Forenklet teorigennemgang for uindviede

Mennesket fødes udenfor sproget, men skal for at blive et talende væsen komme ind i det.

?

Barnet omtales, barnet sigtes der til, og barnet er henvisningen i forældrenes indbyrdes tale, og denne tale forgrener sig i slægt og omgivelser. Det betyder i første omgang, at andre ved, hvad barnet er, mens det selv ikke har nogen anelse. Denne sigende attitude, hvad angår barnet, er for det meste koncentreret til moderen, som for barnet er den mest betydningsfulde. For barnet er således moderen betydningsfuld, men det er svært at sige, HVAD moderen betyder. Moderen er en ikke-verbal signifiant og kaldes S1.

Moderen er, inden hun for barnet bliver en person, en omfattende betydningsstørrelse, som barnet ikke ved om, og derfor identificerer sig med, for det man ikke ved, det bliver man, ligesom man bliver den melodi, som kører i hovedet på en og hvis titel, man ikke kan huske.

Det er via moderen, at barnet kommer ind i sproget. Moderen taler jo med de andre, og når de ikke er til stede, refererer hun til dem, og særligt refererer hun til faderen. Hvad moderen tænker på, ved barnet ikke, kun at der findes noget på den anden side af moderen, bag ved moderen, som har med det omtalte at gøre, og som har stor indflydelse på både moderen og barnet. Denne instans i tredje position kaldes S2, og den er en verbal, talt, signifiant, men hvad den betyder er ukendt. Denne S2 er den symbolske fader, Fadernavnet. Det er først senere, at dette navn knyttes sammen med den faktiske far og gør ham til en legemlig tilstedeværende autoritet. I første omgang forekommer Fadernavnet som citater i moderens tale til barnet om det, som betyder noget, det man ikke må, og det man skal. Kort sagt en lov.

Det er altså via moderen, at S1 kommer i forbindelse med S2, og det er det afgørende skridt i sproget for barnet. Hvis denne forbindelse ikke formidles, opstår der en “tidlig forstyrrelse”. Mens S1 er en betydning, som man ikke kan vide noget om, ikke kan vide hvad er, så er S2 noget, man ved, men man mangler betydningen. S2 overtager helt enkelt moderens betydning, så det, som dermed mistes, er den første signifiant S1. Det er ligesom da Orfeus skulle hente Eurydike fra dødsriget. Han matte ikke vende sig om for at konstatere, at det faktisk var hende, der fulgte efter ham, så mens han gik på vejen tilbage fra Hades, var der noget betydningsfuldt bag ham, men han var ikke sikker på, hvad det var, og da han vendte sig om for at konstatere, at det var Eurydike, da forsvandt hun. Navnet udraderer objektet, det egentlige. Det er på den måde, sproget indfører en tabsdimension i menneskets udvikling.

Hvad er en signifiant?

En signifiant er sprogets strukturelle bestanddel. Dens funktion er at henvise til en anden signifiant, så den fungerer kun i forbindelse med de andre signifianter. Hvis det lyder lovlig teoretisk, tænk så på følgende situation: Man forlader sin plads for at hente et eller andet i et andet værelse, på halvvejen kommer man i tanke om noget andet, og bagefter kan man ikke huske hvilket ærinde, man egentlig havde. Det, der er sket, er, at man har haft at gøre med en signifiant, som man ikke har opdaget, at man har opfattet, og er kommet til at tænke på noget andet.

Signifianten i sig selv betyder intet. Det er derfor, man kan anvende hvad som helst som erindring om et eller andet, man skal komme i tanke om. I gamle dage var det tilstrækkeligt med en sløjfe om fingeren.

Signifianten kan sammenlignes med bogstaver, skønt den snarere er et fonem, altså en endnu mindre komponent. Men som bogstaver betyder den ikke noget i sig selv. Det er først i kombination med andre bogstaver, der opstår en mening (signifié).

Signifianterne, som udgør et begrænset antal, medfører lovbundne regler for kombinationer. Præcis som for bogstaverne findes der kombinationer, som ikke må finde sted. Det er på samme måde, at visse kombinationer blandt mennesker ikke heller er passende. Det viser sig bl.a. i det kendte incestforbud.

 

Hvis man skal forklare sprogets funktion, det at man med et begrænset antal elementer kan frembringe lige så meget tale og skrift, det skal være uden at gentage sig, så egner det strukturelle syn sig bedst.

