X. Behandlingen

Behandlingens princip er en logisk følge af jegets teori på den måde, som den er beskrevet i de foregående kapitler 1. Strategien er at indføre en temporal dimension i jegets struktur med narcissismen som drivkraft.

Som en oversigt over hele behandlingens plan kan man bruge en analogi. Dertil er myten om Ariadne påfaldende velegnet 2.

På Kreta fandtes i en labyrint et monster ved navn Minotaurus. Dets herkomst var temmelig skandaløs og savner interesse i denne forbindelse. Dette monster fodredes hvert niende år med ateniensiske unges blod. Da dette igen blev aktuelt, anmeldte kongesønnen Theseus sig frivilligt som potentiel føde. Ved ankomsten til Kreta møder han Ariadne, datter af kong Minos. Ariadne bliver glad for Theseus. Hun ved, at han uden hendes hjælp vil gå vild i labyrinten. Det, Ariadne kan bidrage med, er ‘fortællingens tråd’, og ved hjælp af denne finder Theseus ud af forvirringen, og han er da også begyndt at synes om Ariadne. Han tager hende med på skibet tilbage til Athen men forlader hende allerede på Naxos, hvor hun må gennemleve den forladtes sorg, medens Theseus fejres som en helt ved hjemkomsten. Minotaurus spiller en ganske underordnet rolle, det er mest i Ariadnes fantasi, dette monster har sin plads.

Ariadne bliver hjælpejeg for den omnipotente og fantasiløse Theseus. Det er hendes motivation, der er drivkraften i hans redning. Over for sig selv motiverer Ariadne sit tiltag med, at hun vil redde Theseus fra Minotaurus. Hun får den komplicerede og uoverskuelige labyrint til at hænge sammen. Med sin tråd skaber hun tidsfølge og dermed sammenhæng. Det giver også Theseus en vis selvfølelse at finde ud fra labyrinten. Nogen større taknemmelighed mod Ariadne kan han ikke føle. Hans nye frihed gør nærmere, at han ser hende som en belastning. Ariadne må på Naxos udføre det sorgarbejde, som i behandlingens afslutning bliver den strukturerede terapeuts lod.

Selve behandlingen kan inddeles i tre faser:

  1. Narcissistisk fase (tematisering af klienten).

    Her skal terapeutens motivation frembringe en idolisering, som erstatter neuroseterapiens overføring som drivkraft, og som fremmer en slyngveninde-relation, som næste fase kan bygge på. Den narcissistiske fase svarer til overgangen fra oral til anal periode, eller med andre ord en overgang fra eksistensmoduset at være objekt til at have objekt, og dermed verden.

  2. Arbejdsfase (tematisering af historien).

    Når drivkraften idolisering foreligger, skal det fælles arbejde være indstillet på klientens historie, som nu skal sættes sammen til en fortælling, hvori klienten bliver hovedpersonen. Hermed begrænses eksistensmulighederne, da det kun kan gå på en måde i en fortælling, og man er begrænset af sin rolle. Dette svarer til kastrationen. Når arbejdsfasen er vel i gang, begynder så småt:

  3. Afslutningsfasen (historien tematiserer klienten).

    Nu forberedes forankringen af Fadernavnet hos klienten. Dette sker gennem delegation og gennem, at klienten får det sidste ord. Hensigten er at nå frem til en afslutning, hvor terapeuten kan efterlades som betydningsløs. Herigennem fuldbyrdes ødipaliseringen.

A. Narcissistisk fase

Ikke-neurotisk strukturede har sjældent nogen egen motivation for at gå i psykoterapi. Derimod søger de ret ofte hjælp, men skal hjælpen blive psykoterapeutisk, må behandleren have en sådan ambition. En jegstrukturerende psykoterapi er en forpligtelse af væsentligt omfang og kræver en vis portion interesse og engagement. Det forholder sig således, at det er terapeutens motivation, som skal overføres til klienten, og hvis terapeuten savner motivation, mangler motoren i terapien, og det hele vil løbe ud i sandet. Hvis terapeuten skal stå for motivationen, bliver ledelsens indstilling til psykoterapeutisk virksomhed en ikke uvæsentlig faktor.

Hvilken type af motivation, der er tale om, er ikke så vigtigt. Man kan alligevel ikke sortere intentionerne. Det centrale er, at terapeuten har lyst til at give sig i kast med opgaven, og at der både findes en opmuntrende supervision og en passende støtte i omgivelserne.

Først gælder det om at tilvejebringe en slyngveninde-relation til klienten. Som tidligere beskrevet, bygger en sådan relation på en fælles vane. Vanen vil fungere som ‘lov’ for sessionerne og bliver det ‘øje’, som kan strukturere et arbejdsfællesskab. Dette kan tage lang tid, hvis det skal ske gennem ugentlige besøg, ikke mindst på grund af de ikke-neurotisk struktureredes ahistoricitet. Man begynder derfor med at mødes rutinemæssigt to – tre gange om ugen på faste tider og i samme lokale. Sessionerne behøver ikke at være så lange, 20 minutter kan ofte være nok. Det er derimod vigtigt, at længden ikke varieres. Hvis klienten er indlagt på en afdeling, kan en ledsager være nødvendig, hvis tiderne skal overholdes. Efterhånden som vanen udvikles, aktiveres klientens interesse for at overholde tider.

Terapeuten udformer sessionerne helt efter sit eget hoved. Motivationen er terapeutens, ligesom initiativet og aktiviteten er det. Klienten følger bare med. Der er altså i denne fase ikke meget af en slyngveninde-relation, det handler snarere om, at klienten forledes til terapi.

Terapeutens interesse tematiserer klienten.

At interessere sig for noget er at give det mening i ens egen verden. Det er en selvfølgelighed, hvis struktur ikke er lige så selvfølgelig. Interessen for klientens omgivelser har til formål at forstå disse omgivelser. At forstå dem er at betragte dem ud fra ens egen kontekst. Klienten vil så føle sig betydningsfuld gennem at råde over oplysninger, som terapeuten synes at finde værdifulde. Klienten har noget at byde på.

