Psykotikerens verden

Det psykotiske menneske lever i en helt anden verden end behandleren. Men da psykotikeren ser ud som andre mennesker, drager man intuitivt den konklusion, at for psykotikeren gælder samme verden og vilkår som for andre. Mange terapi- og behandlingsformer nærmer sig derfor alle deres patienter på den samme måde. Det er kun børn, gamle og indvandrere man tager hensyn til. Psykotikerens verden antages at være af samme beskaffenhed som ens egen verden, og det, der er afvigende, er de psykotiske symptomer. Det hævdes, at virkeligheden jo er den samme for alle. Men verden og virkelighed er ikke det samme. Virkeligheden er det, som naturvidenskaben udforsker. Man foretager et eksperiment og forsøger at eliminere den menneskelige (subjektive) faktor, netop vidende at det, vi kalder verden, er en subjektiv konstruktion. Men verden menes en fænomeno logisk verden, en fremtrædelsesform af noget andet, som vi ikke har indblik i. Verden er et uddrag og en forvanskning, men af hvad ved vi ikke, kun at uddrag og forvanskning er speciel for hvert menneske og i princippet afhængig af dettes struktureringsgrad. Vi har altså intet spontant indblik i et andet menneskes verden. Den eneste måde at få et glimt af et andet menneskes verden er gennem samtale. Man kan for eksempel have haft samme arbejdskammerater i flere år, men først, når man af en eller anden grund kommer på tomandshånd med en udenfor den sædvanlige arbejdssituation, opdager men, at man ikke kender sin arbejdskammerat. Selv ikke empati giver adgang til et andet menneskes verden, men kan lette en samtale.

Vores verden hører til det imaginære område og er i sig selv en skrøbelig konstruktion. Verden kan raseres under kriser, men den kan også modstå store afsavn. Den undergår dybtgående forandringer, når vi sover ind og kommer på fode igen, når vi vågner. Som imaginær har verden normalt to forskellige områder, det som er for sanserne, og det som er for intellektet. Sanserne formidler det samtidige mens intellektet tager sig af det, som ikke er samtidigt os, nemlig fortid og fremtid. At fremtiden er imaginær, overrasker vel ingen, men at fortiden skulle være det behøver måske en forklaring. Historien i form af almen historie, verdenshistorie, sejlskibenes historie og lignende historiske afgrænsninger er imaginær, hvorfor den tiltrækker os og men kan skrive bøger om den. I modsætning hertil er det enkelte menneskes historie ikke særlig tiltrækkende for ham, den er ikke afgrænset, og den kan næppe danne grundlag for en sælgende bog, når mennesket ikke er en berømthed. Den personlige historie er desuden både censureret og forfalsket, opdagede psykoanalysen, og den fungerer derfor ikke altid som den præmisse, den burde være, for vort fortsatte liv. Neurosepsykoterapien har netop til opgave at gøre noget derved.

Psykotikerens verden mangler fortid og fremtid, og det nutidige er helt anderledes end det, vi er vant til. Det skyldes, at det symbolske, som strukturerer det imaginære, ikke fungerer særlig godt da Fadernavnet ikke er trådt i kraft, men er forkastet. Så bliver det en kontinuitet mellem det reelle og det imaginære. Fremtiden lokker ikke og fortiden tjener ikke til sammenligning med nuet. Psykotikeren har ingen fortid, fordi en sådan er afhængig af en mere avanceret struktur hos subjektet. Og uden en sådan struktur kan ingen historie skrives. Samtiden er for psykotikeren todimensional og uden muligheder, hverken lokkende eller skræmmende, og ej heller stedet for planlægning, det er ikke et sted, hvor man bygger og bor. Andre mennesker fremtræder ikke som meningsknudepunkter, men som blege skygger. Det bliver særlig tydeligt, når psykotikeren udskrives fra den psykiatriske afdeling til egen bopæl, som han ikke kan udnytte som basis for en aktiv tilværelse sammen med andre. Psykotikeren vil indrette sig i overensstemmelse med sin verden og ofte reagerer omverdenen negativt derpå.