Psykosens struktur

Psykosen er ikke uden struktur, men dens struktur er enkel og ustabil. Psykotikeren identificerer sig med S₁ (den første ikke-verbale signifiant, moderens begær). Konsekvensen af denne identifikation er ahistoricitet og selvtilstrækkelighed. Det skulle egentlig medføre en relativt behagelig, om end begivenhedsløs, tilstand. At det ikke får denne konsekvens skyldes det ubevidste, som taler til os alle, også til psykotikeren. De psykotiske symptomer er med autisme som undtagelse svar på det ubevidstes angreb. Ikke mindst involverer plejen den psykotiske i det ubevidstes kraftfelt med sin omsorg og sine gode intentioner. Det medfører, at når man beslutter sig for at påbegynde psykoterapi med en psykotiker, så griber man ind i en allerede kompliceret og vanskelig håndterlig situation. Det er derfor vigtigt, at man omsorgsfuldt organiserer terapien og sine mellemværender med klienten. Udover organisatoriske faktorer, som beskrives senere, indvirker psykotikerens struktur både på planlægningen af terapien og på måden, hvorpå møderne udformes, ikke mindst måden at tale på.

Den ufuldstændige sproglige strukturering ved psykose har altså store praktiske konsekvenser på flere niveauer. For det første konfronteres man som terapeut med vanskeligheden af, at de personlige pronominer ikke fungerer som shifters i samtalen. I sædvanlig samtale er disse funktioner underforståede, jeg taler med dig om ham, hende, den, det. Samtalen forbliver struktureret i overensstemmelse med disse positioner, selvom de talendes indplaceringer skifter plads nu og da.

Shifters er en af fire forskellige typer af forbindelser indenfor sprogsystemet, som Roman Jakobsen skelner imellem. Desuden kan man identificere to hovedfunktioner i sproget, nemlig kode og budskab. Forbindelser indenfor koden kan være egenavne, som er kode om koden. Denne indbyggede forbindelse i koden gør, at egenavne ikke oversættes mellem forskellige sprog, det er kun stavningen, som varieres. Dette hjalp Champollion til at løse hieroglyffernes kode i begyndelsen af 1800-tallet. Cleopatra hedder Cleopatra på alle sprog, så egenavne kunne identificeres på Rosettastenen, som er en sten med tekst skrevet både med hieroglyffer og med græske skrifttegn. Stenen blev fundet i den egyptiske by Rosetta af en officer i Napoleons armé.

Egenavnets vigtigste funktion er at erstatte objektet. Ordet ‘Johan’ anvendes, når Johan ikke er tilstede, i omtale eller når man vil kalde på ham, eller hvis man vil ignorere ham. På den anden side – hvis man glemmer egenavnet, så trænger objektet sig på. En melodi, hvis titel man ikke kan huske, vedbliver at trænge sig på; hvis man så senere med eller uden hjælp kommer i tanke om hvilken melodi, det er, da ophører dens påtrængenhed.

Forbindelser indenfor budskab er citat. Men man kan ikke citere nogen tilstedeværende. For at citere må man holde citatets forfatter borte ved hjælp af egenavnet. Hvis nu Fadernavnet, alle navnes fader, er forkastet, så kan man ikke citere. I stedet bliver man citatets indhold. Citatet degenererer til befaling.

I moderens tale til sit barn forekommer loven som forbud ‘du må IKKE …’. Forbud er lovcitat, og loven er egentlig blot citat uden forfatter. Men hvis nogen opfattes som forfatter, så bliver vedkommende en imaginær autoritet, for barnet er det den imaginære fader, som inkarnerer autoriteten og Fadernavnet. Forekommer der ikke citat i moderens tale til barnet, da bliver i praksis moderens vilje enerådende, og så foreligger en situation, som kan lede til en forkastelse af Fadernavnet og en ufuldstændig udvikling.

