II Jeget og Narcissismen

 

Jeget er en del af menneskets eksistentiale struktur. En eksistential struktur er en indretning, som formidler eksistensen; det vil sige at den giver reglerne og formerne for eksistensens forskellige udtryk, hvilket blandt andet indebærer, at mennesket altid eksisterer som noget og på en vis måde. I den eksistentiale struktur svarer jeget for eksistensens form, mens subjektet i første række har tilknytning til eksistensens regler.

En tennismatch (single) kan bruges som en simpel illustration. Matchen udspiller sig på et plan med bestemte mål og i overensstemmelse med bestemte regler. Spillerne forsøger hver for sig at udlede den anden spillers strategi for at kunne udmanøvrere sin modstander. I denne hensigt må spillerne identificere sig med hinanden, og de bolddueller, som huskes bedst, fremkommer, når det lykkes spillerne at tænke ens og derfor intuitivt placere sig korrekt og returnere bolden igen og igen, indtil den ene fejler af ren træthed.

Tennisspillernes optræden under matchen følger visse regler, nemlig reglerne for tennis. Hvis man som tilskuer ikke kendte reglerne, ville man faktisk kunne udlede dem udfra spillernes og officials fremtræden, og man havde derved udledt en del af tennisspillets eksistentiale struktur. Det man derimod som tilskuer ikke kan udlede er, hvorfor spillerne overhovedet spiller. For tennisspilleren får den enkelte match sin tiltrækning og dramatik ud fra spillerens personlige verden og historie, og det er der det afgøres, hvor vigtig en sejr eller et nederlag er. Derimod er det jeget, der udformer det konkrete spil, som afvejer den personlige ambition med modstanderens dygtighed og taktik, og som føler stolthed over vellykkede bolde og skuffelse over de tabte. Modstanderen, jegets modpol, må hele tiden tages med i beregning, idet modstanderen i lige så høj grad er en betingelse for matchen, som jeget selv.

Tennisspillet styres således dels af spillets regler, og dels af et jeg, som udformer reglernes aktuelle brug.

Eksemplet udpeger jegets dobbelte konstruktion, et forhold som tidligt er erkendt af såvel jeg-psykologer som fortalere for objektrelationsteorien. Termer som ‘dyade’, ‘symbiose’ og ‘narcissisme’ vidner herom. At jeget og det dertil hørende objekt udgør et strukturelt par, som ikke kan reduceres til sine dele, fremhævedes allerede af Freud 1, og i årene 1953 – 1955 videreudviklede Lacan i sine seminarer forbindelsen mellem jeget og dets objekt. I bilag I findes et eksempel på Lacans opfattelse.

En indgående forståelse af jegets teori er en forudsætning for en rationel jegstrukturerende psykoterapi, for som Blanck & Blanck 2 skriver, så beskæftiger en ‘meget større del af behandlingen, undertiden hele behandlingen, sig med jeget, når det gælder ikke-neurotiske strukturer.’

Præcis som dets sproglige udtryk, kan jeget ikke skilles fra sit ‘du’, det er opbygget som en dipol. Dipolens ‘du’ og ‘jeg’ udgør et par, som har specielle forbindelser med hinanden, og som ikke bør behandles hver for sig. De vigtigste forbindelser mellem ‘du’ og ‘jeg’ er et ‘enten – eller’ og et ‘hvis – så’. Tidligt i jegets udvikling har relationen mellem polerne karakter af et enten – eller, hvilket præcis som i en tennismatch indebærer, at hvis den ene vinder, så taber den anden. Det kan blive en trussel på eksistensen for den part, der er ved at tabe. Man kan se effekten af dette hos små børn, når de spiller spil med nogen. Taber de, bliver det en eksistentiel krise for dem. De ‘tåler’ ikke at tabe. De kan heller ikke klare at være i en gruppe, hvis de ikke får forrang for de andre. At underordne sig som almindeligt gruppemedlem indebærer tab af eksistens for det lille barns jeg. Barnet bliver derfor forstyrrende med det formål at ‘vinde’ eksistens gennem opmærksomhed, eller det bliver ‘deprimeret’ af at blive berøvet eksistens.

Tidligt i sin udvikling befinderjeget sig således i en duel-situation i forhold til sin anden pol. Dette fænomen kan også iagttages hos mere udviklede personer, når de skal interagere uden at kunne tale med hinanden, for eksempel i trafikken, hvor det let bliver til en konkurrence om position og fortrin.

