IV Identifikation

Udtrykket identifikation er allerede anvendt uden nærmere forklaring. Det er et besværligt begreb, som forskellige forfattere behandler på forskellig måde. Identifikation omfatter dels en tilstand, som man er så vant til at befinde sig i, at det opleves som mærkeligt, ja næsten skræmmende, når det holder op, dels indebærer identifikation, at man fylder en vis funktion, at man virker som noget, og hvis man mister en sådan funktion, fremkommer det, man kalder et kriseforløb. Som regel kombineres disse to typer af identifikationstab – afbryde en tilstand og tabe en funktion – i den traumatiske krise, så det sker let, at man blander dem sammen.

For overskuelighedens skyld belyses de forskellige aspekter i adskilte afsnit, hvilket dog medfører visse gentagelser.

A. Identifikation og objekttab

Begrebet identifikation henviser primært til jegets måde at fungere på, og det giver jegets aktuelle situation et islæt af det ødipale drama. For at eksistere skal jeget eksistere som ‘noget’, for det er jeget, som kræver, at eksistensen har en vis fremtoning, og denne fremtoning er noget, som jeget primært henter fra sit objekt. Jeget forestiller sig sit objekt og siden indirekte sig selv (se bilag 1). En sådan identifikation kaldes imaginær på grund af den dobbelte etymologi af ordet imaginær: billedlig og som indbildning. Ordet identifikation har ligeledes et dobbelt indhold, dels at jeget efteraber, dels at jeget søger. Jeget identificerer, og jeget identificerer sig, men hele tiden har objektet en vis prioritet. Jeget identificerer sig altså med et objekt for at blive et objekt eller for at blive objekt-indehaver. Jeget gør sådan for at dække over det tab, som kastrationskomplekset medfører (se kapitel V og VI), og jeget undgår på denne måde i en vis forstand kastrationen, men prisen er, at jeget ikke bliver ‘sig selv’ men i stedet noget ‘andet’ eller en ‘anden’.

Jeget identificerer sig gennem sit objekt, og drivkraften er en stræben efter at genoprette en helhed, en roligere tilstand. Jegets ufuldstændighed kom til gennem tabet af det oprindelige objekt, moderen, et tab som leder til, at jeget sidenhen ikke kan genforenes med objektet i en og samme krop. Det oprindelige tab (af moderen) gælder netop tabet af denne ‘samme krop’, af muligheden for en reel identitet, af en totalitet, som i foregående kapitel betegnedes som mytisk. Identifikationen bliver et imaginært forsøg ‘trods alt’, men leder egentlig kun til at give savnet en form, noget som kan antage forskellige udtryk afhængigt af jegets udviklingstrin. Jeget iscenesætter et drama, som forklarer kastrationskomplekset i en mytisk form. Dramaet kaldes ødipuskomplekset.

Ved tab senere i livet, for eksempel i krisesituationer, aktualiseres det primære tab (kastrationen) på en måde, som stemmer overens med forskellige stadier i jegets udvikling 1. At blive forladt indebærer blandt andet et tab af tematisering, man mister værdi, en værdi som stammer fra en andens verden. Man mister den andens interesse. Det minder om afvænningen, hvor moderen ikke længere har barnet som sit eneste objekt men også har interesse for andet. Barnet antager på sin side, at denne aftagende interesse skyldes, at barnet mangler tilstrækkelig attraktionsværdi. En traumatisk krise, som nu og da kan vække en sådan oplevelse til live, er pensioneringen, hvor arbejdspladsen spiller moderens rolle. Denne type af tab kaldes privation, og den medfører en afvitalisering, som i visse tilfælde kan blive letal.

Den fortsatte ødipale udvikling indebærer dog, at moderen ikke lastes for privationen, men det gør i stedet den, der har skabt moderen, og barnet, så ufuldstændigt, at hun begærer noget som faderen, og ikke barnet, synes at have. Den, som fremstår som ansvarlig for privationen, skaberen, er den imaginære fader, den som efter ødipuskomplekset gestalter det, der bliver tilbage af faderautoriteten. Moderen må tage imod frustrationens vrede og skuffelse, når barnet straffer hende for sin egen utilstrækkelighed, medens den imaginære fader i stedet må tage imod barnets anklager, hvilket barnet oplever som skyldfølelser. Det sendebud, som nu og da kommer for at indkassere det udestående, skyldfølelsen er udtryk for, kaldes overjeget på grund af, at det har overtaget.

Ved objekttab aktiveres således eksistenstrussel gennem objektets association med primærtabet, og eksistenstruslen formes af hvilken identifikationstype, af eller med objektet, som fandtes. Kort sagt: hvilken type af objekt, som tabes.