Forbindelsen kode-budskab udgøres af shifters, som lokaliserer budskabet i relation til koden og de involverede. Disse forbindelser kaldes også deixisfunktioner af det græske ord for ‘udpegende’. Endelig er budskab om koden det samme som definitioner. En hund er et tamdyr, som …, altså autonome udsagn om koden. De sammenfattes i Lacans graf som i sin første udformning havde følgende udseende:

Grafen medtages her for at vise en af de mere konkrete forbindelser mellem den nyere lingvistik og Lacans reformulering af det psykoanalytiske subjekt. Grafen organiserer et kredsløb, hvor signifianterne står i forbindelse med kodens plads. Betegnelsen for denne plads ændrer Lacan snart til A (den Anden med stort A), signifianternes skat.

Hvis man skal forstå psykosens grundlæggende problem, må man nøje undersøge forbindelsen mellem S₁ og S₂, det problem som Freud satte i forbindelse med urfortrængningen. Den aktuelle formulering af urfortrængningen er udviklet langt, hvilket på den ene side gør læsningen vanskelig, mens det på den anden side er kærnepunktet en rationel psykosepsykoterapi. Dele af den udlægning, som følger, er hentet fra Essais sur la topologie lacannienne af Marc Darmon (1990), S. 333 ff.

Lacan formulerer forbindelsen mellem signifianterne i overensstemmelse med mængdelærens ordningsbegreb. Han benytter begrebet ‘det ordnede par’. Mængden c, hvis eneste element er a og b, skrives {a,b}, og hvis a er forskellig fra b, er mængden c et par. Har man to mængder a,b, så udgør mængden {{a},{a,b}} et ordnet par. Det ordnede par sætter en af mængderne i relation til relationen mellem den første og den anden mængde. Et eksempel på ordnede par er bogstavkombinationer, endda selvom det drejer sig om samme bogstaver, idet konteksten er forskellig, når positionerne er det (ud / du). Uordnede par kan for eksempel være et par fugle.

Da signifianten i sig selv ikke er andet end en forskel i forhold til en anden signifiant, bliver det ordnede par interessant, når man kan se relationen, forskellen, som en signifiant. Med Lacans skrivemåde bør man i relationen mellem en signifiant og en anden signifiant erstatte A med det, som denne instans faktisk er, nemlig signifianten for den mængde, der udgøres af forbindelsen mellem S og A.

bliver til

Hvor A på ny kan udbyttes med den relation, som A repræsenterer. Denne uendelige række kan anskueliggøres af cirkler, som indeholder andre cirkler.

Cirklen, som indeholder A, udhules straks af en ny cirkel, og der findes ingen slutning på denne proces, intet absolut A. Den ufattelige karakter af A markerer pladsen for urfortrængningen, og objekt a fremkommer ud af denne uendeligt gentagne struktur ligesom netop årsagen hertil, nemlig den evige rest.

I seminaret D’un autre à l’Autre giver Lacan en eksakt matematisk udformning af relationen , mellem signifianten en og det at vide.

For at få en forståelse af problemet kan man få stor hjælp af Russels paradoks: Bør mængden af alle mængder, som ikke indeholder sig selv, indeholde sig selv eller ej ? Hvis den ikke indeholder sig selv, er den ufuldstændig. Hvis den indeholder sig selv, er den i konflikt med sin egen definition, idet den indeholder en mængde, som indeholder sig selv. I mængdelæren modsvares ikke af nogen mængde. Lacan påviser trin for trin det absurde i teoremet ved at definere selve signifiantens væsen, altså eksakt på det område som forkastes af mængdelæren.

Eksisterer der en Anden, en mængde af signifianter, således at de alle henfører til en anden signifiant ? Kan subjektet med andre ord sublimeres, så det bliver inkluderet i denne mængde ? Et det tænkeligt, at man på denne måde kan forene de to delmængder (signifianter og en anden signifiant) til en eneste mængde ?

Hvis man antager, at A, den Anden med stort A, indeholder signifianterne som repræsenterer subjektet for en anden signifiant, da stemmer disse signifianter overens med det vilkår, at de ikke er delelementer af sig selv, idet de obligatorisk henviser til en anden signifiant, som betegnes S₂. Er denne S₂ et element af sig selv ? Hvis den er, er den ikke i overensstemmelse med definitionen af en signifiant. Er denne S₂, som ikke er et element af sig selv, så en del af A ? A, som bør omfatte alle mængder, der ikke omfatter sig selv, bør jo inkludere S₂, men hvis S₂ udgør en del af A, så omfatter den sig selv, netop det, som skulle afvises.