Senere udbygges jegets polarisering med et implikativt ‘hvis – så’, som forbinder de to modpoler som to sider af samme mønt, hvor den ene side ikke kan eksistere uden den anden. Når man slår plat og krone for at afgøre et valg, bliver det tabene alternativ truet på sin eksistens, det forkastes, mens mønten kan vise den ene eller den anden side, uden at nogen af dem går tabt. På samme måde som med mønten implicerer 3 jeget og dets anden 4 hinanden hos det mere udviklede barn. Et sådant barn kan deltage i kammeraternes sejre og fødselsdage uden selv at tabe ved det. Det bliver i stedet en fælles fest, hvor ingen er udenfor. Man ser da jeget og dets anden (‘du’ og ‘jeg’) som polariteter, som implicerer hinanden som dialektiske polariteter. I dette sidste tilfælde er jeget stadig spaltet, men det kan finde samme (eller større) tilfredsstillelse ved den andens (vennens eller fjendens) fremgang eller modgang. Det, som overgår den anden, angår lige så meget jeget på grund af, at polariteten er implikativ. Det er denne implikation, som er årsagen til det, som kaldes projektiv identifikation, som er et vigtigt trin i den sociale udvikling. I bilag 3 findes en udførlig gennemgang af begrebet implikation.

I jegets udvikling fra ren polaritet til et jeg, som er en dialektisk polaritet, sker også en omvending af polerne. For at kunne anskueliggøre dette er man nødt til at komme ind på narcissismen. Det er nemlig jeget, der giver narcissismen dens udformning, hvilket får som følge, at jegets forhold til sit objekt er narcissistisk.

Men først skal jeget udvikles, og fra starten findes en enhed, som kan ses som et forstadium til jeget, et ‘urbillede’, som opstår i subjektets forhistorie, inden fødslen. Siden sker en trinvis udvikling, som giver narcissismen dens senere form, noget som samtidig inddrager omverdenen og gør den interessant på en måde, som ikke ses ved psykoser eller hos det nyfødte barn. Som en illustration til overgangen fra den primære narcissisme, den der forekommer i forbindelse med det nævnte urbillede, og til den mere udviklede, den sekundære narcissisme, kan narcissusmyten anvendes.

Ovid fortæller 5:

:/ …… Narcissus, en køn yngling på 16 år, var i færd med at jage dyr ind i sine net, da nymfen Echo fik øje på ham. Echo kan ikke selv tage ordet, men hun kan på den anden side heller ikke være tavs, når andre taler. Hun vil gerne tale med Narcissus, men når han råber på sine kammerater, som han er kommet bort fra, kan hun kun gentage slutningen af hans sætninger. Echo sygnede hen af ugengældt kærlighed, så til sidst var kun stemmen tilbage. Hun gemmer sig i skoven og ses aldrig, men hendes stemme består og kan fremkaldes af enhver.

Imidlertid har en anden yngling, hvis forelskelse Narcissus havde latterliggjort, bedt til himlen om, at også Narcissus måtte blive forelsket uden at kunne vinde objektet for sin kærlighed. Han bønhørtes af gudinden Nemesis.

Fortsættelsen (frit efter Ovid):

En kilde klar, glødende som sølv
Hvor hverken hyrde eller skovens dyr
Ej fugl eller nedfalden gren
Har oprørt vandspejlets ro

Omkring kilden frodigt græs og træer
Beskytter mod solen og giver svale
Her drengen engang hviler ud -,
Og hed af jagten bøjer sig at drikke.

Da fødes i ham anden tørst
Han bjergtages af sin egen skikkelse
I kærlighed til en forgæves drøm
Ser han forundret på sit billede.

Urørlig, stiv som en statue
Begærer han sig selv, og forfører
Sin kærlighed og bærer
Ved til eget bål. /:

Narcissusmyten anskueliggør narcissismens problem og kan anvendes som hukommelsesstøtte. Et problem er at Narcissus genkender sig selv i skovsøen, selvom det er første gang, han ser sig selv. At billedet giver en oplevelse af indsigt, af et fund, tyder på, at Narcissus har søgt sin egen skabning, inden han mødte den. Et andet problem er, at Narcissus stadigvæk fascineres af sit eget spejlbillede. Han burde være inde i en periode i sit liv, hvor denne fascination bliver blandet med sin modsætning – skuffelsen. Han burde have flyttet sin interesse over på andre. At dette ikke er sket, bliver Echos skæbne. Eftersom Narcissus ikke så hende – og altså ikke søgte sig selv hos hende – sygnede hun hen og blev usynlig og fandtes kun som en initiativløs stemme.

Disse to delproblemer – genkendelsens fascination, som Freud kalder ‘verliebtheit’, og søgningens dialektik – er udtryk for jegets funktion. En funktion som udvikles parallelt med udviklingen af seksualiteten udfra det primære udviklingstrin, som Freud kaldte autoerotisk.

I hermeneutikkens terminologi betegnes narcissismens samlede indvirken som objektets tematisering. En tematisering er noget, som får objektet til at træde frem mod baggrunden, som er den ikke-tematiserede omgivelse. Det er den effekt, narcissismen får på bevidstheden. Narcissismen tematiserer bevidsthedens objekter, gør dem attraktive eller skræmmende, men den opfinder dem ikke. Ved psykose mangler objektets tematisering. Omgivelserne vækker ingen interesse. I stedet hjemsøges psykotikeren af oplevelser, som er løsrevne fra omgivelserne, og som dukker op uden varsel.