B. Objekttyper

Jegets identifikationer kan opdeles i overensstemmelse med den måde, hvorpå jeget forholder sig til sit (tabte) objekt. Jeget kan:

1. være objektet = identifikation med et oralt objekt.

2. have objektet = identifikation med et analt objekt, og

3. kende objektet = identifikation med et ødipalt objekt.

Et oralt objekt er reelt, det vil sige, at det egentlig ikke er et objekt, men tilhører det, som kaldes den reelle ordning. Den reelle ordning er en dimension, som man ikke kan forestille sig, eftersom det at forestille sig den er at distancere sig fra den og give den en vis form, og så er den blevet imaginær. Når man træffer bekendte, genkender man dem på grund af en vis overensstemmelse med den forestilling man havde, men dertil kommer hele tiden noget andet, noget som man netop ikke kunne forestille sig, og som man derfor bliver overrasket over (eller ignorerer). Disse aspekter, som det ikke er muligt at komme i tanke om, udgør den reelle anden, det af den anden som er virkeligt. Disse uventede sider hos vor bekendte kan senere integreres gennem tematisering, hvorefter de indgår i vores nye billede af dem.

At være et oralt objekt indebærer, at man ikke har et objekt, men man ‘haves’, man er en andens objekt. Det er en passiv eksistens, som kan sammenlignes med en fodbolds. Under en igangværende fodboldkamp fylder den en vigtig funktion uden for den sags skyld at være målet. Når kampen fløjtes af, taber bolden sin værdi og sin funktion.

Hvis man skal blive et oralt objekt, altså tematiseres i en andens verden og på denne måde få en værdi, som man ikke selv kan forestille sig, må det ske ved en andens foranstaltning, idet det kun er den anden, som kan have en opfattelse af, hvad det er, man skal blive i den andens verden. Det er netop en sådan formidling, som gør det reelle ‘objekt’ til et objekt. Identifikation med et oralt objekt indebærer altså at blive en andens objekt, at lade sig objektivere og tematisere. For den, hvis objekt man bliver, er man et imaginært objekt. Selv ved man ikke, hvad det er, men man får eksistens, bliver til noget i en andens øjne. Det var en sådan identifikation, Echo savnede. Hun behøvede for sin eksistens at blive et tematiseret objekt i Narcissus’ verden, men han tematiserede ikke piger, han havde ikke nogen opfattelse af forholdet mellem kønnene, så Echo fik ingen gestalt til sin krop og sygnede hen, eftersom kvindelighed er en mandlig fantasi og vice versa. Klinisk kan man se dette fænomen ved melankoli, for melankolikere identificerer sig med et objekt, som ikke længere findes. De er fortabte, siger de, noget de kan gestalte ved at tilintetgøre sig selv.

I mindre dramatisk form ses samme problem hos anorektikere, som skyr moderens mad for at slippe for at blive identificeret som hendes objekt. Anorektikeren kræver at blive opfattet som noget andet. Hvad dette andet kan være, har hun ingen idé om. Her mangler en instans adskilt fra moderen, en instans, som skulle kunne give anorektikeren en anden identitet end det at være moderens velnærede barn. At det er noget andet, som tilsigtes, viser hun gennem at spise anden mad og spise på et andet sted. Hos bulemikeren bliver det endnu tydeligere, at det er noget andet end bare mad, de kræver, samtidig med at de ikke kan give udtryk for det på anden måde end gennem spisning. Glubskheden og den fremprovokerede opkastning tyder på, at det ikke er næringstilførslen, der sigtes til. At det også er noget andet end måltidets sociale ritual ses af, at bulemikerens vane er ensom, ind imellem initieres den til og med af ensomheden. De, som skammer sig over deres bulimi, viser ligeledes en begyndende erotisering af det objekt, som de altså kun kan udpege som ‘andet end mad’.

Det orale indslag i visse misbrugeres identifikation ligger i det faktum, at misbrugeren gennem sit misbrug gør sig til et objekt for pleje og derigennem opnår en rimelig stabil eksistens på betingelse af, at han ikke ophører med at være misbruger og dermed et potentielt plejeobjekt.

Anale objekter ligner mere det, vi plejer at opfatte som objekt. De kompletterer det synlige og udgøres af noget, som man kan stræbe efter at eje eller være ihændehaver af. Disse objekter giver jeget eksistens ved at komplettere den form, jeget allerede har antaget, med noget ekstra, som fungerer som eksistensens statussymbol ved at være dens kendetegn. Det var det, Narcissus fik øje på i skovsøen. Mange af hverdagens objekter har til opgave at bevise eksistensen. Klæder, biler og andet, som giver ‘status’, beviser jegets eksistens ved at give en bedre ramme for narcissismen. Ved idolisering identificerer jeget sig med nogen, som antages at besidde det magiske objekt, og her er det en identifikation i form af en efterligning, hvor man tager noget til sig gennem introjektion.