Som eksempel på, hvad man kan interessere sig for, kan nævnes boligens (afdelingens) grundrids, værelsernes møblering, udsigten gennem vinduerne, TV- og radiomærke, datamattype og apparaternes placering. For en psykoterapeut kan dette forekomme over al måde banalt og næsten lidt pinligt, men kun indtil man har set effekten af det. Hjemegnen bør overskues, og man kan selv inden sessionen orientere sig ved hjælp af et kort. Også en fælles gennemgang af klientens ugeskema giver rigeligt med ideer til punkter af interesse. Princippet er, at man begynder med det, som er synligt nærværende, eller let kan blive det.

At vise interesse medfører sammen med regelmæssigheden i sessionerne, at klienten indtager en ledig plads i terapeutens verden. Terapeuten begynder på sin side at blive optaget af sin klient mellem sessionerne, får ideer om, hvad klienten kan tænkes at have brug for eller udvikle. Tanker, som normalt ikke hører hjemme i psykoterapi, men nærmere i pædagogik. Klienten bliver kort sagt et objekt, som har brug for en vis forbedring for at kunne blive et passende supplement til terapeutens jeg. Det er netop på dette punkt, klienten indfanges af terapeutens interesse. Klienten mærker på sin side, at terapeuten ‘ved’, hvem / hvad klienten er, og klienten får på denne måde adgang til en skabelon for sit jeg, en skabelon, som terapeuten ejer, og som udgør basis for idoliseringen. Den slyngveninde-relation, som nu udvikles, er ikke erotisk farvet. Slyngveninder, radarpar og fans stræber efter at eliminere alle forskelle, inklusive kønsforskelle, som bare vækker misundelse og aggressivitet. At terapeut og klient faktisk tilhører forskelligt køn, er af mindre betydning når blot relationen holdes rimeligt fri for erotisering, hvilket supervisionen kan bidrage til.

Terapeutens interesse for klientens hverdag, belyser klientens verden, og genskæret derfra øger klientens narcissisme. Klienten forsøger føjeligt at udregne, hvordan terapeuten ønsker, at han skal være, og han begynder efter en tid at tænke som terapeuten og stræbe efter at blive den klient, som terapeuten hellere ville have haft. Alt sammen for at stemme overens med den skabelon, der tilbydes. En sådan funktion svarer til den, som psykiatriens kontaktpersoner har for langtidspatienterne 3. En stabil genkendelse fra kontaktpersonen giver patienten et trygt grundlag for jegets eksistens, så længe der ikke er personaleudskiftning eller ferie.

Relationen er i denne fase overhovedet ikke ligeværdig. At terapeuten både har initiativ og motivation er noget, som klienten beundrer. Det at kunne tage sig sammen, at have lyst, er netop noget, som ikke-neurotisk strukturerede misunder de mere strukturerede. At blive genstand for et andet menneskes interesse giver en narcissistisk opladning, hvis kilde idoliseres, og idoliseringen vil som drivkraft komme til at være den narcissistiske pendant til overføringen i neuroseterapi, og i modsætning til den sidstnævnte skal idoliseringen arbejdes frem, inden den jegstrukturerende behandling kan fortsætte. Et arbejde af varierende varighed afhængig af om, klientens struktur er på psykotisk niveau, eller om den er på perversionsniveau. Bortset herfra er arbejdet det samme, og det skal fortsætte, indtil idoliseringen er tydelig. Tegn på idoliseringen kan være, at klienten af sig selv kommer til tiden og begynder at pleje sit udseende. Piger begynder måske at bruge makeup på deres egen imitative måde. Rødt rundt om munden og sort rundt om øjnene. Samtidig hermed får klienten svært ved at acceptere, at terapeuten har andre klienter, og man må organisere arbejdet, så klienterne undgår at mødes.

Hvis man er vant til at arbejde med psykiatriske langtidspatienter, er man også vant til at blive udsat for denne form for idolisering. Det samme gælder småbørnsforældre, som jo møder ukritisk beundring fra deres børn. I terapien kan det af og til være vanskeligt at opdage den overvurdering, man udsættes for. Det, som så kan ske, er, at den narcissistiske fase bliver for lang, og i sin stræben efter at gøre tilpas vil klienten konkret udleve terapeutens ubevidste motivation, terapeutens sekundærgevinstbestræbelser. Man kan se borderlinepiger med en mandlig terapeut bedres, flytte ud i en lejlighed og næsten vente på besøg. Andre kan blive psykotiske, blive voldsomme mod sig selv eller true terapeuten, så man tvinges til at afbryde terapien. I det første tilfælde er relationen blevet erotiseret, i det andet polariseret.

Et sådant forløb kan man ikke undgå ved fra begyndelsen at skelne mellem terapeutens motivationer. Hvem kan sige hvilken motivation der er den rigtige, og hvordan får man den frem? Det vigtige er, at motivationen findes, ikke hvad den består af.