I termer af Russels paradoks: A er signifiant for mængden af signifianter, som ikke henviser til sig selv men til en anden signifiant S₂, – indgår S₂ i A eller ej ? S₂ beholder altså en udenfor-position.

“Dette betyder helt præcist, siger Lacan, at i sin yderste konsekvens kan subjektet ikke universaliseres, at der ikke findes nogen påstand, end ikke i form af dette, at signifianten ikke i sig selv er et element, at det, som definerer signifianten, skulle være en dækkende definition vedrørende subjektet“. “Desuden viser dette ikke kun, at subjektet slet ikke findes i den Andens område, men også at det, som kan blive punktet, hvor det udpeger sig som subjekt, er et punkt, som kan siges at være ‘udenfor’ den Anden, udenfor diskussionens univers” (D’un autre à l’Autre.)

Hermed illustreres det, som Lacan senere betegner som subjektets ‘ex-sistens’, altså den plads, på samme tid udenfor og indenfor, som gør det muligt for subjektet at under navnet ‘Jeg’ få det budskab tilbage, som kommer fra den Anden i omvendt form, et budskab som først giver sig til kende udfra den Anden som et imperativ “Du…”. Længere fremme i seminaret anvender Lacan visse begreber fra mængdelæren for at introducere det, kan kalder ‘en-til‘. Han påpeger her, at inskriptionen af det forenende træk (trait unaire), altså af 1 i den Andens område, i denne Anden opfattet som en mængde bestemmer delmængder, dels delmængden 1, dels en tom delmængde. Det handler igen om det ordnede pars funktion. Mængden af dele i en mængde overstiger altid antallet af elementer i mængden, hvis man har en mængde med et element, må man medregne den del, som udgøres af nulelementet. Således kan de to signifianter S₁ og S₂ reduceres til en og samme een, på den betingelse at man pointerer at denne een indskrevet i den Anden får det tomme element til at dukke op, det som Lacan kalder en-til. Hullet er selv pladsen for en ny inskription af 1, som straks efterfølges af et nye element; faktisk forbliver nulelementet hele tiden det samme, og denne en-til er netop den anden, som den Anden behøver for at kunne blive denne en-til, som den Anden inderst inde er.

Lacan understreger, at interventionen af den første 1 af S₁ som subjektets repræsentation ikke medfører, at subjektet viser sig som sådant før på niveauet for S₂, den anden 1. Den samme struktur kan gentages i uendelighed, hvilket konstituerer instansen objekt a. Fra det foregående kan man udlede strukturen af det, Lacan i seminaret Ensomme kalder en sværm af S₁.

Hvorfra kommer da S₁ ? Som den repræsenteres i formlen: en signifiant S₁ repræsenterer et subjekt for en anden signifiant S₂, så S₁ er en signifiant, som er udset til mastersignifiant, og relationen er på en måde en modulær relation, som gælder generelt for signifiantens funktionsmåde. Det er faktisk ud af gentagelsen af 1, altså udfra S₂, at det bliver muligt at udlede eksistensen af 1, S₁, det vil sige bagud. Gentagelsen af S₂ indfører nødvendigheden af en tredje signifiant. At der ikke findes nogen begrænsning af viden i S₂, at denne S₂ altid forskydes udenfor en afgrænset plads skrives af Lacan som , som på sin side står i forbindelse med urfortrængningens hul.

Vi skal illustrere dette med billedet af cirklerne indeni hinanden.

Det fremgår, hvordan disse cirkler forøges i det uendelige, idet der indeni enhver cirkel fødes endnu en cirkel, som forvandler det, der var indeni, til et nyt ydre. Denne gentagelse organiseres omkring en kant, nemlig urfortrængningens hul, og dette hul er selve pladsen for objekt a.

Som tidligere beskrevet kan den indre cirkel identificeres med den yderste, og man får da strukturen af en cross-cap. Lacan foreslår i seminaret D’un autre à l’Autre flere muligheder for denne forening af den indre cirkel med den ydre eller for organiseringen af denne kant, som forenes med sig selv. Han fremhæver sågar, at disse topologiske strukturer, fire i alt, sfæren, torus, cross-cap og Kleins flaske, faktisk kan påvises i subjektets forbindelser med den Anden i det reale.

