Samtalens struktur

 

Taler man til en psykotiker ligesom man plejer at tale til andre mennesker, da placerer man sig på det sted, hvorfra Schreber modtog grundsprache. Og det uanset, om man er bekendt med teorien eller ej. Fra en sådan position kan man afstedkomme de mest forbløffende symptomer og handlinger hos sin psykotiske samtalepartner, men som indgangsport til en udviklende psykoterapi må den betegnes som mindre egnet. Det er langt mere frugtbart at lokke den primære narcissisme frem og dermed en idolisering, som giver et stabilt udgangspunkt, hvorfra man kan få Fadernavnet til at træde i kraft. Samtalen må da føres uden, at der polariseres i første og anden person. Det er altså ikke nogen dialogisk situation, man skal efterstræbe, men en fælles konstatering. Den grammatiske form for dette kaldes præteritum. Det er en objektiv fortællende form, hvor handlingen klarer sig selv uden indblanding fra et subjekt. Præteritum er den form, som i litteraturen benyttes ved naturbeskrivelser. Mange springer over dem, fordi der intet sker. Men de er specielt fredfyldte – eller kedelige – da de ikke forstyrres af geskæftige kommentarer fra forfatterjeget. Man kan i disse afsnit fordybe sig i en betragtning, som i sin natur er en identifikation med forfatterens syn. Som et naturprogram på TV uden speakerstemme eller tekst.

I en sådan samtalestil skal man undlade at stille spørgsmål, give formaninger og bekymre sig på klientens vegne. Ligeledes skal man lægge sine terapeutambitioner på hylden sammen med alle andre, man kan have med i sammenhængen. Situationen kan sammenlignes med at have en praktikant med på arbejde. Man kommenterer, hvad man gør og hvorfor, fremviser rum og indretning, kommenterer vejret og institutionen og holder sig til konkrete detaljer i de netop nu fælles omgivelser. Enighed efterstræbes ikke og der udveksles ingen erfaringer eller følelser. Hvis man i dette tankeeksperiment i en pause tog sin praktikant med sig i kantinen, så ville samtalen sandsynligvis netop tendere mod alt det, man bør undgå i samtalen med en psykotiker. Man ville begynde at interessere sig for, hvor praktikanten kommer fra, hvad han/hun senere ville blive eller hvordan der er andre steder, praktikanten har været. Man ville måske begynde at argumentere for eller imod en bestemt organisation, chef eller arbejdsmetode.

En upolariseret måde indebærer ikke en passiv måde, man må i hvert fald have en vis udstråling og stå for underholdningen. Klienten, som befinder sig på objektets plads, kan ikke tage noget initiativ. Den udstråling, man skal indstille sig på, kan sammenlignes med julemandens. Det er en figur, som ved, hvad barnet ønsker sig, men som ikke går ind i nogen debat med det på trods af det retoriske spørgsmål, om det har været artigt. Det, som faktisk skal være i fokus for interessen, er netop ‘naturbeskrivelsen’, det vil sige klientens aktuelle omgivelser, som kan være en hospitalsafdeling, et behandlingshjem eller egen bolig. Man skal have en varm interesse for alle uvedkommende detaljer og det i et sådant omfang, at det resulterer i, at man til slut kan se det hele for sig.

Man siger, at psykotikeren identificerer sig med a. Altså med moderens begær. Men det er egentlig at gå for langt, eftersom a er et produkt af den sproglige strukturering, og derfor først opstår bagefter. Psykotikeren identificerer sig med det primære S1, og det skal terapeuten også gøre, så de to billeder danner, ikke et ordnet par, men et lighedspar, hvad det nu kan være for et. Behandlingen går senere ud på at indføre en skelnen mellem dem, så der kan opstå et ordnet par.

Den diskurs, man organiserer, er universitets diskurs. Det vil sige, at man gennem at tematisere klienten i sin egen verden ´adopterer´ ham som en ukendt størrelse (a), som skal passe ind i kendte funktioner, og dette gør man udfra et forhåndskendskab til, hvordan verden er konstrueret – for den strukturerede.