For at modvirke en problematisk udvikling må man fra begyndelsen indstille sig på at undgå en polariseret samtaleform, som beskrevet i foregående kapitel. Bedst er det helt at stryge personlige pronomener, men for mange føles det anstrengt. De fleste mennesker polariserer automatisk enhver samtalesituation i du – jeg – polerne, hvilket er naturligt, hvis man skal stille spørgsmål eller give information. En på denne måde polariseret samtale minder om et bordtennisspil, hvor spørgsmål og svar spilles frem og tilbage mellem deltagerne. Det fungerer kun, når første og anden persons pronomener implicerer hinanden, hvilket jo ikke er tilfældet hos de ikke-neurotisk strukturerede 4. I hverdagens polariserede samtaleform retter man hele sin opmærksomhed mod sit medmenneskes ansigt med det formål at finde ud af, hvad han egentlig mener for rigtigt at forstå ham. Samtidigt stræber man efter at se den anden i øjnene for selv at fremstå som troværdig og oprigtig. Det er en strategi, som kan have sine grunde når, talen er flertydig, og subjektet gemmer sig, men når man taler med ikke-neurotisk strukturerede, kan man glemme subjektet og således også første og anden persons pronomener, ligesom man kan glemme, hvad den, som disse pronominer sigter til, mener eller synes, og helt holde sig til det, der befinder sig i tredie persons position, altså det, man taler om i vished om at de to nærværende er enige. Den samtaleform, man skal vælge, er den man plejer at finde mellem to, som sidder på en bænk og mindes. Samme stil som Sheheresade benyttede i Tusind og een nat, hvor personlige pronominer næsten ikke forekom. Eventyrets konge – i Tusind og een nat – Schariar opdagede, at hans hustru bedragede ham, og han kom ikke over dette traume, men lod i tre år hver ny hustru henrette morgenen efter bryllupsnatten. Sheheresade havde dog en idé, og da det blev hendes tur, fik hun mulighed for at afprøve den, med kendt resultat. En folkekær radioperson 5, som hver uge havde et program, som omfattede telefonkontakt med lyttere i hele landet, havde stor succes takket være sin evne til at samtale uden at polarisere dialogen.

Idoliseringen skal blive drivkraft, når interessen i næste fase vendes mod det, som ikke findes, nemlig det forgangne. Så længe man interesserer sig for det, der findes, hvilket for ikke-neurotisk strukturerede er begrænset til samtiden, kan klienten opfatte interessen som magtpåliggende. Men så snart man kommer ind på det forgangne, på historien, tror de, at man har mistet interessen for dem, og at det ikke længere handler om dem. Havde man ikke først udviklet en idolisering, ville de antagelig blive væk fra terapisessionerne.

Man skal i samtalen være forsigtig med at fokusere på mennesker. De kan stadigvæk være i live og derigennem bygge bro over tiden, hvilket kan gøre det svært at etablere en medierende afstand mellem vedkommende person i nutid og datid. På samme måde bør man holde relationer og følelser udenfor. Klienten begynder selv at have meninger om sine nærmeste, når temporaliseringen bliver bedre, mens følelser inden da ikke har nogen sikker relationel betydning for dem.

Den korrekte samtaleform kan være svær at opretholde, og det er en af grundene til, at supervision er nødvendig. I supervision kan man med eksempler og øvelser gøre samtaleformen sikker. Supervisionen muliggør også styringen af intensiteten i terapeutens engagement.

B. Arbejdsfasen

En udlevende udvikling i den narcissistiske fase kan hindres ved, at man går videre til næste fase, arbejdsfasen. Når det er tydeligt, at klienten er begyndt at idolisere terapeuten, skal man udnytte klientens ønske om at gøre tilpas til at vende den fælles interesse mod klientens historie. Nu bliver Ariadnes tråd aktuel.

I arbejdsfasen skrives historie.

Klientens historie foreligger i form af løse fakta, som ikke implicerer hinanden. De er som et puslespil, man har tabt på gulvet, en brik her og en brik der. De er intet-sigende. Men sådan er det ikke for terapeuten. Hvis man bruger puslespilanalogien yderligere, kan man sige, at hvis terapeuten finder en brik med noget blåt og en halv måge, går terapeuten, men ikke klienten, ud fra, at der må findes mindst een brik til med noget blåt og en mågedel. Det impliceredes af den første brik. Visse perioder kan klienten huske på en tilsyneladende sammenhængende måde. Men undersøger man sådanne hukommelsessegmenter nærmere, finder man ofte, at de er en andens hukommelse. En hukommelse hos nogen, som klienten da identificerede sig med. Ofte er det en voksen, som har taget sig af klienten som barn, noget som så fører til, at en periode fremstår som sammenhængende for klienten. Men fragmentet er set fra en voksens synsvinkel, det savner for eksempel lege, eventyr og kæledyr, men kan i stedet indeholde antydninger af voksnes relationer. Klienten har tilegnet sig hukommelsessegmentet gennem identifikation med en voksen, som har gjort klienten til sin fortrolige, og som med sin interesse har tematiseret en vis periode i klientens liv.

I arbejdsfasen skal man med klientens hjælp og med den tidligere beskrevne samtaleform, i 20 minutter to – tre gange om ugen, gennemgå klientens historie bid for bid, indtil man kan se det hele for sig. Det er et ganske trægt arbejde, klienten kan ikke se nogen dybere mening med det, kun ønsket om at være tilpas driver værket. Historieinteressen skal være det, der holder klienten og terapeuten sammen som slyngveninder. Arbejdet ligner fremgangsmåden ved krisebearbejdning i en låst reaktionsfase 6. Man skal få fat i alle detaljerne, og dem kan klienten bidrage med. Tråden, som terapeuten bidrager med, er sammenhængen, den ødipale logik, som for klienten er en helt ny måde at betragte sagen på. Han har aldrig tænkt på sin historie som havende mening. Udfører man arbejdet systematisk, vokser historien frem, bliver synlig og begribelig. Den bliver til en fortælling. Kun som fortælling har historien effekt, siger Ricur 7.

Den periode, man skal forsøge at kortlægge, strækker sig fra bedsteforældre og frem til nutiden. Forældrenes historie bliver styrende for klientens identitet gennem dennes identifikation med først og fremmest moderen.

Når klientens historie begynder at tage form, opdager man, at den også får effekt. Klienten bliver undrende, sover måske dårligere, får dybde og en alvor, man ikke tidligere har mærket. Fænomenet kaldtes af Freud nachträgligkeit 8. Et faktum får først effekt, når det kommer ind i sin sammenhæng, og effekten opstår gennem, at klienten temporaliseres i sin egen historie.

