os om at holde tale, tøver vi over for den prøve, det indebærer. Dette vurderingsaspekt gør samtalen til et eksperiment med sandheden.

Man identificerer sig med den, man taler med.

Både det tillokkende og vurderingen er noget, man tager for givet. Begge optræder til og med, når lytteren er ukendt. Det er noget, man tilskriver den nærværende Anden, men som hører til A. Så hvis den Anden ikke tilfører noget eget til samtalen, forløber den med udgangspunkt fra den talendes ubevidste præmisser og antagelser om lytteren. Man identificerer sig med den viden, man taler til, og talerens ubevidste kommer på denne måde via overføringen til at styre talerens ytringer.

Den struktur, som træder i kraft ved samtale, er egentlig den samme som den i skema L, hvor man ser, at det er det ubevidste (A), som organiserer samtalen, og det indebærer yderligere to ting:

  1. De personlige pronominer ‘du’ og ‘jeg’ implicerer hinanden og gør samtaleemnet til tredie person. Den talende og den lyttende er begge inddraget i samtalens kontekst.
  2. Samtalen pågår som et tidsforløb, som ikke når sin slutning, før man har sat punktum.

Når nogen beslutter sig til at gå i psykoterapi, bygger denne beslutning på opfattelsen af, at psykoterapeuten ved noget, som er vigtigt for subjektet. Noget, som måske skulle kunne bidrage til, at man forstod sig selv og kunne begynde at handle – komme videre. Allerede inden det første møde tilskrives således en viden, en sandhed, som klienten ikke selv disponerer. Psykoterapeuten tilskrives derfor magt og idealiseres. Således fungere den initiale overføring, og det er den, som bliver drivkraften i psykoterapien, og det er også den, der skal gøres noget ved i terapiens forløb. Det er jo (for os) selvfølgeligt, at psykoterapeuten ikke ved noget om klienten og ikke har nogen løsning men kun en metode. Gennem sin professionalisme kan psykoterapeuten med klientens hjælp få frem, hvilken kundskab det er klienten tror at mangle. Overføringen kan blive til ord.

Hvis klienten tror, at psykoterapeuten ved, så findes denne viden altså et eller andet sted – og det er klientens viden -, men det er fortrængt og uudsigeligt, da det er låst i symptomet overføring, i den magt klienten overfører til sin psykoterapeut. I stedet for at anvende denne magt skal psykoterapeuten gøre det muligt for klienten at sige et sandt ord i sin psykoterapi, og efterhånden komme fri fra den magtesløshed, som overføringen sætter klienten i.

De tre logiske momenter, som indgår i Hegels dialektik 2, kan meget kort beskrives på følgende måde:

1. moment: En umiddelbar relation til objektet, som er begærligt da det er negation af subjektet og derfor formodes at kunne tilfredsstille subjektet ved at ophæve negationen.

2. moment: Subjektet opdager at objektet ikke er fyldestgørende, det kompletterer kun delvist, negationen findes alligevel. Objektet var i høj grad subjektets egen konstruktion.

3. moment: Dialektisk identitet mellem subjekt og objekt. Det første subjekt bliver nu til objekt, og den, som før var objekt, viser sig tillige at være subjekt. Negationen bliver et eksistensvilkår og ikke en ‘fejl’.