Vi vil fremhæve, at denne transformationsoperation effektuerer en forbindelse mellem urfortrængningens hul og den primære indskrivning af den første S₁. Urfortrængningen udledes af denne nødvendighed af en første bekræftelse, som indstiftes af en første S₁ inden noget som helst subjekt; uden S₂ har denne S₁ ingen mening. Den er rent non-sense. Og dog er det ud fra S₁, at signifiantkæden fødes: man bør altså skelne mellem, hvad S₁ er efter dette indstiftende trin, når den er en del af modulet , og så den primære S₁, som er knyttet til en første, effektiv indskrivningsoperation.

Man kan sammenfatte med en allegori. Først findes stjerner (S₁, en ikke-verbal signifiant ), siden kommer S₂ ( Fadernavnet ) til og gør konstellationen til f.eks. stjernebilledet Vædderen. S₂ er den første verbale signifiant, men den har intet signifié ( intet s2 ), så man ved ikke hvilken betydning, den har, det viser sig først i fortsættelsen ( Sn, Sn+1 … ). Astrologien beskæftiger sig med en sådan udlægning og har i yderste konsekvens magt, penge, lykke og medgang ( objekt a ). Senere er det vanskeligt at forestille sig, hvad S₁ kan have været inden forbindelsen med S₂, det er vanskeligt at se stjernerne uden at ordne dem til stjernebilleder. Man kan sige, at S₂ slår mønt på stjernerne, ved at præge dem indordnes de i et system af regler. Ved psykose mangler denne indvirken af S₂ på S₁. Den jegstrukturerende psykoterapi organiserer denne indvirken, og lader siden den personlige historie blive udlægningen, ligesom den er for os andre. Det, som S₁ er inden alt dette, altså hvad det preverbale er for noget, derom kan man blot gisne.

Når sproget hos psykotikeren ikke er organiseret til en struktur og, metaforens dimension ikke er indstiftet, så deles de verbale hallucinationer ligesom hos Schreiber op i kode og budskab, som ikke forbindes af nogen S₂. I Schreibers hallucinatoriske Grundsprache forekom alle shiftersindslagene, som tvang Schreiber til selv at fylde budskabet på, både med deres krop og tanke. Selv hos tvangsneutorikeren kan man ane disse kodeindslag, som stammer fra en overjordisk tilskuerplads og pålægger denne et ritual, som han i dette tilfælde ikke kan omsætte i ord. Fadernavnet – S₂ – har altså en afgørende funktion for, at signifianterne skal begynde at fungere som signifianter. Denne funktion indstifter et hul, en ulighed, som følgelig genererer objekt a. Dermed ændres også dyadeparret til at blive et ordnet par. Og det er dette sidste trin, psykotikeren og terapeuten gennemfører i jegstrukturerende psykoterapi.

Der sker en yderligere teoretisk udvikling. Fra det ordnede par 1974 til Sinthome og de borroméiske ringe 1975. I seminaret den 18 november 1975, i Joyce avec Lacan, Navarin Éditeur, 1987, siger Lacan følgende ( vedrørende fejlen ved psykose ):

Sækken, som man forestiller sig i den mængdelære, som Cantor har grundlagt, manifesterer sig, den demonstreres, hvis hver demonstration skal demonstrere det imaginære, som impliceres. Denne sæk fortjener at blive betegnet med det tvetydi’ge hos 1 og 0, som er det eneste adækvate grundlag for det, som afgrænser den tomme mængde, den som er vigtig i denne teori. Det er derfor vi skriver den S₁. Den udgør ikke en, men den indikerer i sin egenskab af intet at kunne indeholde, en tom sæk.

En tom sæk forbliver ikke desto mindre en sæk om end en, som man ikke kan forestille sig uden den eksistens og konsistens, som kroppen har, som en sæk, der er hud. Denne ex-sistens og konsistens skal opfattes som reel, eftersom det reelle er at begribe disse, deraf kommer ordet Begriff, som netop betyder det.

