I. Forord

I de seneste 20 år er skizofrenibehandlingen udviklet til en integrering af socialpsykiatriske, farmakologiske og psykoterapeutiske indsatser. Mens socialpsykiatrien og farmakologien er stabiliseret videnskabeligt og dermed forskningsmæssigt, har den psykoterapeutiske behandling af psykotikere kun startet sin videnskabelige proces. En af hindringerne har været det faktum, at forskellige teorier ikke uden videre har kunnet kommunikere med hinanden. En anden, at det ikke har været muligt at undersøge teorierne udfra andre videnskaber, hvorved den intern-terapeutiske argumentation har været beskyttet mod kritik udefra. Ikke fordi det har skortet på kritik, men fordi den har kunnet afvises med henvisning til, at kritikerne ikke har forstået det psykoterapeutiske kundskabsområde. Endelig har koblingen af behandlingen til en forståelse af psykosernes struktur været så ufuldstændig, at det har været svært at se, om de anbefalede tiltag har været logiske.

I ‘Hemmung, Symptom und Angst’ (1926) skriver Freud, at han tvinges til at korrigere sig selv,.. ‘angst opstår ikke ved, at en drifts impuls fortrænges, og at libidoen som følge heraf omdannes til angst, men derimod ved, at den angst jeget føler – kastrationsangst – forårsager fortrængningen.’ Det kan forekomme at være en mindre rettelse, men den er vigtig for den psykoanalytiske teoris udvikling, og især for den retning som Jacques Lacan (1901 – 1981) har initieret. Den korrektion, som Freud foretager, forflytter libidoen til en sekundær plads i teoriopbygningen, og i stedet kommer kastrationskomplekset i centrum. Gennem indsigten i kastrationskompleksets fundamentale rolle for menneskets sproglige udvikling har Lacan givet det paradigmeskift, som Freud antydede, sit fulde perspektiv.

Jacques Lacans fyrreårige arbejde med at integrere psykoanalytisk teori med moderne sprogvidenskab har fået vidtgående konsekvenser for såvel psykoanalyse som sprogvidenskab. Mange kliniske fænomener er derigennem blevet forståelige på et dybere plan. At for eksempel neuroseterapiens teknik ikke er virksom ved behandling af en ikke-neurotisk tilstand, har fundet sin forklaring og kan således ikke længere tages til indtægt for en kritik mod psykoanalysen som sådan.

Lacans præcisering af den psykoanalytiske teori har givet en mere eksakt forståelse af såvel jeget som psykosens struktur. Det er derfor blevet muligt at formulere en jegstrukturerende psykoterapi, som bygger på en konsistent teori om psykosen, og dermed bliver området også tilgængeligt for rationel kritik. Det bør i denne sammenhæng stærkt understreges, at det ikke er et spørgsmål om at påstå, at en bestemt teori er den rette, eller at en vis metodik er bedst. Det er først og fremmest selve koblingen mellem en teori og dens anvendelse, som skal belyses. En sådan kobling eksponerer nemlig hele opgaven for al mulig inspektion og afprøvning, hvilket er et nødvendigt trin i den fortsatte udvikling af psykose-psykoterapiområdet.

Denne bog er skrevet med det formål at give en sådan kobling mellem en teori og en af dens anvendelser. Den første og længste del af bogen forsøger at redegøre for teoriens udvikling, mens sidste del af bogen omhandler de praktiske konsekvenser, som teoriens udvikling får for en behandlingsmetode, i dette tilfælde for den jegstrukturerende psykoterapi. Særlig vægt er lagt på argumenternes klarhed, og det har været intentionen at begrænse flertydighed. Teksten kan derfor forekomme den uindviede læser ganske krævende, men bliver på den anden side lettere at gennemgå kritisk, idet eventuelle fejl og misforståelser fremstår tydeligt, uanset om de findes i forudsætningerne eller i tankegangen. Rigelige henvisninger til andre tekster, såvel i noteform som længere citater i bilag, gør det også muligt for læseren selv at tage stilling til bogens påstande og konklusioner.

Den behandlingsteknik, som er beskrevet i bogen, har vist sig at være klinisk effektiv, men effekten er dog endnu ikke undersøgt i et større materiale. Noget, som givetvis bør ske, inden teknikken spredes uden for en snævrere professionel kreds.

Forord til 2. udgave

I denne anden udgave er der foretaget mange små ændringer for at gøre teksten mere klar og letlæselig. Desuden er kapitlet om Fadernavnet udvidet, da det er blevet mere og mere tydeligt, at dette begreb bør have en central plads i psykoterapiens strategi.

1991

Oversættelsen til dansk er udført af Harald Villemoes i samarbejde med forfatteren. Ragna Iversen har korrekturlæst oversættelsen. Sven Villemoes har med sin gæstfrihed muliggjort forehavendet.

Juli 1993