Temporaliseringen er dog ikke bare smertefuld, den er også identitetsgivende. Det ydre tegn herpå er at klienten begynder at få synspunkter om sig selv og sine nærmeste. Temporaliseringen medfører en medierende distance mellem klienten nu og før, og mellem klienten og andre.

At arbejdet med historien får disse effekter skyldes, at klienten identificerer sig med sin histories hovedperson, da det synes at være den, der har terapeutens interesse. En sådan identifikation medfører en aktualisering af samme hovedpersons modgang og nederlag, i samme grad som historien tematiseres til en fortælling. Kriserne kan nu for første gang bearbejdes gennem den fortolkning, som det fælles arbejde indebærer. Effekten af det arbejde er dog afhængig af, at samtaleformen fremmer en slyngveninde-relation, da en bearbejdning baseres på at et sådant par tænker ens. (Re)konstruktionen 9 af historien skal finde sted i en vi-ånd, som klart markerer, at klient og terapeut er samme side. Terapeutens interesse og kommentarer begynder at smitte af på klienten, som selv kan få en interesse for slægtsforskning.

H.-G. Gadamer’s 10 måde at beskrive forståelsens historicitet som et princip for hermeneutikken kan med let parafrasering bruges her: ‘Terapeutens (ødipale) fordomme bliver virkningshistoriens effekter på klientens historiske fakta. Det drejer sig om en naiv forståelse, hvor faktas begribelighed styrer forståelsens progression. Man anstrenger sig ikke for at skelne mellem forståelse og misforståelse. Med den narcissistiske identifikation med terapeuten som drivkraft vil klienten sætte sig i terapeutens sted med det formål at forstå sig der. Fuldendelsens foregribelse bliver til en oplevelse af ufuldkommenhed (kastration), hvilket fører til sorg, som sammen med erkendelsen af den andens adskilthed hører til terapiens afslutningsfase.’

I arbejdsfasen går terapien ikke altid stille og fredeligt fremad. Det er på det nærmeste umuligt at vide på forhånd, hvilke kriser der vækker de kraftigste reaktioner, og derfor er det også svært at dosere arbejdet med historien. Bliver det for belastende kræver, klienten som regel, at man beskæftiger sig mere med nuet. Et krav, som er udtryk for frustration (se kapitel III). Man kan så for eksempel dele tiden, så nuet får sine 10 minutter og historien resten. Så længe man ikke falder for fristelsen til at forsøge at lægge nuet til rette for klienten, resulterer en sådan modifikation kun i en gunstig nedsættelse af tempoet.

Privationsreaktioner kan også dukke op i form af selvmordsforsøg eller psykotiske udbrud med stemmehallucinationer. Særligt selvmordsforsøgene kan komme uventede og uden advarsel, og uden at klienten egentlig er særlig deprimeret. Der er da sandsynligvis tale om, at Fadernavnet bryder ind, hvilket bagefter kan bekræftes af, at klienten siger, at det var en indskydelse, og at det også var et vendepunkt, og at han også er begyndt at blive optaget af religion.

Plejeniveauet skal da øges, så terapeuten kan arbejde uden unødig uro. Klienten kan for eksempel i en periode blive dagplejepatient på en psykiatrisk afdeling. Det kan også være nødvendigt midlertidigt at gå tilbage til den narcissistiske fase og interessere sig for de samtidige omstændigheder for igen at skabe tilstrækkelig sammenholdende narcissisme hos klienten.

Hertil kan føjes, at længere pauser i terapien bør planlægges med hensyntagen til klientens aktuelle stade. Falder sommerferien tidligt i arbejdsfasen, må man skaffe en vikar, som klienten kan træffe regelmæssigt. Klienten skal ‘indskoles’ hos vikaren. Fremgangsmåden er ganske konkret, da man endnu ikke kan regne med nogen konsistent temporal struktur hos klienten. Næstsidste gang inden ferien fortæller man klienten, at man i sin ferie har en vikar, og denne kommer ind i samtalerummet nogen tid inden sessionens afslutning, og mens klienten lytter, sættes vikaren ind i situationen. Mod slutningen af sessionen forlader vikaren rummet først. Næste gang befinder vikaren og terapeuten sig i rummet, inden klienten ankommer, men efter nogle minutter går terapeuten, og efterlader da klienten og vikaren. Efter sommerferiens slutning mødes alle tre igen, men nu er det vikarens tur til at forlade rummet først. denne omstændelige procedure motiveres af, at klientens jeg tidligt i behandlingen endnu identificerer sig som behandlerens objekt, og en konkret behandlerkontinuitet garderer mod privationsreaktioner.

I arbejdsfasen kan man kortlægge vuggestue, fritidshjem og skolesituation, helligdags- og ferietraditioner. Herigennem får man også indblik i de slyngveninde-relationer, som tidligere har holdt klienten gående.

Det er ikke bare aktivering af gamle kriser, som kan påvirke, hvordan klienten har det, også selve historiens opståen er frustrerende. Det bliver tydeligt at megen tid i livet er spildt. Kun lidt er udrettet. Den tilbagestående sociale situation bliver en skuffelse. Selv da kan en temporeduktion lindre konfrontationen med en dyster nutid.

Privationens psykotiske reaktioner har en tendens til at komme ved bestemte områder i historien, nemlig når denne er vag og ufuldstændig. Man kan efterhånden få en ganske skarp grænse frem mellem detaljerige historieafsnit og svagt repræsenterede områder. De sidstnævnte repræsenteres i stedet af de psykotiske symptomer, og beskæftiger man sig alt for energisk med disse afsnit, forværres symptomerne. Ungdomstiden og mislykkede parforhold er ofte sådanne områder. Det gælder om at have tålmodighed og ikke presse klienten. Det forholder sig antageligt sådan, at Freud gennem en alt for energisk udspørgen af Ulvemanden 11 fremprovokerede dennes senere psykotiske episode. Bevæger man sig forsigtigt i historiens diffuse afsnit, opdager man, at disse næsten uden undtagelse er startet med det, man kan kalde ‘slyngveninde-tab’. Klienten har mistet en mangeårig klassekammerat eller legekammerat i naboskabet. Ofte er det kammeraten, som på grund af sin udvikling har fået andre interesser og derfor har ladet klienten alene tilbage i et eksistentielt vakuum med afintentionalisering af verden og tusmørkestemning som resultat. I det tomrum, som opstår, kan Fadernavnet bryde ind i form af hallucination.