Jegets tematiserende funktion opdager vi bedst, når omgivelsernes objekt ikke kan leve op til vore forventninger. Hvis man for eksempel en sommerdag er på biltur og beslutter sig for at standse og spise frokost – og derfor begynder at lede efter et passende sted – da forkastes den ene mulighed efter den anden; der er for meget skygge eller for snavset, der er allerede optaget, og det sted er for tæt ved vejen. Situationen afslører, at vi leder efter en plads, som passer for den skabning, som Narcissus mødte i skovsøen, for vort jeg-ideal, som kræver perfekte omgivelser.

I Per Gunnar Evanders bog ‘Mandagene med Fanny 6’ findes på side 33 en lille scene. Robert og hans hustru Gudrun har svært ved at nå hinanden. Robert får en del bebrejdelser for sit drikkeri, hvilket får ham til at længes efter mere forståelse, hvilket han har svært ved at formulere o.s.v.:

‘. . . Til sidst smider Robert i hvert fald avisen fra sig på sofaen mellem de to lænestole. Han går nogle runder i rummet, han standser og ser på sofaen og lænestolene og synes, at hele møblementet er meget grimt og nedslidt … ’

Møblerne ser pludselig ud som brugte møbler, ikke som dele af det hjem han har sammen med Gudrun. En tematisering er forsvundet. Men møblerne er stadig objekter med klar tilknytning til mennesket, til formen på dets krop.

Den primære narcissisme, som ikke er dialektisk, har forbindelse med kropsbilledet, mens den senere, den sekundære narcissisme, er knyttet til noget hos den anden (mennesket), som kompletterer billedet og gør det til en helhed. Efter den dialektiske omvending af det udviklede jeg, lokaliseres kropsbilledets perfektion til den anden. Det er blandt andet derfor, en nærtståendes lidelse kan virke mere truende og gøre mere ondt end en skade på egen krop.

Hvis den første narcissisme ikke fungerer, så kan kroppen heller ikke blive en funktionel helhed. Kroppen savner da sin ‘gestalt’ – sin skabelon 7. Selvom det anatomiske øje sidder, hvor det skal sidde, kan dets funktion befinde sig på et andet sted, og personen kan føle sig udspioneret af sit eget blik. Eller aflyttet af sin egen hørelse. På samme måde holdes kroppens forskellige åbninger ikke adskilte. Væmmelse forbindes med spisning, ligesom denne kan erotiseres, som eksempelvis hos anorektikere og bulemikere.

Normalt er kroppens rum af en anden beskaffenhed end rummet uden for kroppen. Inden i kroppen glider de forskellige dele ind i hinanden uden klare grænser, så kropsbevidstheden bliver mere almen og funktionel. Den anatomiske krop med sine forskellige organsystemer, er en medicinsk arkefakt, som ikke har nogen spontan repræsentation hos mennesket. Den anatomiske krop er derimod opbygget som rummet uden for kroppen, hvor delene grænser op til hinanden, og hvor en sammenblanding af dele som eksempelvis lever og dybe rygmuskler er utænkelig.

Savnes en skabelon for kroppen, kommer denne i stedet spontant til at opfattes efter samme princip som den anatomiske krop; som løst sammensatte dele, selvom opdelingen naturligvis ikke følger den anatomiske videnskab.

Børn, som endnu ikke har tilegnet sig en gestalt for kroppen, har svært ved at koordinere deres bevægelser og svært ved at bedømme afstand uden synets hjælp 8. Disse børn kaldes ofte MBD-børn 9. Den ukoordinerede krop stiller mindre krav til hjernen, som derfor hos disse børn bliver forsinket i sin udvikling, hvilket kan påvises med specielle undersøgelsesmetoder.

Den primære narcissismes gestaltfunktion gør kroppen til en fungerende helhed, hvor delene samarbejder som instrumenterne i et orkester, og man kan sammenligne gestalt-jeget med partituret. Dertil kommer, at denne gestalt projiceres ud i omgivelserne og gør verden til en ‘menneskeliggjort’ verden, en verden som opfattes udfra sin fremkommelighed og anvendelighed for mennesket. Som kontrast hertil kan man antage, at fuglene opfatter helt andre aspekter af verden. Som Narcissus’s eksempel viste, giver synet af den menneskelige gestalt grund til fascination, ja endda passion, hvilket understreger, at denne gestalt både var forventet og projiceret.