Ophavsmanden til den moderne lingvistik er Ferdinand de Saussure. Han anvendte skakspillet som en analogi, hvor brikkerne kunne sammenlignes med signifianter. Hver brik har en bestemt funktion. Denne funktion træder først i kraft, når brikken anvendes i et skakspil. Når der ikke spilles, kan springerne anvendes som husdyr i en legetøjsbondegård. I hver fase af spillet styrer andre brikker hinandens værdi og trækmulighed. Mængden af brikkernes mulige funktioner er skakspillets sjæl. Det er en skat af muligheder, men også af love. Denne skat kaldes A (store A). A som i den Anden. Denne Anden er en generel henvisning, ligesom når vi i en argumentation afslutter med at sige: Du kan spørge hvem som helst. Hvem som helst i en anden position, som kun stoler på sin fornuft, uden at tage personlige hensyn, repræsenterer den Anden.

 

Det specifikt menneskelige hos mennesket er, at mennesket er et talende væsen. Hvordan mennesket er blevet et sådant væsen, beskrives i udviklingspsykologien, og psykopatologien handler om mennesket situation, når den sproglige strukturering er ufuldstændig.

En skakbrik, som ikke indgår i et skakspil, er underkastet andre regler end en skakbrik, som deltager i et spil skak. Sådan er det også med mennesket. Hvis mennesket deltager i egenskab af sprogligt væsen i den sociale sammenhæng, gælder A for menneskets gøren og laden, men hvis mennesket ikke er struktureret sprogligt, gælder helt andre regler. Det seneste gælder for psykotikere og såkaldte borderline personer, som altså følger andre regler end de, der gælder for folk i almindelighed. Selvom det provokerer os, så er det et strukturfænomen og ikke et udslag af trods eller provokation.

Nu er så spørgsmålet, hvad det er, der får en skakbrik ind i spillet, eller hvad det er, der kan holde den udenfor spillet. Menneskets vej ind i sprogsystemet kaldes for udviklingspsykologi, og hvis den ikke fuldbyrdes, opstår der en såkaldt tidlig forstyrrelse. Resultatet er, at de almindelig regler ikke gælder, og at man ikke skal regne med, at man kan tale med disse mennesker på den sædvanlige måde. De er ikke indplacerede blandt andre mennesker som skakbrikker blandt andre skakbrikker i et spil skak. Det, som ikke fungerer, er regler for kombination og substitution og sætningsopbygning. Så fungerer den symbolske identifikation heller ikke. Hvis man i et spil skak savner en hvid springer, så kan denne erstattes med en knap. Hvis knappen ikke kan forveksles med en anden brik, så fungerer den perfekt. På samme måde kan et menneske have funktion som buschauffør, ægtefælle, notarius publicus eller statsminister, uafhængigt af udseende, så længe dette kan karakterisere personen og adskille ham fra de andre. Selv tvillinger ser forskellige ud, men deres ligheder kan anvendes som et pikant indslag i film.

Det sprogligt strukturerede menneske deltager almindeligvis i et utal af symbolske sammenhænge i løbet af dagen. Disse sammenhænge kolliderer sjældent, skønt de har forskellige regler. Man vil opfatte det som komisk, hvis en vis funktion smitter af på den næste, så som hvis buschaufføren i sin privatbil stopper ved hvert busstoppested. En smidig omskiftning mellem symbolske funktioner kræver en sproglig strukturering og mangler derfor hos ikke strukturerede.

Hvad er det, der afgør, om en skakbrik skal indgå i et spil skak, eller om et menneskebarn skal indgå i den sociale sammenhæng? Jo, en magtperson, som selv indgår i denne sammenhæng, trækker barnet ind på en forudbestemt plads. I barnets tilfælde er denne plads en underordnet sådan, og pladsen hører til i den ene gruppe eller det ene køn, og dermed er en mængde andre relationer også bestemt og indkodet i A. Magtpersonen repræsenterer ureflekteret en lov, som også gælder magtpersonens egen symbolske position i relation til barnet, altså i første omgang triade, mor-far-barn. Det er eksistensen af en far, som er det afgørende, ligesom eksistensen af en modspiller aktualiserer skakbrikkernes placering. Og denne far eller modspiller behøver ikke engang at være nærværende, bare moderen/skakspilleren selv symbolsk identificerer sig i overensstemmelse med det beskrevne. Man siger derfor, at det er faderen rent symbolsk, som er i funktion, den symbolske fader, altså hans sproglige repræsentant – Fadernavnet.