Arbejdet med klientens livshistorie indebærer, at terapeutens interesse i nogen grad flyttes fra klientens person til et område, hvor klienten har ubestridt forspring. I alt omkring livshistorien ved klienten bedst, ‘han var der’. Klienten slipper for at være mål for terapeutens sekundærbestæbelser, og interessen rettes mod et fælles område, som ikke beherskes af terapeuten. Det fremmer også samtalens vi-form, da det neutraliserer terapeutens professionelle overlegenhed. Klientens identitet bygges nu på noget, som oprindeligt hører til klienten, og ikke kun på terapeutens opfattelse af klienten. I pædagogisk orienterede behandlinger udgår man som regel fra en opfattelse af, hvad klienten har brug for at udvikle eller forandre, en opfattelse som nødvendigvis må have sit udgangspunkt hos en anden. Den identitet, som så udvikles, bliver temmelig skrøbelig, hvilket sættes på spidsen ved behandlingens afslutning. Når klienten ikke længere får nogen bekræftelse på sin (nye) identitet, holder den ikke som udgangspunkt for tilværelsen. Hvis identiteten i stedet forankres i den fortælling, livshistorien udvikles til, får klienten et fundament for hverdagens beslutninger. Arbejdet med historien muliggør på denne måde en virkelig afslutning af behandlingen.

Den historiske gennemgang behøver ikke at være kronologisk. Derimod bør terapeuten være klar over, hvad man har gennemgået, og hvad der mangler. I en almindelig journaltekst bliver det hurtigt næsten umuligt. Så snart en journal omfatter fire til fem tekstsider, er den praktisk taget uoverskuelig. I stedet for kan man (som imitation af et puslespil) have en oversigt i form af et skema inddelt i kvadrater, som man efter hver session udfylder med de centrale fakta. Så kan man inden næste session hurtigt se, hvad der er uudforsket eller mangelfuldt kortlagt, og derudfra vælge et område for tematiseringen. Hvad der vælges må i høj grad styres af terapeutens øjeblikkelige interesse. Vælger man af pligt, kan engagementet blive for svagt til at inddrage klienten i arbejdet.

C. Afslutningen

Det er terapeuten, som afgør, hvornår behandlingen skal afsluttes. Efter nogle måneders arbejdsfase kan man mærke, at klienten er blevet symptomfri og velfungerende. Man kan da vælge at fortsætte terapien i håb om at frembringe en neurotisk strukturering, hvis man altså bedømmer tilstanden som en udviklingskrise, der er gået i stå, men man kan også nøjes med det, man har opnået, og planlægge en afslutning.

Hvis terapeuten begynder at miste interessen for behandlingen, kan også dette være et argument for at initiere en afslutning, eftersom terapeutens positive interesse er en forudsætning for succes. Hvis man af en eller anden grund mister lysten til arbejdet, er klienten bedre hjulpet, hvis man gennemfører en ordentlig afslutning end hvis man fortsætter en uinspireret behandling, som ikke har nogen større interesse for historien.

Beslutningen om afslutning skal helst tages, når man er vel inde i arbejdsfasen. Denne fase kendetegnes af, at den temporale dimension i klientens jeg er begyndt at fungere og således også implikationen. Det sikreste tegn på implikation er, at klienten begynder at tage aktivt del i sin terapi, tænker mellem sessionerne og kommer i tanke om minder, som det er vigtigt at få fortalt. Når det ene gennem implikation leder til det andet, genereres fortsættelsen af selve fortællingen, som kræver at nå frem til sit punktum. Da kan man overveje at betro det hele til klienten selv.

Mens arbejdsfasen skal forvandle Fadernavnet fra idolskabets fetichering til en sandhedsfunktion, det vil sige fiksere Fadernavnet i sproget i stedet for i personer eller i ting, så skal afslutningen frigøre Fadernavnet fra terapeuten og terapisessionen, så det kan forankres i klientens symbolske orden. Dertil har vi to metoder:

1. Delegation

At det drejer sig om delegation og ikke om ansvar skyldes, at ansvar ikke kan flyttes, men hvis man flytter på magt, kan der opstå en ansvarsfølelse.

Man delegerer i små trin. Det må nemlig ikke betyde alverden, at delegationen ikke lykkes for klienten. Man begynder med at delegere det at holde øje med tiden til klienten. Man gemmer sit eget ur og siger til klienten: ‘Nu vil jeg have, at du holder øje med, hvornår sessionen er slut !’ Det er, som man ser, en polarisering, men det er en af fra reglen om, at man ikke må polarisere. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man skal overføre magt fra sig selv til klienten, må man anvende denne magt. Altså med en vis vægt sige: ‘Nu vil jeg have, at du … ’. Gøres det korrekt, føler man også, at man mister en smule magt.

Når tiden delegeres, skal man sikre sig, at man har god tid, så man ikke bliver stresset, hvis klienten glemmer sin opgave. Føler man, at sessionen bliver rigelig lang, kan man spørge, hvad klokken er, det understreger bare, hvem der passer tiden. Delegeringen af tidspasningen kan med fordel ske tidligt i arbejdsfasen, da det fremmer klientens engagement i historieskrivningen.

Andre delegationsområder kan man finde i klientens hverdag. At besøge arbejdsformidlingen kan inddeles i flere delegationer. Først at tage stilling til, hvilken ugedag man skal begive sig derhen på et første orienterende besøg, og hvordan man fremskaffe sine attester og eksamensbeviser.