I nutidens rockkoncerter, hvor musikken skal være ‘total’, udspilles denne savnets mætning på scenen, hvor man skal give ‘alt’, samtidig med at publikum kæmper for at nå idolerne og lægge beslag på en ejendel som et minde om dette ‘alt’. Herigennem kan forestillingens tilfredsstillende egenskaber overflyttes til den ny ejer. Denne type af objekt får sin egenart gennem at være forbundet med en amulet eller en fetich, og objektet siges da at være fetichiseret.

En fetich er et objekt, som giver kropsbilledet det, som det savner, på samme måde som ledemotivet kompletterer et musikstykke. Fetichen skal fuldende billedet ved at fungere som et centrum, uden hvilket resten bliver ‘meningsløst’. I eventyret om Aladdin er den magiske lampe et centralt objekt, og uden denne lampe ville beretningen ikke være værd at huske. Penge i form af en formue er en fetich. I sadisme og masochisme er det fetichen som er målet, mennesket tingsliggøres og behandles efter forgodtbefindende for at fremtvinge det eftertragtede. Sadisten vil med vold få de rette egenskaber eller den rette indstilling frem hos det andet menneske. Masochisten vil underkaste sig den andens foranstaltninger for på denne måde at blive bedre og mere i overensstemmelse med forventningerne. Hertil kommer, at hverken sadisten eller masochisten standses af nogen tvivl om, hvorvidt det komplement, de efterstræber, findes, eller om de har ret til at forfølge det. De drives af en stærk overbevisning, og fetichen fungerer som et påbud, som en ordination, og det er først bagefter en vis anger kan indfinde sig.

Et ødipalt objekt er et symbolsk objekt, et som der går rygter om, det er et ord eller et navn 2. Identifikation med et sådant objekt viser sig som en viden, som dog lokaliseres til en anden. Savnet viser sig da som et spørgsmål. Den, som antages at have svaret, tilskrives magt. Det er indholdet i ordsproget: den Gud giver et embede, giver han også forstand. Det er subjektet, som identificerer sig med det symbolske objekt, men det får også effekt i jeget på den måde, at jeget kommer til at indgå i en intrige 3. Neurotiske symptomer er et eksempel på jegets møde med et symbolsk objekt.

Forskellige typer af objekter hører til forskellige struktureringsniveauer for jeget, og mennesket optræder i overensstemmelse med karakteren af sine objekter. Identifikationen med objekterne gør, at man med en vis forenkling kan sige, at på det orale niveau er man konsekvenser (af omgivelserne), på det anale niveau har man konsekvenser (for omgivelserne), mens man på ødipalt niveau kender til konsekvenser.

Som illustration kan man tænke på en scene fra Daniel Defoes bog om Robinson Crusoe. En fredelig dag som alle andre går Robinson sig en tur på stranden. Pludselig får han øje på fodspor, som fører fra vandet op mod skoven. Disse fodspor er tegn, de er spor, som objektet efterlader, når det er gået et andet sted hen. Sporene findes uafhængigt af et subjekt. Til og med en hund kan opdage sporene. Havde Robinson været struktureret på oralt niveau, havde han nok bare fulgt disse spor uden noget mål. Hvis hans struktur havde været anal, var han måske gået på jagt efter den ubudne gæst, efter at han havde bevæbnet sig med en forhåndværende gren. Men for Robinson har sporene også en ødipal signifiantfunktion, nemlig den at henvise subjektet til en anden signifiant, og det er den effekt sporene får på Robinson. Hvad gør Robinson? Jo, i stedet for at følge sporene begynder han at undersøge tilgrænsende dele af stranden – og finder hvad? Ingenting! Ingen spor tilbage fra skoven. Da er det, han begynder en ‘gæt og grimasser’-leg, som er en udlægning af det, som signifianterne betyder, de konsekvenser han indser. Han skynder sig hjem og forskanser sig i sin bolig. Der findes en anden (den imaginære anden) på øen. I et nu har hans verden ændret karakter. Den er tematiseret af truslen fra denne ukendte og ubudne gæst, og paradiset bliver aldrig det samme igen. I dette sidste eksempel har den anden overhovedet ikke været nærværende, han er stadig ikke i sigte. Robinsons imaginære identifikation gør denne anden til en ubuden gæst, som man må forsvare sig imod, måske bekæmpe, i en kamp om herredømmet over øen, men kun i tankerne Fortsættelsen på historien viser, hvor meget Robinson tog fejl, og nogen konsekvenser for Fredag fik denne Robinsons første opfattelse ikke.