I Freuds version af dialektikken 3 udledes begæret (ubevidst ønske, negation) af følgende ræsonnement: hos barnet viser en drift sig som ulyst, som en spændingstilstand. Det objekt, der først tilbydes barnet som tilfredsstillelse, har barnet ingen psykisk repræsentation af, og derfor har det ikke kunnet søge dette objekt. Det er moderen, der stiller det til rådighed. Objektet giver en umiddelbar tilfredsstillelse, som hænger sammen med reduktionen, den spændingstilstand som driften genererede (1. moment). Denne tilfredsstillelse efterlader et hukommelsesspor i det psykiske apparat ved at tilfredsstillelsen kobles direkte sammen med et billede af objektet. Hukommelsessporet udgør nu for barnet en repræsentation af driften. Når driftsspændingen kommer igen, oplades hukommelsessporet sammen med billedet af objektet, og driften er ikke længere ren men koblet til en hukommelsesrepræsentation af den tidligere tilfredsstillelse. Den nye tilfredsstillelse sammenblandes derfor af barnet med hukommelsessporet af den tidligere tilfredsstillelse. Der sker altså en forveksling mellem et realt objekt og et repræsenteret objekt, thi en stærk investering i et hukommelsesbillede fremkalder samme realitetsindtryk som en virkelig perception. Barnet får således i første omgang en tendens til at blive tilfredsstillet på en hallucinatorisk måde. Det er først efter en række oplevelser af tilfredsstillelse, at hukommelsessporet kan adskilles fra den reale tilfredsstillelse gennem erfaringen af, at disse tilfredsstillelser ikke er identiske. Samtidig vil barnet udnytte hukommelsessporet til at styre sine efterforskninger efter tilfredsstillelsens virkelige objekt for så vidt, som dette objekt forventes at overensstemme med hukommelsessporets objekt. Hukommelsesbilledet oprettes som model for det, der skal søges i realiteten for at tilfredsstille driften. Hukommelsesbilledet sammenkoblet med hukommelsessporet fungerer nu som en anticiperet repræsentation af tilfredsstillelsen i forbindelse med driftsprocessens dynamik. Når driften nu er repræsenteret, udløses der en psykisk stræben efter at genoprette situationen med den første tilfredsstillelse (2. moment). Det er denne stræben, der kaldes begær, og perceptionsidentitetens genoptræden bliver begærets mål. Modellen henføres dog til en hallucination af den første tilfredsstillelse og ikke til et realt objekt, men begæret gør det muligt for objektet at efterforske og kræve et objekt passende for en sådan tilfredsstillelse, skønt et sådant objekt egentlig ikke findes. Der findes i virkeligheden ikke nogen tilfredsstillelse for begæret, thi dets objekt befinder sig ikke der (indledning til 3. moment). Så vidt Freud.

En forudsætning for at alting kan fungere i hverdagens samtaler er dog, at de personlige pronominer implicerer hinanden 4. ‘Du’ og ‘jeg’ skal dels lokalisere dialogens deltagere som hinandens modpoler, og dels skal de forudsætte hinanden, således at når den ene taler, og tvinger den anden til en passiv lyttende rolle, en rolle, som den talende desuden allerede har givet et manuskript, skal den lyttende tåle dette i forvisning om, at snart vil rollerne byttes om, og de personlige pronomener skifte plads. Den lyttende vil nu blive den aktive, og den, som hidtil har været den talende, objektiveres på en måde, som defineres af den, som nu taler, og de kan fortsætte jagten efter en ‘bedre’ sandhed for det fælles emne.

Den, der lytter, tilskrives magt men får også sin identitet forandret af den, som taler. Den lyttende bliver den talendes objekt og bestemmes i den talendes verden. Hvis den lyttende er usikker i sin jegidentitet, kan en sådan objektivering blive en trussel. De, som har prøvet at sætte sig ned og tale med en skizofren patient, ved, at dette kan udløse kraftige reaktioner fra den skizofrenes side. Jo mere overbevisende og indtrængende man er, jo farligere bliver situationen for patienten, der af den talende fastlåses i alienerende objektivering, hvilket er det samme som at blive berøvet sin eksistens. Til sidst flygter patienten eller kæmper sig fri af samtalen.

Implikation indebærer, at ethvert ‘jeg’ er et potentielt ‘du’, og ‘du’ er et potentielt ‘jeg’, og at denne potentielle mulighed bliver virkeliggjort om et øjeblik. Når det forholder sig sådan, tåler man at blive objektiveret, ens tid kommer snart. Varer det for længe, flygter man i tankerne og ophører med at lytte. Man går tilbage til sit eget.

Den, som mangler implikationen mellem de personlige pronominer, evner ikke at deltage i en almindelig samtale men svarer hurtigt for at slippe væk 5. Han bliver ikke tankefuld og eftertænksom og kan ikke bidrage til samtalen med indfald. Også i andre sammenhænge flygter en sådan person fra passive, objektiverende situationer. I supermarkedskøen kommer panikken, og han går derfra. I den fyldte bus gribes han af tiltagende ubehag.

C. Dialogen og jeget

Den, som tager initiativet til en samtale, inddrager samtalepartneren i sin egen struktur og gør lytteren til et objekt. Effekten af en sådan objektivering afhænger af, hvordan lytterens jeg er struktureret. Tidligere fandtes følgende skema over jegets strukturelle muligheder:

Figur 1

Til højre for (2) forekommer implikation mellem de personlige pronominer, og en dialektisk identitet er mulig, mens der mellem (1) og (2) mangler implikation, hvorimod der findes en polarisering. Til venstre for (1) er også polariseringen svag. Af og til kan end ikke ‘du’ og ‘jeg’ lokaliseres (deixismangel 6). Det sidstnævnte viser sig klinisk som transitivisme, hvor den ene udfører den andens opgave eller udlever den andens affekt.

