Anders har indvandrerbaggrund og er blevet adopteret til Sverige. Han husker ingenting fra sit oprindelsesland. Han har været indlagt en gang i forbindelse med selvmordstanker, inden han kom til behandlingshjemmet, hvor han skiftede mellem manisk og depressiv sindsstemning. I henhold til den psykiatriske bedømmelse har han en borderline personlighed.
Da Anders påbegyndte sin terapi, var han sjusket med sit udseende, tung, uinteresseret, hvorfor terapeuten må stå for aktiviteten. Hvis terapeuten ikke finder et eller andet inspirerende område, bliver der tavst og tungt. Anders bliver mere levende, når interessen fokuseres på vejret, ugeskemaet og behandlingshjemmets grundplan, som man hjælpes ad med at tegne. Efter to måneder er Anders stadig tung og må trækkes med af terapeutens interesse. Efter tre måneder noteres det, at Anders af og til er mere talende og engageret. Det viser sig, at han læser bøger og interesserer sig for sin oprindelse. Han kommer af sig selv og i tide, sætter sig i venterummet. Ser på terapeuten og søger kontakt.
I 15-20 sessioner har terapeuten således temmelig alene måttet være den aktive i samtalen, og det uden at stille spørgsmål eller overhovedet komme med henvendelser direkte til klienten. Følgende skema sammenfatter metoden i den narcissistiske fase.
- Mødes to gange om ugen, samme tid og samme sted, 20 minutter ad gangen.
- Hvis klienten spekulerer på hvorfor, så er det noget, der allerede er bestemt af andre.
- Der skal føres en monolog omkring klientens umiddelbare, samtidige omgivelser.
- Ikke stille spørgsmål, men i stedet medgive at man ikke ved det og det.
- Inden samtalen bestemme sig for emne(r).
- Tale på en upolariseret måde.
- Ikke svare på spørgsmål, men i stedet være enig om, at man kan spekulere på noget.
- Ikke modsige klienten.
- Ikke være ambitiøs, ikke forsøge at nå noget.
- Det vigtige er, at man ses.
- Notere tegn på idolisering.
For at klare dette kan man gøre det lettere for sig selv ved at anvende nogle minutter inden sessionen til at tænke på, hvad man skal interessere sig for. Det er i så fald godt at have en liste over mulige emner. Disse er jo de samme for alle klienter. Når man har bestemt sig for et emne, så kan man have det i baghovedet. Det, man har i baghovedet, fungerer som en bagtanke, dvs. at man som terapeut refererer til dette forsæt i løbet af sessionen, og bagtanken bliver på den måde en generel referenceramme. Derved får den samme funktion som S2. Terapeutens forudbestemte interesseområde tilfører S1, som er klientens position, en mening. Dette er lokkende for klienten, for vitterlig har klienten hele tiden haft en omgivelse, men ikke nogen meningsfuld sådan, hvor delene relaterer sig til hinanden. Et vilkår er dog, at interessen gælder det, som er for sanserne og ikke tilhører fortid eller fremtid, der overhovedet ikke interesserer klienten.
Formålet med den narcissistiske fase er netop at få en præliminær forbindelse i stand mellem S1 og S2, en som kan danne basis for næste skridt. Symptomet på, at dette er sket, er netop idoliseringen. Når idoliseringen er veludviklet, skal en vis del af den delegeres til klienten. Det, man uddelegerer, er tidtagningen, således at klienten holder rede på, hvornår sessionen er slut. Man opnår flere forskellige ting med dette. Dels føres en del af magten over til klienten og dermed også en del af ansvaret, hvilket, som man ved, ikke i sig selv kan delegeres. Når det påligger klienten at afbryde sessionen, kommer han også til at få det sidste ord. Det sidste ord har en retroaktiv effekt på hele sessionen, nemlig denne at fastsætte dens betydning. Også dette er en S2-funktion, men en mere regelret sådan. I denne sammenhæng skal nævnes, at dette moment kræver disciplin af terapeuten. Vi er så vant til at have initiativet og styringen, at det ikke er helt let at afholde sig fra småsnak og et afsluttende ord, når klienten skal gå. Som terapeut skal man, hvis man sørger for en korrekt slutning, føle sig en anelse usikker og forladt, når klienten går.
En delegation er en polarisering. Den er den eneste undtagelse fra reglen om ikke at polarisere. Man må både have og anvende magt for at flytte på magt. Ellers bliver det ligesom, når en franskmand sælger Eifeltårnet til en turist. Så først skal man sikre sig, at idoliseringen er så udviklet, at man kan uddelegere uden at tabe hele sin magt, siden skal delegationen gøres sådan, at det faktisk opleves som et magttab for terapeuten. Der er ikke så forfærdelig mange formuleringer, man kan anvende. En er: Jeg vil, at du fra og med i dag holder rede på, hvornår der er gået 30 minutter. Budskabet skal være helt klart, ingen uldenhed, som hvis man sagde: Det var måske godt, hvis du kunne holde rede på, når vi skal slutte.
Anna var efter tre måneder fortsat lidt tung, og der var ingen sikre tegn på strukturering. Derimod var det i forhold til den første måned tydeligt, at en idolisering forelå, og terapeuten opfordredes af sin supervisor til at uddelegere tiden til Anna. Den følgende gang viser det sig, at Anna opfattede tidsdelegationen som om terapeuten ville have, at hun skulle komme til tiden, hvilket hun da begyndte at gøre. Derimod måtte terapeuten fortsat minde hende om, hvornår de skulle slutte.