2. Det sidste ord

Ved sessionens afslutning er det klienten, som skal have det sidste ord. Det sidste ord har som funktion at fastslå samtalens gyldighed, dens sandhed. det sidste ord fungerer som punktum og betyder: ‘Så siger vi det !’ Delegation af det sidste ord kræver, at man allerede har delegeret tidskontrollen til klienten. Ellers er det ikke sikkert, at klienten siger noget, der kan opfattes som det sidste ord. Når klienten konstaterer, at tiden er udløbet, lader man være med at ytre de almindelige fraser – så ses vi på torsdag – det må vi tale mere om næste gang – prøv at tage det lidt med ro – du skal se, alt ordner sig – eller hvad man nu har af vanemæssige ytringer som afslutning. Når klienten siger, at nu er klokken fem minutter over tre, kan man sige – nå – men ikke mere. Så plejer klienten i stedet at bruge vore almindelige fraser som bevis på den foreliggende identifikation, og det er, hvad man vil opnå.

Det sidste ord er en gran Fadernavn. Den som får det sidste ord ved, hvad man har talt om, hvad man blev enige om, og hvad der senere skal ske. Vedkommende har tolkningsret. At give det sidste ord til klienten bevirker, at denne begynder at identificere sig med sin histories iboende viden. Derved har man også fremmet flytningen af Fadernavnet fra terapeuten til historien. Altså historien i egenskab af fortælling, da det er i en fortælling, Fadernavnet kan fæstnes ved at gøre denne gældende. Det viser også, hvordan Fadernavnet har tilknytning til kastrationen, da en gældende fortælling begrænser klienten og underkaster ham loven – historiens gang.

Det sidste ord er også det, der gør sessionen til en fortælling. Eller snarere til noget, man kan fortælle om. Inden man har sat punktum, ved man ikke, hvordan den skal forstås. Denne dialektik viser, at det sidste ord har funktion som signifiant. Et andet indicium på betydningen af det sidste ord er at det har forbindelse med magt. I et skænderi er det den, der får det sidste ord, som ‘vinder’. Hvis man i terapisessionen lader klienten få det, føler man sig en smule forladt. Man får ikke lov til at formulere slutbemærkningen, det er klientens version, som gælder. Hvor forkert den end kan tænkes at være.

Når historien er blevet effektiv og klienten mere alvorlig og selvkørende i sin gennemgang af det forhåndværende, er det på tide at introducere afslutningen. Også det er en delegation, men man må angive de grænser indenfor hvilke, afslutningen kan ske. Dette kan ske på følgende måde: man tager sin kalender frem og siger: ‘Vi kan jo ikke blive ved med dette i al evighed, så nu vil jeg have at du bestemmer dig for, hvilken session der skal være den sidste. Vælg en gang mellem 13. maj og 9. september.’ Derefter vælger klienten en dag. Hvis man har fortsat terapien for længe, vælger han den 9. september som sidste gang, ellers vælger klienten en dato midt imellem de to yderpunkter.

Derefter lægger man sin kalender til side og taler ikke mere om det. Klienten skal få det sidste ord i denne sag, ellers ugyldiggør man klientens valg. Man må altså afstå fra at kommentere valget, både positivt og negativt, det ville nemlig implicere, at man havde synspunkter og var bedrevidende.

På grund af den planlægning, rammerne omkring afslutningen kræver, er det ønskeligt, at man ikke forlænger terapien mere end nødvendigt, så man undgår, at afslutningen bliver et sejpineri. Til sidst skal man blive magtesløs. Ellers har man lagt beslag på Fadernavnet. Beholder man en vis magt – og det gør man nok altid – må man betale med den nedvurdering, man udsættes for til sidst. Klienten kan udeblive sidste gang, eller åbent kritisere terapien eller terapeuten med udtryk som: ‘Det har ikke givet mig noget, jeg har det værre end nogensinde’. Dette skal ses som en magtkamp om, hvem der skal få det sidste ord og dermed give hele forehavendet karakter, men det er også et tydeligt udtryk for et synspunkt, og derfor et godt tegn.

Terapeuten for sin del føler en skuffelse, når klienten slutter. Det er som at miste både klient og terapi. Man får ikke æren for noget. Hvis klienten tager sin historie og det derved forankrede Fadernavn med sig, vil terapeuten mindske i betydning, da Fadernavnet ikke har noget eget signifié, men fungerer ved at overdeterminere de andre signifianter, i dette tilfælde historien, som nu også terapien tilhører.

Ved afslutningen mister terapeuten altså både behandlingsarbejde og klient. Da terapeutens jeg er struktureret på neurotisk niveau, fører dette til sorg, og ikke melankoli. Den belastning, det alligevel er, nødvendiggør supervision. Sorg er en krisereaktion, og en af supervisorens opgaver bliver at tilse, at terapeuten kommer igennem denne krise uden at få afsmag for psykoterapi.

Gennemfører man afslutningen på den måde, der her er beskrevet, kan der opstå en neurotisk struktur hos klienten. Selvom klienten tager både selvfølelse og æren for behandlingen med sig, består den kendsgerning, at det er via psykoterapeuten historien er blevet en meningsfuld fortælling. Terapeutens behandlingsmotivation, den som var årsag til, at hele forehavendet kom i gang, kan netop blive den første metafor, den som sparker de andre i gang. Terapeuten kan komme til at repræsentere kastrationskomplekset gennem sin initiale identifikation med Fadernavnet.

En forudsætning for at afslutningen skal lykkes er, at terapeuten kan acceptere den som endelig og ikke opfordrer til yderligere kontakt ‘om nødvendigt’ eller under andet påskud. En eventuel efterundersøgelse skal derfor helst udføres af andre.