Universitets diskurs:

Anledningen til, at man organiserer en diskurs og ikke for eksempel anvender ikke-verbale metoder, er, at den historiske verden helt beror på de fire diskurser: (krigs-) herrens, universitets, hysterikerens (videnskabens) og den psykoanalytiske, som kan siges at udgøre basen for konkurrerende tolkninger af det historiske materiale. Normalt forudsætter hver diskurs et spørgsmål, som i sin yderste konsekvens gælder eksistensen, men i psykotikerens tilfælde forekommer intet spørgsmål. I løbet af terapien forekommer derimod på produktionens plads et subjekt, som manifesterer sig gennem subjektive funktioner, blandt andet gennem spørgsmål. Denne universitetets diskurs markerer altså blot terapeutens udgangsleje og den anvender universitets viden, ikke om klienten men om de uvedkommende detaljer udenom klienten og med klienten som den underforståede aftager. Detaljerne sættes nemlig sammen i overensstemmelse med terapeutens syn på sammenhæng og logik, og med magtkravet at opnå et totalt overblik og dermed kontrol. Da klienten ikke er dialogisk struktureret, opstår i første omgang ingen diskurs, men derimod en indvirken af S2 på det, man kalder psykotikerens holofrase, som er et signifiantpar degenereret til et dobbeltsymbol. Små børn anvender også holofraser som ma-ma, pa-pa, da-da. Disse dækker betydningsmæssig alt. Slyngveninde-relationen kropsliggør et sådant identisk par, på hvilket det, der er i tredje position, indvirker, især ved at indføre forskelle i form at kontraster (billeder) og negation i form af komplementære relationer (historie). I den historiske verden sættes spørgsmålstegn ved den traditionelle verden, den som bygger på traditionen, og specielt sættes spørgsmålstegn ved dens feticher. Dette foregår dog ikke uden en vis melankoli, som blot markerer objektets værdiforminskelse i modsætning til den traditionelle verdens depression, som er udtryk for en værdiforminskelse hos jeget. Denne påvirkning af sindsstemningen hænger sammen med, at i arbejdsfasen begynder et nyt historiesyn at tage form, nemlig historien som en fortælling og med klienten som fortællingens hovedperson. Melankolien, som fremkommer, skal under den jegstrukturerende psykoterapi blive til sorg, og melankoliens symptom, hvor jeget identificerer sig med det tabte objekt, skal ses som tegn på, at man er gået for energisk frem i arbejdsfasen. I den narcissistiske fase udvikles derimod den traditionelle verden og dens mest fremstående fetich bør blive terapeuten, som siden skal delegere sin værdi fra sig, og til sidst rammes i sit jeg af en depressiv værdiaftapning.

Den specielle samtalestil, som man bør anvende, indebærer, at man modtager klienten, som om det var et studiebesøg. Man beretter om lokalerne, deres beliggenhed og andet i den nærmeste visuelle omgivelse, men intet om sig selv. Terapien præsenteres som et faktum, der allerede er besluttet andetsteds. Man udtrykker sig upolariseret. “Vi skal mødes mandag og torsdag, ti til halv elleve, og vi skal tale om, hvordan det ser ud omkring dig og senere om, hvordan det har været før”. Så har man allerede en julemandslignende autoritet. Når man senere skal interessere sig for detaljer om klienten, fristes man jo til at spørge, men der er langt mindre forstyrrende at meddele sin uvidenhed. “Jeg ved jo ikke, hvordan det ser ud på afdeling 112”. Og hvis idoliseringen er begyndt at udvikles, bidrager klienten gerne med detaljerne, som så kan udvikles til en guided tour rundt på afdelingen. Hvis klienten endnu ikke har udviklet nogen interesse for forehavendet, må man selv fortsætte sin monolog. Der følger senere forskellige forslag til emner, som kan anvendes, men det vigtigste er faktisk, at man mødes. Bare det at ses og være sammen under disse (upolariserede) former leder til idolisering. En psykotiker er ikke vant til at være sammen med en ikke-psykotiker, som stiller ikke-forpligtende selskab til rådighed. Man skal altså undlade at bekymre sig over, at klienten ikke siger noget, eller ikke reagerer overhovedet. Efter nogen tid begynder der at dukke tegn på idolisering op, og man kan så igen forsøge at blive guided rundt i klientens hverdagsomgivelser.