Den ydre ramme

Psykoterapi er en anden type virksomhed end psykiatri og socialtjeneste. Menneskesynene er forskellige, kravene til de omgivende ressourcer ligeså. Psykoterapiens instrument er samværet og det talte ord. Disse er derfor genstand for indgående refleksion og løbende granskning. Øjeblikkets teknik styres i den jegstrukturerende psykoterapi af en præcist planlagt proces med regler, som bestemmes af klientens struktur, og som derfor nærmest ikke kan forhandles. Kun ved at holde sig til retningslinierne kan man forvente, at en sådan indirekte manipulation af en central sproglig funktion kan få denne til at træde i kraft og endelig få den til at lokalisere sig der, hvor den hører hjemme, nemlig i klientens historie. Det er ligeledes gennem en strikt anvendelse, at man kan afsløre de svagheder i teorien og teknikken, som følgelig kan føre frem til en revision af disse.

Den ydre ramme har til formål at fremme hele forehavendet. Psykoterapien skal have egne lokaler, så både terapeut og klient skal flytte sig fra deres hverdagsagtige omgivelser. Kun derved får man effektiv hjælp til at omstille sin tankegang og koncentrere sig om den forestående opgave. Man skal have fast lokale til sessionerne, så klienten kan tilbydes samme tid og sted de aktuelle 2 – 3 gange om ugen, det drejer sig om. Sessionernes længde afgøres af terapeuten. Det almindeligste er 20 – 30 minutter, og det afhænger helt enkelt af terapeutens udholdenhed. Under størstedelen af terapien er det terapeuten, der står for initiativ og idéer, og ikke mange kan klare at bevare inspirationen i 45 minutter. Der findes ej heller nogen observationer, som tyder på, at flere minutter giver bedre resultat, mens det på den anden side må forventes, at der findes en nedre grænse, men hvor den går er uklart.

Man sidder ved et mindre bord, næsten ved siden af hinanden med en god stolsbredde imellem sig. På den måde kan man ane hinanden i det perifere synsfelt, og man fristes ikke til at se direkte på klienten. Øjnene er vort mest betydningsfulde kontrolorgan, og med blikket udøver vi magt over vore omgivelser. Blikket lokker også til polarisering ved at fokusere på personen i stedet for på den sproglige realitet. Terapeuten skal ikke tale til klienten, men i tredje person brodere en dug, der anskueliggør et sceneri. Derigennem kommer deltagerne til at dele syn og indgå en intellektuel symbiose, og derved underkastes de samme vilkår, og begge lever sig ind i situationen.

Klienten skal sidde nærmest døren. Psykotikere er allergiske for trusler på deres autonomi, de befinder sig bedst, når de kan stikke af, hvis nogen skulle begynde at tale til dem på en polariseret måde. Bordet er der af og til brug for, anskueliggørende materiale som for eksempel en kalender kan placeres der, når man skal planlægge pauser og afslutningen. I øvrigt kan alt materiale ses som en hindring, det er det talte ord, der skal have hovedrollen. I rummet må der ikke være noget ur, og fra og med arbejdsfasen skal terapeuten undlade at bære armbåndsur. Til rammen hører også, at man afstår fra at påbegynde en terapi lige inden en længere pause, og hvis man alligevel gør det, må man regne med i et vist omfang at måtte begynde forfra efter pausen. Det indebærer, at man skal kunne planlægge en uforstyrret narcissistisk fase, hvilket som oftest kræver tre måneder. Ved perversion eller fortrængte krisereaktioner er en måned som regel tilstrækkelig. Går man frem på denne måde, behøver man sjældent at ty til de besværlige rutiner med en afløser i forbindelse med pauser, i stedet kan man udnytte pauser til en delegering, hvor man lader klienten bestemme hvilken gang, der skal være den sidste inden pausen, og hvilken, der skal være den første efter pausen.

Sidst men ikke mindst bør man have afklaret hvor terapien befinder sig i forhold til hele behandlingsprogrammet, hvem, der har ordineret terapien, hvem, der er den patientansvarlige læge, og hvem der tager sig af klientens omsorg inklusiv alle spørgsmål vedrørende medicinering m.v.

Copyright (c) 2016 - harald Villemoes - harald(at)villemoes.dk