D. Resultatet

I løbet af behandlingen struktureres klientens jeg i første omgang fra at være terapeutens objekt til at have en psykoterapeut (som idol) og at have revirområder, som giver selvfølelse. Dernæst videreudvikles jeget mod at identificere sig med en viden om sin egen historie og funktionen som dennes historieskrivende hovedperson. Af denne identifikation temporaliseres jeget, og det får en identitetskilde, som er relativt uafhængig af andre personers initiativ, hvilket tilsikrer klienten autonomi. Dette sidste trin indebærer, at klienten kan have egen bolig og aktivt planlægge sin tilværelse ud fra egne præferencer. Når identiteten bygger på livshistorien, bliver den unik for klienten, selvom historiens sætningslogik er hentet fra terapeutens måde at tænke på. Sætningslogikken er så at sige overindividuel. Det er præmisserne som er individuelle.

Arbejdet med klientens historie løser også et almindeligt etisk problem, som forfølger mere pædagogiske former for psykoterapi. I disse kan man ikke undgå, at klienten formes til at være terapeutens objekt. Alle terapeutens bevidste anstrengelser har metaforisk dette indhold. Ved at terapeuten i jegstrukturerende psykoterapi undgår at polarisere samtalerne og ved at disse beskæftiger sig med historien, undgår klienten at blive mål for terapeutens ubevidste ønsker. Fremgangsmåden med delegation garanterer, at initiativet gradvist flyttes over til klienten, og derved bliver fordelingen af narcissisme ved afslutningen ikke til skade for klienten. Terapeuten må påtage sig sorgen, men til gengæld bliver afslutningen ikke nogen katastrofe for klienten. Uden dette sidste trin plejer det at være vanskeligt at afslutte psykoterapi med ikke-neurotisk strukturerede klienter, som netop derfor har en tendens til at forblive behandlingsaktuelle inden for sundhedssektoren.

Hvor langt kan man komme med denne form for behandling? For at kunne svare på spørgsmålet, må dette bearbejdes yderligere.

En ikke-neurotisk struktur, som skyldes en bestående reaktionsfase af en udviklingskrise, kan som oftest blive en neurotisk struktur, og det på nogle måneder. En psykotisk struktur kan som oftest udvikles et strukturtrin til, af og til flere, hvilket er af stor betydning for livskvalitet og plejeniveau. Ved behandling af psykotikere er det vigtigt med et godt samarbejde med psykiatrien. Den totale behandling er en integration af psykiatriske og psykoterapeutiske tiltag, og disse forløber ofte parallelt. Trækker psykiatrien og psykoterapien på hver sin hammel, splittes klienten af at udvikle idolisering i to retninger. Og da psykiatrien gerne polariserer patientsamtaler, mens psykoterapeuten ikke bør gøre det, tømmes både patient og terapeut for narcissisme, og arbejdet bliver bogstavelig talt ulystbetonet.

I denne sammenhæng bør det også nævnes, at psykotiske klienter har pårørende. Ofte har en af de pårørende, for eksempel moderen, lagt arbejde i omsorg for klienten, og mellem mor og barn består der ofte allerede en slyngveninde-relation. Initierer man så en jegstrukturerende psykoterapi, ligger det i sagens natur, at moderen udkonkurreres, og det bliver nemt til tovtrækkeri om klienten. Moderen (i dette eksempel) bør derfor fra starten have kontakt med en anden terapeut af hensyn til den krise, som barnets behandling kan indebære for hende.

Hvis man nu tager hensyn til alle disse faktorer samt de øvrige, som kan dukke op, hvor langt kan man da komme? Det skal med det samme siges, at det er et åbent spørgsmål. Som altid er der behov for mere forskning. Desuden er der behov for en diskussion af det ønskværdige i at drive behandlingen så langt som muligt. Klienterne initieres i behandlingen, de søger sjældent på egen hånd psykoterapi. Når forehavendet drives af behandlernes ambitioner, bør netop disse ambitioner undersøges. Der råder enighed om mange delmål. Det er bedre at være medicinfri end at være på neuroleptika. Det er bedre at bo normalt end at bo på en sygeafdeling. Derimod kan man principielt ikke påstå, at det er bedre at være struktureret på et niveau end på et andet. At påstå noget sådant ville være at ideologisere problemet. Man bør spørge klienterne, men det kan jo først ske efter behandlingen.

Det man kan hævde er, at man kan indføre en temporal struktur i jeget, hvilket giver en historisk forankret identitet og forventninger til morgendagen. Konkrete følger af dette er:

  1. Autonomien øges. Det ser man af, at klienten i sin hverdag bliver mere uafhængig af andres beslutninger. Ingen behøver at herse med klienten for at få denne i aktivitet. Endvidere kommer patienten ikke længere tilbage til sygeplejen i samme ærinde, patientkarrieren slutter.
  2. Der opstår egne ønskemål. Enhver livshistorie er unik, og klientens identifikation med sin histories hovedperson genererer specifikke forventninger i livet. Livshistoriens mening er nemlig at blive skrevet færdig. Når man så er kommet igennem skuffelsen over alle spildte muligheder, går man med en vis energi i gang med dem, der er tilbage.

Når man ikke disse mål (autonomi og egne opfattelser), kan det skyldes en af følgende hindringer:

Hvis terapeuten bliver træt af denne terapiform og ikke kan investere interesse i arbejdet og heller ikke har adgang til en supervision, som kan genopvække interessen, går terapien i stå og så er det bedre at afslutte og derved give klienten mulighed for at træffe en anden. Det udførte arbejde er ikke forgæves. Den næste terapeut har en lettere opgave, da klienten nu ved, hvordan arbejdet går for sig, og hvis den foregående terapeut har afsluttet i overensstemmelse med de ovenfor beskrevne retningslinier, er det en mere samlet klient, den næste terapeut skal indlede en narcissistisk fase med.

