Dette hæfte redegør for de seneste erfaringer med jegstrukturerende psykoterapi. Hæftet er således et supplement til Hvordan jeget struktureres, ikke en erstatning. Udviklingen indenfor området har både teoretiske og praktiske sider og begge beskrives. Erfaringerne er gjort af flere forskellige terapeuter og vejledere, som til gengæld har opdaget betydeligt mere end de, som beskrives her. Som prototype anvendes behandlingen til psykotikere, men metoden er også anvendelig ved perversion og bestående kriser. I starten af hæftet rekapituleres visse grundlæggende præmisser.
Jegstrukturerende psykoterapi er udelukkende personlighedsudviklende. Stort set mangler omsorgsaspekter i metoden, hvilket skyldes, at disse er uforenelige med strategien. Det indebærer, at anvendelsen på psykoser kræver, at klientens daglige pleje forestås af andre, for eksempel af en psykiatrisk afdeling. Man kan også udtrykke det som, at den jegstrukturerende psykoterapi bør ses som et sent led i psykotikerens plejekæde. For perversioner og bestående kriser kan den derimod udgøre hele behandlingen.
I sit væsen ligner jegstrukturerende psykoterapi en hypotesetestning. Udfra antagelsen om hvad der er den egentlige fejl ved psykosen, kan man konstruere et program, som – hvis hypotesen er korrekt – burde kunne udbedre denne fejl. Nu finder der jo fejl eller defekter, som ikke kan udbedres. De er helt enkelt primære brister i en organisation, og man kan forsøge at kompensere for defektens følger, men helt at eliminere defekten er kun muligt med en eller anden form for transplantation med alle de problemer, en sådan indebærer. Hvorvidt den defekt, som den psykoanalytiske teori ser som psykosens grundlag, kan udbedres eller ej er et ubesvaret spørgsmål, som den jegstrukturerende psykoterapi på sigt kan bidrage med at besvare.
Den psykosehypotese, som ligger bag jegstrukturerende psykoterapi, er den psykoanalytiske opfattelse, som den er specificeret i Lacans teoriudvikling. Der præciseres subjektets struktur og dets udviklingsvilkår, ikke mindst i relation til psykoanalyse og psykoterapi. De specielle egenskaber ved psykosen, perversionerne og neurosen relateres til strukturer i sproget. Den specielle mekanisme ved psykose kaldes forkastende i betydningen, at ikke ville beskæftige sig med noget, i dette tilfælde Fadernavnet, S2. I psykosens tilfælde medfører en sådan forkastelse, at den sproglige strukturering af subjektet forbliver bristefærdig, idet Fadernavnet er den faktor, som garanterer sprogets strukturkarakter hos den enkelte. Følgen bliver, at man ikke i vanlig forstand kan tale med en psykotiker, de personlige pronominer er ikke automatisk ordnede på den måde, vi er vant til, og psykotikerens sprog er et etikettesprog, hvor ordene falder sammen med objekterne – de konkretiseres -, og sprogets egenaktivitet giver tankemylder og hallucinationer, ikke associationer. Psykotikeren befinder sig i bedste fald på objektets plads i strukturen og er der et offer for omgivelsernes mere eller mindre velmenende tiltag.
Den jegstrukturerende psykoterapis arbejdshypotese kan derfor udtrykkes på følgende måde: Når hovedfejlen ved psykose er forkastelsen af Fadernavnet, så må man stræbe på at få Fadernavnet til at træde i kraft, og hvis det lykkes, så skal psykotikeren vise tegn derpå i form af en serie af nye symptomer, som afspejler vejen gennem kastraktionskomplekset, som er en følge af Fadernavnet. Disse symptomer eller rettere strukturtegn bliver gennemgået senere, i denne sammenhæng skal blot nævnes at den omtalte karakter af hypoteseafprøvning medfører, at den jegstrukturerende terapi undergår justeringer og præciseringer efterhånden som erfaringen vokser, og ikke mindst skal det pointeres, at indførelse af personligt motiverede variationer af teknikken, variationer, som ikke er baseret på erfaringer og logiske justeringer, uhjælpeligt fører til formindskelse af effekten og udbyttet af indsatsen, for ikke at sige til faktiske risici på psykotikerens vegne.
Den bagvedliggende hypotese giver rationelle grunde for metodens anvendelse indenfor hele det spektrum af tilstande, som ikke hører til neuroserne. Altså såvel perversioner som vedvarende kriseforløb. Dette er i et vist omfang også forsøgt, og resultaterne viser, at selvom forløbet principielt er af samme art, så går hele processen hurtigere. Det ser ud til, at det skyldes, at den initiale fase ved psykoser er besværligere og længerevarende end ved perversion.
Man kan stille to principielle krav til en metode som den jegstrukturerende psykoterapi; den skal dels baseres på en konsistent teori, så den bliver både forståelig og mulig at studere for andre, som er indførte i emnet, og dels skal den, hvis den anvendes korrekt, give samme resultat, når andre anvender den. Hvis ikke disse to primære krav er tilgodesete, kan man få mistanke om, at metodens teori eller forklaring er ufuldstændig og at den i primæranvendelsen kompletteres med virksomme indslag, for hvilke der ikke redegøres. Dette er ofte tilfældet, når begavede terapeuter lykkes med terapier, som vi andre sjældent kan få mening i. Måske er sådanne terapeuter ikke tilstrækkeligt teoretisk interesserede til at give en udtømmende beskrivelse og forklaring på fremgangsmåden. De kan da kun sprede kendskab om metoden til medarbejdere, de har direkte kontakt med, og uddannelse og anvendelse sker ikke med succes andre steder. I afprøvningen af en metode indgår derfor forsøg med at overføre metoden til en anden anvendelsesinstitution, som efter initial uddannelse skal kunne klare arbejdet på egen hånd.
I en sociologisk dimension kan man konstatere at en ny metode, såfremt den er effektiv, vækker både entusiasme og afsmag i omgivelserne. Det ligger i sagens natur, at nye metoder stille spørgsmålstegn ved de bestående og ingen trives ved at der bliver stillet spørgsmålstegn ved områder, hvor den professionelle sikkerhed er skrøbelig samtidig med, at det at endelig finde en metode, som giver psykoterapien muligheder indenfor store og vanskelige plejeområder, let tolkes i for positive termer. Den igangværende forskning kommer sikkert til i et vist omfang at justere begge attituderne.