Implikation er det, der danner en struktur af adskilte elementer, for eksempel en dialogisk struktur af personlige pronomener. Mangler implikation, løses strukturen (og sætningslogikken) op i polære elementer, som i lingvistikken kaldes fonemer 7. Jeget og dets objekt fordeles da som polariteter og multiplikat, som i visse actionfilm, hvor de agerende er opdelt i gode og onde, som ikke kan forhandle, og hvor især modstanderne har en tendens til at blive utællelige.

Hvis også polariseringen svækkes, trues jeget af at falde fra hinanden i forskellige funktioner. Kropsbilledet fungerer da ikke længere som en sammenhængende helhed, men syn og hørelse tenderer til at blive lokaliseret til objekterne, hvorfra de udøver deres virkning på resten af kroppen.

En forudsætning for, at en dialog kan komme i stand, er, at der findes en ødipal struktur hos subjektet. En sådan struktur indstiftes, når kastrationen er blevet gældende, hvis Fadernavnet ikke er blevet afvist. Ved en psykotisk struktur er kastrationen forkastet, og en dialogisk relation til andre er udelukket.

Der findes en bemærkelsesværdig forskel på, hvordan patienterne på en internmedicinsk afdeling og patienterne på en psykiatrisk langtidsafdeling forholder sig til hinanden. Patienterne på den sidstnævnte taler næppe med hinanden, selvom de måske har været der i flere år, mens patienterne på en somatisk afdeling med stort udbytte taler sammen. Ved såkaldte borderlinetilstande (perversioner) taler vedkommende person ganske vist, men talen henvender sig ikke til den Anden. Det, en borderlineperson siger, skal ikke vurderes og bekræftes af lytteren, som altså ikke tilskrives nogen magt i denne sammenhæng. Man kan opdage sin ubetydelighed ved, at man som tilhører efter en sådan samtale føler sig nedtromlet og måske krænket. I dette tilfælde undlader den talende at efterkomme den symbolske ordnings lokale repræsentant, en lydighed, som ellers er en betingelse for en dialog. Borderlinepersonen accepterer ikke kastrationen, men bestrider den. Dette indebærer en overtrædelse af noget ellers accepteret, hvilket overrasker og provokerer.

D. Typer af samtaler

Den almindelige samtale er således mere kompliceret, end man umiddelbart forestiller sig. Det er dog vigtigt at vide, hvordan samtaler er struktureret, og hvad der driver dem, hvis man skal kunne tilpasse sig til patientens struktur.

Der findes 4 mulige strukturelle variationer af samtaler, nemlig:

  1. Et neurotisk struktureret subjekt taler med et andet på samme måde struktureret subjekt.

    Subjektet, som åbner samtalen, vender sig til den reale Anden, hvorfra subjektet har modtaget sit ubevidste budskab i løftets omvendte form ( a henvender sig til a’ ).


    a’ tilskrives således i samtalen både attraktion og magt, en magt, som består, indtil a’ åbner munden og afslører sin ufuldkommenhed gennem sit forsøg på at give noget andet i stedet for en bekræftelse af a-‘s ubevidste budskab, som a’ jo ikke er i besiddelse af. Samtalen indebærer derfor en skuffelse, den lader noget tilbage at ønske. Det er også derfor, det kan være vanskeligt at afslutte en samtale. I psykoterapi stræber man efter at regne dette ubevidste ønske ud via overføringen, som er dens iscenesættelse.

  2. En ikke-neurotisk person taler med en anden ikke-neurotisk struktureret.

    Om dette punkt er der ikke så meget at sige. Her mangler et incitament for at tale. Den anden har ingen metaforisk dimension (den reale Anden) og udgør derfor ingen fristelse.

    Forholdet illustreres af situationen mellem patienter på psykiatriske langtidsafdelinger.