Klientens eventuelle afreageren eller selvmordsforsøg under arbejdsfasen kan medføre, at det psykoterapeutiske arbejde afbrydes. Her trækkes store veksler på samarbejdet mellem psykiatri og psykoterapi, og fungerer dette ikke smidigt nok, er det nærliggende, at psykiatrien, som jo har behandlingsansvaret, foretrækker at skifte behandlingsstrategi.

Det kan diskuteres, hvor holdbar en jegstrukturering kan blive. Det er til og med betvivlet at en egentlig strukturering er mulig. Ofte henviser man til, at Lacan havde opfattelsen af, at når Fadernavnet er forkastet, kan det ikke lade sig gøre at pode det ind. Studerer man Lacans skrifter og de af hans seminarer, som er udgivet, bliver konklusionerne mere nuancerede. Du traitement possible de la psychose (1957-58) munder ud i ‘thi at anvende den teknik, som han (Freud) indstiftede udenfor den erfaring, hvor den har sin brug, er ligeså dumt som at slide ved årene, når båden står på land’. Det betyder jo ikke, at det er dumt at behandle ikke-neurotisk strukturerede, men at det er dumt at behandle dem med en metode, som er udarbejdet for andre tilstande. Da man ikke kan observere Fadernavnet direkte, men må drage slutninger ud fra dets effekter, dets symptom, er et andet citat værdifuldt. I seminaret fra den 18. november 1975, Le sinthome (som handler om James Joyces forfatterskab), siger Lacan, hvor han giver sit syn på forfatterens funktion i forhold til Fadernavnet: ‘S2er kunstneren i dette tilfælde, eftersom han ved at forene to signifianter er i stand til at fremstille objekt a, som jeg har illustreret i dets forbindelse med øret og øjet, ja til og med i tilslutning til den lukkede mund.’

Den sidste del af citatet refererer til seminarer i bog 11 om psykoanalysens fire grundbegreber (1964), hvor betydningen af objekt a for fantasmen fremhæves.

Citatet fra 1975 tyder på, at Lacan fastholdt Fadernavnets hovedfunktion, således som det udvikledes i Du traitement possible de la psychose (1957-58), og som også er en vigtig præmisse i denne bogs argumentation.

Fadernavnet fungerer som en pagt mellem subjektet og den Anden, hvorved det reale og det symbolske forliges ved hjælp af fantasmens (objekt a) tematisering af verdens objekter. Hvis man med sin behandling tilvejebringer noget, som ligner en stabilisering af den imaginære orden og en kobling af nydelsen til en lov, skulle der være tale om en erstatning for Fadernavnet, en substitut, hvis det er korrekt, at man ikke kan indpode ‘selve’ Fadernavnet.

Dette spørgsmål bør dog hænge sammen med et andet spørgsmål, nemlig om forkastelse af Fadernavnet skal opfattes som en oprindelig mangel i den Anden, eller om forkastelsen skal ses som en proces, der finder sted mere og mere kontinuerligt.

Hertil kan man sige, at hvis Fadernavnet opfattes som den lingvistiske strukturs indstifter, men i sig selv uden signifié, bliver det vanskeligt at skelne mellem erstatningen og den ægte vare. Dertil kommer, som tidligere nævnt, at vi ofte ser, at fremkomsten af en temporal struktur ledsages af selvmordstanker og religiøse grublerier, hvilket i hvert fald peger i retning af Freuds Urvater.

Alt i alt er spørgsmålet vanskeligt at besvare. Det synes, som om klienterne i løbet terapien er skrøbelige, de kan blive psykotiske ved at blive udsat for polarisering i forbindelse med intensiv kontakt med andet plejepersonale. Efter en regulær afslutning virker de dog mere stabile. Man kan jo tænke sig, at erstatningsfadernavnet kan give en tilfældig stabilisering, og klienten vil så blive psykotisk i de almindelige psykosefremkaldende situationer – mødet med EN FADER – for eksempel i forbindelse med hustruens graviditet, mens en ‘ægte’ strukturering skulle gøre klienten vedvarende stabil.

  1. Metoden beskrives også i en forskningsartikel fra psykoterapiudannelsen, Umeå universitet, 1988, Jegstrukturerende psykoterapi. Forfatterne er Gunny Delberg Persson, Linnéa Henriksson, Elisabeth Kjeller og Eva Strömberg-Fahlström, som da alle var elever ved den statslige psykoterapiudannelses trin 2.
  2. Delvis hentet fra Michael Grant: Mythes of the Greeks and Romans, Mentor Book, 1962, New York.
  3. På nogle psykiatriske afdelinger sørger man for at de langtidssyge har en bestemt plejer at holde sig til.
  4. Alphonce De Waelhens: Schizophrenia – A Philosophical Reflection Om Lacans Structuralist Interpretation. Engelsk oversættelse W. Ver Eecke, s. 83 og note 26 s. 244, Duquesne University Press, Pittsburg 1978.
  5. Hasse Telemar (svarende til Jørgen Hjorting, o.a.)
  6. Johan Cullberg: Kris och utveckling, s. 155, Natur og Kultur, Stockholm 1975.
  7. Fra et avisinterview. Se også: Paul Ric ur, Freud & Philosophy, s.364 ff., Yale University 1970. Samme forfatter, Filosofiens kilder, s.101-130, Hvad er en tekst ?, Vintens forlag, København 1973.
  8. G. W., XII, s. 71.
  9. Oplevelser, som først forstås bagefter, kan som regel ikke erindres, men må rekonstrueres. S. Freud: Erinnern, Wiederholen und Durcharbeiten 1914.
  10. Hans-Georg Gadamer: Truth and Method, s. 235 ff., eng. oversættelse William GlenDoepel, Sheed & Ward Ltd., London 1975.
  11. Ruth Mack Brunswick: Tillägg till Freuds ‘Historien om en barndomsneuros’ 1928 i Vargmannen, s. 236-274, prisma, Stockholm 1974.

 

Copyright (c) 2016 - harald Villemoes - harald(at)villemoes.dk