I psykoterapi med neurotisk strukturerede klienter tilskrives psykoterapeuten embedet som ‘psykoterapeut’, og klienten optræder derefter i overensstemmelse med den viden om klientens eksistens, som psykoterapeuten antages at sidde inde med. Hvis psykoterapeuten undlader at spille ‘vidende’, frustreres klienten og bliver skuffet over ikke at få sin retmæssige del af det, som psykoterapeuten ved. I stedet kan terapeutens interventioner lodse klienten mod den erkendelse at den ‘kloge’ psykoterapeut er klientens egen konstruktion, hvilket leder skuffelsen via et sorgarbejde over i et samarbejdsklima. Først derefter bliver det muligt for klienten at tale i ‘eget’ navn – for sin sag.

C. Psykosens objekt

Der findes to specielle objekter, som er af stor vigtighed for jegets imaginære verden: blikket og stemmen. Normalt opfatter vi ikke disse som objekter, da de gemmer sig i funktionen hos visse organer, de befinder sig så at sige i metaforisk position til disse organer. Men deres karakter af objekt bliver tydelige, når de ikke længere kan fortrænges.

For den neurotisk strukturerede er blikket et gemt objekt. Blikket lokaliseres i første omgang til øjne, vinduer og kameraer. Kun dets effekt mærkes gennem, at det gør mennesket set. Lokaliseringen af blikket til øjnene og øjnenes ækvivalenter tilsikrer mennesket en vis grad af usethed, når det er ude af synshold. Helt sikker kan man dog sjældent føle sig, da det at se og være set hører sammen. Voyeuristen forsøger at bryde denne sammenhæng ved at se i smug, ved at kigge, mens han selv holder sig ude af synshold. Det giver en vis magtfølelse at bryde dialektikken i det at se, et stænk af omnipotens, som dog forsvinder ved opdagelse, når voyeuristen selv bliver set. Den psykotisk strukturerede kan blive plaget af blikke, selv når ingen ser. Blikket løsrives så at sige fra øjet og dukker i stedet op i rummet, i spejle eller i lamper, hvorfra det spionerer mod ham. Samtidigt forsvinder blikket mere eller mindre fra andre menneskers øjne, og psykotikeren behøver ikke at bekymre sig om, hvilket indtryk han gør.

Stemmen forbindes af den neurotisk strukturerede med lyden. Vil man vide, hvad der siges må man lytte til menneskelig lyd, til hvad andre siger, der hvor det sagte ‘findes’ som et slags fingeraftryk. Vejen til den symbolske verden går via tale, og man begynder at lytte, når man skimter en menneskelig lyd. Det, man da lytter efter, er, om man er den som tiltales. I så fald tvinges man til at svare. Man besvarer tiltalen, også selv om man har mest lyst til at overhøre tiltalen. At aflytte andre i smug giver samme fordele, som voyeuristen opnåede, men stadig på betingelse af, at den, der aflytter, ikke opdages. For den psykotisk strukturerede har stemmen frigjort sig fra lyden, og tiltalen kan dukke op uden menneskelig lyd og kræve opmærksomhed. Stemmerne er uberegnelige og hører ikke til i sammenhængen, men bryder denne ved at åbne en sprække i det nærværende som et lynglimt på en nattehimmel.

I hallucinationen optræder disse to objekter som imaginært reelle og bestemmer det psykotiske jeg ved at fastlåse det i observation eller påkaldelse, og det er udfra sådanne kliniske iagttagelser, Lacan udleder disse objekter som en komplettering af de traditionelle objekter, psykoanalysen sætter i forbindelse med libidoudviklingen 4. Det hallucinatoriske objekt er specielt tilfredsstillende for jeget, som derfor ikke behøver at søge yderligere komplettering. Det ydre tegn herpå er en vis autisme, som man kan mærke hos psykotikere, eller en vished uden behov for yderligere viden, som man kan se hos paranoikere.