  3. En ikke-neurotisk person taler med en neurotisk struktureret.

    Det er en situation, som måske ikke er så almindelig, men den er nøje undersøgt. Problemet er nemlig kendt inden for psykoterapiuddannelsen, og det optræder, når en ikke-neurotisk struktureret prøver at uddanne sig til psykoterapeut. Det tilspidses, når terapeuten skal arbejde med sine notater. Terapeutens strukturelle mangler viser sig som manglende evne til at skifte mellem at være deltager og forfatterjeg 8. Den ikke-neurotisk strukturerede terapeut kan ikke abstrahere fra det, han har været med til og frembringe en fortælling. Han kan da heller ikke regne overføringen ud og tolke denne effektivt.

    Og nu til den situation, som her er central.

  4. En neurotisk struktureret som taler med en ikke-neurotisk struktureret.

    I dette tilfælde har den neurotisk strukturerede terapeut flere faktorer at tage hensyn til:

    A. Klienten har intet ønske om at tale med terapeuten, da dennes mening ikke er ønskværdig. Terapeuten er ikke overdetermineret af klientens Fadernavn.

    B. Terapeutens evne til initiativ og overblik tømmer klienten for narcissisme.

    C. Terapeutens projektive identifikation forsyner klienten med alle mulige indre affekter og impulser på grund af, at terapeutens subjektive sandhedsaspekt lokaliseres der.

    Disse tre grundlæggende følger af samtaledeltagernes forskellige struktureringsgrader har en tendens til at gøre situationen forkert fra begyndelsen. Hvis terapeuten begynder kontakten på den traditionelle måde, altså som om det drejede sig om en samtale mellem to neurotisk strukturerede, fører den udeblivende respons til, at terapeuten forøger sine anstrengelser for at få del i klientens tanker. Resultatet bliver nærmere lammende end en hjælp for klienten. At blive fastlåst i terapeutens struktur og samtidig udsættes for uklare forventninger bliver en trussel for klientens eksistens.

E. Diagnostik i psykoterapi og psykiatri

Den diagnostik, som forekommer i psykoterapi, handler først og fremmest om at fastslå jegets struktureringsgrad. Ved neurotisk eller ødipal strukturering (til højre for (2) i skemaet på Figur 1 ovenfor) forekommer overføring og dermed motivation til psykoterapi – hvis det overhovedet er aktuelt, mens strukturen til venstre for (2), og naturligvis også til venstre for (1) næppe er forenelig med en egen motivation til psykoterapi. Psykoterapiens teknik er også helt afhængig af jegets struktureringsgrad. At bruge analytisk insigtsteknik, når der ikke foreligger en ødipal struktur, er ineffektivt, og at anvende en jegstøttende teknik, når en ødipal struktur findes, fører ikke ud af neurosen.

Man kan få en vis overensstemmelse frem mellem psykiatriens og psykoterapiens diagnostik, skønt de to discipliner har forskellige formål med at diagnosticere. Vanggaard 9 har i mange år anstrengt sig for at få en dialog i stand mellem psykiatrien og psykoterapien vedrørende diagnostikken. Vanggaard har fremhævet vigtigheden af mødets fænomenologi for bedømmelsen af personlighedens struktureringsgrad. I forbindelse hermed har Vanggaard fokuseret på den sekundære sygdomsgevinst, som begrebet udvikledes af Freud i Dora-tilfældet 10. Denne sekundære sygdomsgevinst er udtryk for det neurotiske symptoms signifiantkarakter, som det er beskrevet i kapitel V, og man kunne kombinere Vanggaards anvendelse af det freudianske begreb sekundærgevinststræben med Blanck & Black’s deskriptive udviklingsdiagnose 11 og bruge dem på psykiatriens diagnosekategorier. Så fremkommer der et skema, som gør det muligt at se, hvordan psykoterapiens klientgrupper i en vis udstrækning korrelerer med psykiatriens patientgrupper. Der er her tale om et skema, som er hentet fra en stencil, som blev udarbejdet på en psykiatrisk afdeling, afdeling 36A, i Sundsvall 12. Arbejdet er et led i en revision af diagnosesystemet, en revision, som blev fremtvunget af, at afdelingen var influeret af psykoterapeutiske tankegange og derfor havde brug for korrespondance mellem psykiatrisk og psykoterapeutisk diagnostik.

Figur 2

Indsigtsterapi kræver en dialektisk struktur med overføringspotentiale. Ved ikke-dialektisk struktur foreligger også ahistoricitet.