Den person, som siden dukker op, optræder så med navn af fader. Det er det, der er hans myndighed, hans lovindstiftende kraft. Når han ikke er til stede, findes han alligevel symbolsk som citater og hen­visninger til den gældende orden i moderens tale til barnet. Det er det, der er kastrationskomplekset. Barnet sættes på plads og indordnes under forudbestemte regler og

 

Det er ikke faderen, der bestemmer det hele, men via moderen kommer han i barnets øjne til at virkeliggøre S2, som giver mening til det, som var, og det, som skal komme, ved at indordne barnet i en bestående orden.

kombinationsmuligheder og kan ikke længere som en anden Pippi Langstrømpe ordne verden efter sit eget hoved. Hvis nu dette mangler i moderens måde at forholde sig til barnet på, så findes der den risiko, at barnet ikke kommer så meget længere i sin sproglige udvikling. Barnet ødipaliseres ikke men forbliver et objekt for moderen og senere for andre, som tager sig af det. Et subjekt opstår ikke. Psykotikeren identificerer sig med S1, det er startsituationen. Terapeuten må imitere S2, idet mindste i begyndelsen, og siden få denne faktor til at træde i kraft, også på langt sigt. Det er hvad egentlig psykosepsykoterapi handler om. Det medfører, at psykotikeren via kastrationskomplekset bliver et talende væsen, et subjekt.

Inden S2 er begyndt at fungere, er samtalesituationen helt anderledes end man er vant til. Først og fremmest fordi de personlige pronominer ikke er ordnede i relation til hinanden. De personlige pronominer er ikke bare en grammatisk kuriositet, men det er de forudbestemte pladser for den interaktion mellem mennesker, som kaldes samtale og samvær. Man kan faktisk ikke tale eller omgås med en psykotiker på samme måde, som man plejer at omgås mennesker i øvrigt. Det er en af konsekvenserne af psykotikerens mangelfulde sproglige strukturering.

En anden konsekvens er, at for psykotikeren fremtræder alt i nutid. Datid og fremtid mangler. Når S2 hos det strukturerede menneske træder i kraft, forsvinder S1 i datidens tåger, og i stedet opstår der forhåbning om at finde den igen senere, nu i form af objekt a. Den historiske sandhed for mennesket er derfor et tab. Dette tab opleves dog ikke, før historien udgør en historisk afstand til det, man kalder det historiske materiale. Ligesom i et parti skak, som har stået på et stykke tid, i den aktuelle opstilling vidner om en hel del tabte muligheder, og derfor tvinger spilleren til nøje at overveje de fåtal tilbageværende muligheder, han har til rådighed. På samme måde kommer livshistorien, når den er tilbagelagt, til at berøve sin hovedperson alle de muligheder, som vi plejer at kalde urealistiske, og denne proces finder sted i ren sproglig form, eftersom det kun er på den måde, historien kan vokse f rem.

Historie arbejder med historiske fakta, disse består at det, der en sket, samt udlægningen at forløbet. Og egentlig er det kun udlægningen, vi har adgang til. Det, der faktisk er sket, forbliver utilgængeligt. Det sketes udlægning er en sproglig struktur, enten verbal eller i form af et symptom.

Menneskets historiske materiale består kun i ringe udstrækning af dokumenter, men i rigt omfang af symptomer. Det betyder ikke, at man ved en analyse af symptomet kan komme frem til, hvad der egentlig skete i en tidligere periode, men det betyder i første omgang, at den eneste, som i dette tilfælde kan blive historiens røst, er mennesket selv. Det hyppige tegn på, at psykotikeren har påbegyndt at påtage sig denne rolle, er den interesse for slægtsforskning, som plejer at opstå i arbejdsfasen. Ingen anden kan i sandhed gøre sig til talsmand for et menneskes personlige historie. Derimod går dette udmærket, hvad angår f.eks. klædedragtens historie.

Dette er let at indse, hvad angår en neurotisk struktureret personlighed, men for psykotikeren er det snarere sådan, at i og med at historien vokser frem, så tvinges han til at blive historiens talsmand samtidig med, at han er historiens genstand. Derved opstår der tegn på tab og sorg, som man kan se det under arbejdsfasen.

 

Historiske kendsgerninger består af hændelser og deres udlægning. Hvad angår vigtige hændelser i menneskets personlige historie, er symptomet udlægningen, og hos neurotikeren er S2 symptomets kerne. Hos psykotikeren bliver den personlige historie et supplement til Fadernavnet og overtager dets funktion som henvisning.

Historien skal blive en autoritet i den forstand, at den jo har ret. Terapeuten må ikke i terapiens slutfase være en sådan autoritet, for så skulle klienten fortsætte med at være afhængig af terapeutens bedømmelse og udlægning af situationen i hverdagen.

 

Terapiens afslutning skal gøre terapien til en historisk kendsgerning. For at opnå dette skal der sættes punktum, så terapien fra at være noget igangværende bliver til noget afsluttet. Eftersom en historisk kendsgerning både består at selve hændelsen og dens tolkning, må man sørge for, at terapien tolkes og af den rette instans. Det er på grund af disse forhold, det bliver vigtigt, at klienten fastlægger slutdatoen og får det sidste ond ved den sidste sessionsafslutning. Den, som får det sidste ond i en samtale, har nemlig førsteretten til at tolke.