Den sekundære narcissisme tilhører det udviklede jeg. Dens vigtigste ‘symptom’ er den anden, også kaldet jeg-idealet. Der er ikke længere kun tale om en gestalt, et billede, men om en forbedring af billedet, om dets perfektion. Det, som skal komplettere, er ikke synligt, og alligevel repræsenterer det jeget bedre, end jeget selv gør. Teenageren, som ser sig i spejlet, ved, at hans egen mening om udseendet er sekundær i forhold til den andens mening. Ved køb af tøj tilskrives en ledsagende vens mening en afgørende betydning. Den anden udgør en vigtig og sandere del af jeget og fungerer som dets usynlige dobbeltgænger, dets ‘bedre jeg’.

I følgende skema markerer 1 det primære gestalt-jegs funktion. Den funktion, som organiserer kroppen og dens funktioner til en samlet helhed. Til venstre for skillelinien mangler denne funktion, og kroppen er fragmentarisk, og dens funktion spredt. 2 markerer overgangen til den sekundære narcissismes funktion og idealjegets fortrængning og forvandling til jeg-idealet.

Figur 1


Skillelinierne markerer bratte overgange mellem forskellige funktionsniveauer for jeget. Den primære narcissisme indtræder ved (1) og den sekundære ved (2). Til de tre forskellige niveauer hører tre forskellige typer af verdener. Jeget er nemlig korreleret med verden, de er to sider af samme sag. Ordet ‘verden’ anvendes her i fænomenologisk betydning på samme måde som i ‘teknikkens verden’ og ‘kunstens verden’. Verden er den måde, hvorpå tilværelsen manifesterer sig. Til venstre for (1) er jeget direkte involveret i alt, hvad der foregår. Jeget er hændelsernes centrum, det er ansat af magterne. I gamle dage var det onde ånder og trolddom, som påvirkede. I vor tid er det massemediernes effekt, psykotikeren ikke kan værge sig imod.

Mellem (1) og (2) er verden stabiliseret som jegets modpol. Verden er gennemskuelig og forståelig. Ting og sager er, som de er og ikke mere. Selvom dette er en meget roligere tilstand end den foregående, så indebærer det ingen tematisering af verden, som derfor ikke er særlig tillokkende, og det har for eksempel ingen større mening at flytte hjemmefra eller vælge erhverv. Gør man det alligevel, er det på grund af forældrenes pres, ikke for at man har synderlige forventninger.

Anderledes forholder det sig til højre for (2). Her er verden blevet spændende og fuld af muligheder, undertiden også skræmmende. Fortrængningen og forvandlingen førte til, at jeg-idealet forsvandt ud af synsvidde, men det lurer rundt om hjørnet og udøver en dragende kraft. Det findes, men kan ikke direkte fattes af jeget. Det er enten noget, som kan genfindes eller noget, som er mistet. I den forrige verden gjaldt først og fremmest ens egen mening, i denne seneste bliver derimod hensynet til den andens mening styrende. Verden har fået en semantisk resonans, et skjult indhold, som gør at den er andet og mere end det iøjnefaldende.

Den skitserede trinvise strukturering af jeget kan synes overdrevet spekulativ og konstrueret, men det forholder sig faktisk sådan, at man i forløbet af en traumatisk krise tydelig ser de forskellige trin. I chokfasen er verden som til venstre for (1), i reaktionsfasen er verden derimod sammenhængende men grå, bogstavelig talt uden mening. Til højre for (2) modsvarer kriseforløbets bearbejdnings- og nyorienteringsfase. Håb og interesse begynder at komme tilbage som tegn på, at verden igen får semantisk resonans og tiltrækning.

I næste kapitel skal struktureringen sammenkobles med visse aspekter af udviklingspsykologien, som giver en anden vej til forståelsen.

  1. S. Freud: Massenpsychologie und Ich-analyse, 1921, og
    S. Freud: Trauer und Melancholia, 1917.
  2. Blanck & Blanck: Borderline – teori og behandling, p. 33, svensk oversættelse Philippa Wiking, Wahlström & Widstrand, Stockholm 1976.
  3. John Lyons, Semantics, Vol. 2, p. 636 – 718, Cambridge University Press, 1977.
  4. Jegets modpol kaldes ‘den anden’ som i talemåden “en anden en”.
  5. Efter Michael Grant: Mythes of the Greeks and Romans, Mentor Book 1962, New York.
  6. Per Gunnar Evander: Måndagarna med Fanny, Aldus 1975.
  7. Jacques Lacan: Le stade de miroir comme formateur de la fonction du Je, Écrits, Seuil, Paris 1966.
  8. Birgit Rösblad: Barns förmåga att styra handen när de inte ser den. Rapport för kurs i forskningsmetodik inom vårdområdet, Inst. f. vårdlärautb. Umeå universitet 1987.
  9. MBD: Minimal Brain Damage, organisk psykosesyndrom, en betegnelse, som benyttes om børn med motoriske vanskeligheder.