Det imaginære viser her sin homogenitet med det reelle. Denne homogenitet beror alene på tallet som binær, 1 eller 0, det vil sige, at det udelukkende støtter 2’eren ved at 1 ikke er 0, at den ex-sisterer i forhold til nul, men har for den sags skyld ingen konsistens. På denne måde bør Cantors teori udgå fra parret, men i øvrigt er mængden noget tredje. Mellem den første mængde og det, der er den anden, findes ingen sammenføjning.

Derfor påvirker dets symbol det imaginære, symbolet som markeres med 2. Ved at indikere, at det er et par, introduceres opdelingen i subjektet, vilkårligt, af det, som faktisk udsiges af det.

…

Det enestående er, at mennesket nok har indset, at symbolet blot er et brudstykke og altid har været det, men det har ikke i al denne tid indset, at dette medførte en enhed og gensidighed mellem signifianten og signifiéet – og som konsekvens, at det oprindelige signifiéet ikke betyder noget, at det blot er et tegn på opdelingen mellem to signifianter og på grund af dette faktum er det ikke vilkårligt i forhold til valget af disse to.

Der findes ingen umpire (voldgiftsdommer), for at sige det på det engelsk, som Joyce skriver, på tale om imperiet, kroppens imperium, som alt andet bærer det mærket af guddommen. Her bekræfter 1 sin frigørelse fra 2. Det bliver blot 3 gennem en imaginær fremdrivelse, noget som gør det påkrævet, at en vilje befaler den ene at antaste den anden uden at være bundet til nogen af dem.

For udtrykkeligt at kunne stille det krav, at hvis man af tre ringe danner en kæde, således at brud på en hvilken som helst frigør en af de andre to, kræves, at man er opmærksom på, at denne kæde var indskrevet i Borroméernes våben. Knuden, som derfor kaldtes borroméisk, fandtes allerede der, uden at nogen derfor følte sig manede til at drage konsekvenserne deraf.

I jegstrukturerende psykoterapi gøres den personlige historie til Sinthome. Fordelen er, at derved indføres hullet 0, mangelen, som funktion. Den personlige historie er nemlig, når den træder i kraft, en kastration, og et tegn derpå er den sorg, klienterne rammes af på et vist stadium af terapien. Mekanismen i denne sammenhæng er klientens identifikation med sin histories hovedperson, for da falder historiens fortællerstemme sammen med klientens, og hvad der egentlig skete, eller hvordan det egentlig var, kan ikke længere blive genstand for forskellige fortolkninger. Kæden mellem det, som egentlig hændte, og den aktuelle eksistens gøres til diskurs, hvilket dels indfører en afstand mellem kroppen og det historiske materiale, dels gør konklusioner mulige. Det er gennem en sådan identifikation, man kan få Fadernavnet (eller dets supplement) til at træde i kraft og gøre en subjektiv sandhedsdimension effektiv, ikke mindst i form af det, man ikke ved. Spørgsmål opstår og endda associationer. Det kaldes strukturtegn og eksempler på sådanne gives senere.

På grund af Fadernavnets forkastelse S₂ opstår ingen separation af signifianterne, hvorimod de tenderer til at flyde sammen, gerne parvise som holofraser. Der forekommer helt enkelt ingen bahnung af associationsveje. Og uden primær fortrængning af S₂(A), (hvorved S₂ bliver en generel reference som metafor) indstiftes de tre registre, det reelle, det symbolske og det imaginære, ikke, hvorimod der foreligger en kontinuitet mellem det reelle og det imaginære. Konditionalis fungerer ikke netop som følge heraf. Det psykotiske subjekt forbliver da fikseret til S₁, som er den Andens nydelse (jouissance, libido). Faderkvantoren, som er den undtagelse, der bekræfter regelen er annulleret, i stedet gælder , som udgør selve annulleringen. Det er netop på grund af dette, at dragningen mod kvindepositionen opstår hos psykotikere, som eksempelvis hos Schreber.

er jo hos psykotikeren snarere .

Holofrasen levner ikke plads til nogen signifiant udover parret, altså ingen som kunne betyde en mangel hos signifianten (fallos). Det skyldes, at S₂‘s indvirken på S₁ mangler, hvorfor adskillelse og mangler bliver ukendte størrelser. En psykoterapi, der som ambition har at strukturere ikke-neurotiske klienter, bør have en strategi for at reparere dette.