D. Objektets effekt i jeget

Når der ikke er tale om hallucinationer, skaber jegets identifikation en tilstand af stræben i jeget. Denne tilstand udtrykkes som et krav, eftersom jegets arbejdsmåde er en identifikation med ‘noget’, noget som jeget ikke er eller ikke har eller ikke ved på grund af jegets splittelse. Resultatet af identifikationen leder da til, at jeget kræver. Hvordan kravet senere udformes giver oplysning om, hvilken type af identifikation, som gælder. Anorektikeren, som blev beskrevet tidligere i dette kapitel, kræver en anden oral identifikation. Kravet røber jegets identifikation ved at give form til det, der mangler. Det, der mangler, kan på denne måde inddeles i det, som burde findes (privation), det, som man er berøvet (frustration) og det, som er blevet forbudt eller udstreget (kastration) 5.

I alle tilfælde mangler det objekt, som skulle kunne genoprette helheden. Men noget kan, ifølge jegets måde at se det på, ikke bare mangle, der må også være en årsag dertil. Jeget giver det, som mangler, en form og dets fravær en forklaring.

Ved privation er det spørgsmålet om at være eller ikke være den andens privilegerede og eneste objekt. At være netop det, den anden mangler, og være det helt og holdent, så den anden ikke længere mangler noget. Et sådant objekt eksisterer ikke, det kan ikke lade sig gøre at finde eller forestille sig det, det er en ikke-verbal signifiant uden signifié, men af stor værdi. Det er fallos, som moderen savner. At identificere sig med fallos er at være alt eller intet, da det er en identifikation med tematiseringen og ikke med det objekt, som tematiseres. At blive identificeret med et sådant objekt er som at blive udnævnt, men ikke vide til hvad. Identiteten står og falder med selve udnævnelsen, det er anerkendelse fra den anden som kræves for eksistensen.

Ved frustration er objektet virkeligt, mens selve tabet er imaginært. Faderen har virkelig indtaget den plads hos moderen, som barnet troede at have. Det er faderen, som har pladsen, og barnet tror, at det er blevet kasseret. Identifikationen som den forfordelte fører til en blanding af konkurrence og idolisering, men hvor modstanderen har loven på sin side. Det bliver had-kærlighed fra en forfordelt, og kravet gælder oprejsning og retfærdighed.

Ved kastration er det loven og forbudet, der i egenskab af symbolsk skyld står mellem jeget og objektet, som i dette tilfælde kan symboliseres af livet eller friheden. Det er incestforbudet, som kommer mellem barnet og moderen. Faderen som ubuden gæst afløses af faderen som lovgiver, og objektet bliver et forhandlingsspørgsmål og ikke et bytte, og i denne forhandling kan jeget deltage på magtens eller forbryderens side. Det er jeget, som kræver en dom, så det kender reglerne.

Disse tre niveauer afløser ikke hinanden, derimod struktureres jeget mere og mere for hvert niveau. Så hos det udviklede jeg fungerer alle tre niveauer, men det er identifikationen i den symbolske orden, som kan give en bestående identitet, og som gør det muligt at udholde ensomhed, at tage ordet, at skifte emne midt i en samtale og at afslutte en samtale.

I jegstrukturerende psykoterapi udnyttes de forskellige niveauer. Først et oralt niveau, hvor klienten bliver terapeutens objekt, hvorved klienten får eksistens, lades med narcissisme, tematiseres. Senere delegeres visse objekter til klienten, som derigennem får sit eget område at eje og føle frihed i. Arbejdet med livshistorien fører mod en viden, som giver klientens navn en mening, og som medfører en vis temporal stabilitet for jeget, som derved også kan tematiseres i sin egen verden og ikke kun i terapeutens. Det er måske unødvendigt at tilføje, at terapeuten skal være struktureret på det ødipale niveau for at kunne tematisere klienten initielt og for at kunne styre terapiens rammer og gennemførelse. Historie og temporalitet er termer, som undersøges nærmere i næste kapitel.

  1. Sammenhængen mellem traumet og personligheden beskrives og forklares udførligt i Johan Cullberg, Krise og udvikling, Hans Reitzels Forlag,København 1981.

  2. I sin yderste konsekvens er dette navn fadernavnet, begærets signifiant. Samme signifiant forekommer som et objekt i den imaginære ordning i afsnittet ovenfor. Fetichen er således et tingsliggjort symbol. Fadernavnet redegøres der for i kapitel 6.

  3. Meget illustrativt er dette vist i J. Lacans gennemgang af Edgar A. Poe’s novelle: ‘Det stjålne brev’ i Le Séminaire, livre II, s. 225-240, Seuil, 1978, og i Écrits, s. 11-41, Seuil, 1966.

  4. Jacques Lacan, Les quatre concepts fondamemtaux de la Psychanalyse, Séminaire livre XI, Seuil, Paris 1973.

  5. MacCabe, C.: The talking Cure. Essays in Psychoanalysis and Language. The Macmillan Press Ltd. 1981, s. 141 ff.