Narcisismen

Narcissisme er termen for jegets relation til sine objekter, som på sin side udformes af jeget selv. Narcisismen er altså jegets produkt og fungerer som drivkraft helt afhængig af jegets struktur. Når verden ser så forskellig ud for neurotikeren og psykotikeren skydes det, at jeget og narcissismen er så forskellige for dem. Psykotikerens narcissisme er primær, hvis den overhovedet findes, og neurotikerens sekundær. Den primære narcissisme er en passiv tilpasning til en andens interesse, hvor jeget tager form efter den andens billede gennem en efterlignende indstilling. Den primære narcissisme er nemlig ‘autoerotisk’ og styrkes derfor gennem en andens interesse. Det følger også heraf, at psykotikeren kun kan være objekt for en person ad gangen. Der findes så at sige ingen lagringskapacitet for forskellige identifikationer. En anden konsekvens bliver, at psykotikeren holder med den, han senest har mødt. Man oplever det som, at det ikke går at aftale noget med en psykotiker. Det, man aftalte, udviskes for psykotikeren i mødet med næste person, som vil indprente ham noget. Det betyder ikke, at psykotikeren er svigefuld, men at han i sin struktur savner mulighed for at registrere og organisere sideløbende forpligtelser. Når flere personer er engagerede i plejen af en psykotiker, bliver situationen for denne forvirrende og for plejepersonalet bliver den dominerende oplevelse ofte den, at ingenting fungerer særlig godt.

Den sekundære narcissisme er derimod præget af subjektets sproglige strukturering. Manglen og dens komplettering vil dominere over efterligningsbestræbelserne, idoliseringen erstattes af idealisering. I og med den sproglige strukturering bliver også tiden effektiv og idealet kan dermed tilhøre en anden tid end subjektet og der kan sørges. Idealiseringen endebærer en (i princippet uudtømmelig) interesse for den idealiserede anden, mens en sådan interesse mangler i den primære narcissisme.

Ofte fungerer end ikke den primære narcissisme hos psykotikeren, den må fremarbejdes under indledningen af behandlingen. Den fører til en idolisering og ikke til nogen form for forelskelse, derimod får den en formende indvirken på psykotikerens kropsskema gennem identificeringen med den gestalt, som er terapeutens objekt. I overgangen til den sekundære narcissisme opstår udover forandringen fra efterligning til komplettering en omlægning af positionerne. Nu identificerer klienten sig imaginært med sit billede og idealiserer fra denne position den anden som bærer af klientens egentlige jeg. Heraf Syrus’ udsagn: Aliena nobis, nostras plus aliis placent (Andre synes bedst om vort, vi om andres). Relationen mellem jeget og dets objekt er således omlagt, og det sker, når den sproglige struktur træder i kraft. En sådan dialektisering kan kun tænkes forårsaget af sproget, som er den eneste kendte primære dialektiske struktur. Dialektisk skal her forstås i ordets oprindelige betydning, nemlig hvis man vil vide, hvad et ord betyder, så må man læse næste ord, eller på det menneskelige niveau: “Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”.

Disse stadier i narcissismen spejler trinet i subjektets sproglige strukturering og de udgør vigtige milepæle i den jegstrukturerende psykoterapi.