Det, Vanggaard kalder sekundærgevinstbestræbelser, er det fænomenologiske udtryk for en vis funktion hos jeget, hos det neurotisk strukturerede jeg. Om sekundærgevinstbestræbelser findes eller ej, bliver afgørende for diagnosen og dermed for behandlingen. Inden for psykoterapien råder der enighed om dette, mens der inden for psykiatrien stadig findes forskellige meninger om værdien af sekundærgevinsterne som differentialdiagnostisk faktor 13. Men ser man på hvilke behandlingsformer, der anbefales, virker enigheden straks større (se figur 2).

Det mest usikre område bliver ‘borderline’. Hvis man skal få en sammenhængende logik frem i et sådant konstrueret skema, tvinges man til at sætte lighedstegn mellem lavtstruktureret borderline og psykose, mellem højtstruktureret borderline og en bestående reaktionsfase af en krise. Tilbage bliver da en gruppe, som stemmer godt overens med det, som i den nye psykoanalytiske teori har genfundet sin klassiske betegnelse, nemlig perversionerne (masochisme, sadisme og narcissisme). Der bliver i praksis ingen patienter tilbage, som kan indplaceres i en selvstændig borderline gruppe.

  1. Moustapha Safouan: Jacques Lacan et la question de la formation des analystes, s.51, Seuil 1983.
    ” … Antag to subjekter. Enten dræber de hinanden (ils s’entre-tuents, som i tale ligner ils s’entretients – underholder sig med hinanden), og til dette behøves ingen ord; eller også er en overenskomst mulig mellem dem, noget, som ikke kan ske uden ord, hvor deres handling ytres og bestemmes ligesom regelen for denne handling. Men når det går ud på at fremstille ordet, som er den virkelige tredie term, så er det åbenbart, at hverken den ene eller den anden disponerer andet end deres egen stemme; ligesom det er åbenbart, at denne stemme ikke er nok for at give nogen den nødvendige autoritet for at etablere en almen enighed. Det er derfor, at den, som ytrer dette ord, selvom han bare ytrer en ‘universel’ lov, det vil sige en, som han selv også er underkastet (for eksempel: du skal ære din far og din mor), kun kan få det fastslået som genstand for en overenskomst på den betingelse, at det præsenteres, og jeg vil betone præsenteres i mangel af erkendelse, som et ord, der er modtaget fra et andet sted. …”
  2. G. W. F. Hegel: The Phenomenology of Mind, overs. J. B. Baillie, s. 149 ff. og 218 ff. Harper Colophon Books 1967.
  3. Dette findes i S. Freud: Drömtydning, s.338-339, Aldusserien 1971.
  4. Se bilag 3.
  5. Edenius, Lundberg, Lundqvist & Wennerkull, Att tala eller talas, Psykoterapiutbildningen, Umeå universitet, 1986.
  6. Deixis er en term, som dækker over alle udpegende funktioner i sproget. Deixis lokaliserer de talende i forhold til hinanden og til emnet. Julie Kristva taler også om en anaforisk deixis, som er effektiv inden i sproget. Man kan se på anaforisk deixis som en udvikling af implikationsbegrebet. Eksempel på bærere af deixisfunktion er lokative adverbier, personlige pronomener og forskellige modus af verber. Se endvidere Edenius, Lundberg, Lundqvist & Wennerkull, Att tala eller talas, Psykoterapiutbildningen, Umeå universitet, 1986.
  7. Jakobson & Halle: Fundamentals of language, Mouton & Co. 1956.
  8. P. Villemoes, Psykoterapins handledningsmoment, Psykoterapienheten i Härnösand, s. 34 ff, 1990.
  9. Thorkil Vanggaard: Borderlands of sanity, Munkgaard, København 1979.
  10. S. Freud: Bruckstück einer Hysterie-analyse, 1905, eng. overs. Angela Richards 1977, Penguin Books.
  11. Gertrude og Rubin Blanck: Borderline – teori och behandling, svensk overs. Philippa Wiking, Wahlström & Widstrand 1976, s. 118-119.
  12. Ehnmark, M. et al. Preliminär rapport från arbetsgruppen för diagnostik (Borderlinegruppen). Sundsvalls sjukhus, Sundsvall, 1984.
  13. Holmberg G., Modigh K. ed. Ångstens biologi. Nordisk psykiatrisk tidsskrift, vol 38/ suppl. 9, s. 9-15 og 47-53.
    Endvidere: Nordisk psykiatrisk tidsskrift, vol 39 nr. 5 og 6, vol 40 nr. 6.
    Vanggaard Th.: Behandling af angsttilfælde, Ugeskrift for Læger, 147/41 s. 3249-50, 1985.