Selvom man sørger for en tydelig delegation på det rette stadium af terapien, er det alligevel ikke helt sikkert, at klienten de første gange klarer at overtage opgaven. Man må derfor have marginaler til næste klienttid, så man ikke bliver stresset. Og frem for alt må man lade være med at tage delegationen tilbage ved selv at holde rede på tiden. Det kan blive nødvendigt at tage sit eget ur af, så man ikke automatisk kigger på det. Føler man så, at der nu må være gået mere end 30 minutter, har man mulighed for at spørge klienten, hvad klokken er. Her stiller man altså et spørgsmål, men om noget, som kun klienten ved, og som udløser klientens initiativ og beslutsomhed, hvad så end klokken er.
Hvilket tidspunkt i den narcissistiske fase, som er det rette, er noget, man lærer sig efterhånden. Der findes dog retningslinier. Her følger en liste over tegn på idolisering, – en liste, som er lavet af psykosepsykoterapeuter, som ved en konference i januar 1994 sammenfattede deres erfaringer.
Idoliseringstegn.
Tidlige:
Kommer af sig selv og i tide. Sidder i venterummet.
Smiler ved synet af terapeuten.
Kigger på terapeuten eg søger kontakt.
“Afskedsgestus”, når klienten går.
Reder sig inden sessionen. Og ordner sin klædedragt – ordner sit tøj.
Hverken tidlige eller sene:
Lægger mærke til forandringer i samtaleværelset.
Er enig i alt hvad terapeuten siger.
Anvender terapifraser ved sessionens afslutning.
Sene:
Vælger samme klæder, frisure og farver som terapeuten. Kritisk mod andre steder/mod tidligere kammerater.
Interesserer sig for det, terapeuten har valgt at interessere sig for.
For sene:
Spørger om råd eller er indsmigrende i sin holdning.
Hvis man uddelegerer tiden for tidligt, kan det gå som i denne terapi. Hans Jørgen er en 19-arig mand, som er kommet til behandlingshjemmet via en psykiatrisk klinik, hvor han har opholdt sig i perioder på en lukket afdeling og på en rehabiliteringsafdeling. Indlæggelsesårsagen var en psykotisk depression. Ved terapiens begyndelse er han rolig, velplejet og let at have med at gøre, men initiativløs. Han blev informeret om, at man skal gennemgå, hvordan der ser ud omkring ham og siden, hvordan det har været tidligere. Dette skal ses som et led i behandlingen, som er ordineret fra behandlingshjemmets side. Mere ved terapeuten ikke. Efter i løbet af 14 dage eller 4 sessioner at have gennemgået hans værelse på behandlingshjemmet, hans bolig på hjemmeadressen og hans øvrige nærmiljø og ugeskema synes terapeuten, at der foreligger idolisering. Hans Jørgen er mere afspændt og ret glad. Han har dog ikke noget ur, men opfordres til at anskaffe sig det til næste gang, hvor han skal begynde at holde øje med, hvornår sessionen slutter. Han udebliver gangen efter, helt usædvanligt. Terapeuten må ringe til behandlingshjemmet, som sender Hans Jørgen af sted. I stedet for at tage medansvar for terapien og vise dette ved at komme i tide, udebliver klienten altså. Antagelig har idoliseringen været så svag, at der efter delegationen var så lidt tilbage hos terapeuten, at dennes attraktion blev for svag til at lokke klienten til terapien. Hans Jørgen var en venlig, ung mand, som det var let at synes om, og terapeuten noterede ikke, hvilke tegn på idolisering som faktisk forelå.
Hvis man i stedet venter for længe med at uddelegere tidtagningen, altså trækker den narcissistiske fase ud, er der risiko for, at klienten afslutter. Det skyldes, at selv en terapeut, som er vant til den ikke-polariserende væremåde, alligevel retter en vis del af sin udstråling mod klienten, og man kan da se både aggressive og erotiserede udspil. Det er derfor ingen fordel, “for en sikkerheds skyld” at forlænge den narcissistiske fase, men det bedste er antagelig omhyggeligt at notere tegn på idolisering og diskutere situationen med supervisoren.
Gerd er ved terapiens begyndelse allerede udskrevet fra det psykiatriske behandlingshjem og bor sammen med en indvandrer, som hun netop har giftet sig med. Efter en måned foreligger en tydelig idolisering, men tiden uddelegeres ikke førend efter yderligere tre måneder, i løbet af hvilken tid Gerd når at blive skilt, udeblive, skiftevis med at kræve – og få – sessionen forlænget.
I og med at tiden uddelegeres er man per definition overgået til arbejdsfasen. Den magt, som idoliseringen giver over klienten, og som man tilbagefører en del af gennem delegationen, er kun til for at få klienten med på fra og med nu at arbejde med klientens personlige historie. Dermed forlader man det samtidige, som er for sanserne, og overgår til sådant, som kun har eksisteret tidligere i tankerne. Altså til noget, som ikke eksisterer i meningsfuld sammenhæng for psykotikeren. Historien angår ham ikke, og det indebærer, at han kan synes, at man har tabt interessen for ham, når man insisterer på at interessere sig for skolen, legekammeraternes bolig og alle andre uvedkommende detaljer. I overgangen til arbejdsfasen kan man også have brug for at vise en blandingsinteresse, altså en interesse for bade nuet og det forgangne. Hvis man trods omhyggelige iagttagelser af tegn på idolisering, alligevel er i tvivl om, hvorvidt tidspunktet for delegation er det rette, kan man forsøge at rette sin interesse mod det forgangne og se, om klienten er med på det, eller om han synker tilbage i passivitet. Ligeledes kan man inde i arbejdsfasen have brug for at interessere sig for nuet, hvis klientens tilstand af en eller anden grund forværres på en urovækkende made. Ved igen at arbejde med omgivelsernes detaljer fylder man klienten med narcissisme, og det har en helende indflydelse.