Organisation

Hvis man påbegynder en jegstrukturerende psykoterapi uden at have nogenlunde kontrol over klientens øvrige kontakter, er sandsynligheden for at det mislykkes stor. Det skyldes, at klienten som regel allerede indgår i en slyngveninderelation med en idoliseret magtfaktor. Det kan være en forældre, en kontaktperson, en psykiater eller en værge. Hvis terapien er en del af en gennemtænkt behandlingsplan, er det på en hel anden måde muligt at optimere betingelserne. Allermest gunstige bliver vilkårene, hvis klientens nærmeste omgivelser er et behandlingshjem med en indretning, som stemmer overens med den jegstrukturerende terapi. Hvordan man skal kunne komme overens med forstyrrende indslag af polarisering i den gængse psykiatriske verden for en psykotiker, som er aktuel for jegstrukturerende terapi er et uløst spørgsmål. Antagelig ville det være nødvendigt, at den berørte psykiatri var fortrolig med tankegangen bagved terapien, hvorfor løsningen bliver utopisk. Man bør i sådanne tilfælde begrænse sine terapeutiske indsatser til personer med fastlåste kriser eller perversioner, som befinder sig i en nogenlunde selvstændig situation.

En tilbagevendende hindring for fuldføring af et i øvrigt gunstigt behandlingsprogram er, at klienten er forblevet i den primære slyngveninde-relation til sin mor (i sjældne tilfælde til en anden person). Derigennem hindres udvikling af en holdbar idolisering af terapeuten. Årsagen til, at den nævnte hindring kan forblive bestående, er med stor sandsynlighed, at moderen ikke har nogen kontaktperson, eller at hendes kontaktperson ikke i tilstrækkelig grad anvender den jegstrukturerende teknik, men polariserer, hvorfor moderen ikke flytter sin interesse fra datteren/sønnen til sin kontaktperson.

Følgende fremgangsmåde er en effektiv måde at initiere behandlingen på. Når et ærinde aktualiseres, begynder man med en familiefase, som består af 2 – 4 hjemmebesøg udført af klientens og moderens blivende kontaktpersoner. Alle fire skal deltage i informative og pædagogiske samtaler om den planlagte behandling, men hver kontaktperson skal allerede fra begyndelsen alliere sig med sin blivende klient og føre samtalen i en vi-stil med det andet, ligeledes etablerede, par.

Gennem således at berede en identifikation og samtidig initiere respektive behandlingsforhold mindskes risikoen for en tovtrækning mellem moderen og klientens kontaktperson om klienten som objekt.

Efter et par møder, eller når situationen er rimelig stabil, fortsætter de to par på hvert sit hold i overensstemmelse med behandlingsplanen og med kontaktpersonernes/terapeuternes iagttagelse af tavshedspligt imellem sig.

Følgende eksempel viser, hvordan det ellers kan gå.

Jan-Erik påbegynder sin terapi i december og udvikler i løbet af de første fire sessioner en mærkbar idolisering samtidig med, at han bliver smidigere i kroppen og mere talende. Derefter udeblev han med den begrundelse, at han manglede sin jakke. Under de følgende sessioner fremkommer billedet af en nær relation til en mor, som for det meste laver mad til ham og vasker hans tøj, mens han ordner praktiske gøremål på ejendommen. Efter to måneder meddeler Jan-Eriks plejeafdeling, at han vil slutte. Han kommer også selv til psykoterapienheden og fortæller det. Han er da anspændt, står og tramper og smidigheden forekommer at være forsvundet igen. Det kommer senere frem, at moderen er blevet psykotisk.

I dette eksempel fandtes ingen etableret terapikontakt med klientens mor, som selv var psykotisk struktureret. En sådan mangel i planlægningen fører som oftest til afbrydelse af terapien. Klienten havner i en loyalitetskonflikt, og terapeuten, som ikke må anvende magtmidler på en polariserende måde, taber.

Desuden behøvede moderen terapiindsatser, hvis hun skulle kunne slippe ansvaret for en søn, som hidtil ikke har kunnet organisere sin tilværelse på egen hånd.