Når der foreligger sikre tegn på strukturering, først og fremmest dialektik og subjektive funktioner, og når der ikke er huller tilbage i den historiske gennemgang, kan afslutningsfasen begynde. Eftersom den strækker sig over 2-3 måneder, kan man lade små huller være i arbejdsfasen, idet man når at fylde dem ud i afslutningsfasen. Ligeledes kan man i begyndelsen af afslutningsfasen igen gennemgå en del af det, som blev dækket ind i arbejdsfasens begyndelse, for at få dette belyst af en klient, som nu har associationsevner, og som kan befolke scenarierne. Men udover dette skal man være indstillet på, at afslutningsfasen er klientens, både hvad gælder initiativ og indhold i sessionen.
Overgangen fra arbejdsfase til afslutningsfase markeres af, at klienten bestemmer afslutningsdatoen. Dette uddelegeres til klienten på samme måde som de tidligere delegationer. Det er vigtigt for resultatet, at afslutningen gennemføres korrekt, og derfor angiver man i delegationen rammerne i form af tænkte yderpunkter. Det kan se ud som følger:
Sådan en terapi her kan jo ikke fortsætte lige så lange det skal være, så nu vil jeg have, at du bestemmer hvilken gang, der skal være den sidste. Man tager kalenderen frem, så begge kan se på de nærmeste måneder. Vælg en dato en eller anden gang mellem den 14/9 og den 10/11. Når klienten derefter udpeger en dag, spørger man hvilken han/hun mener, så det også bliver sagt af klienten, og man accepterer valget uden at sige mere om det og lægger kalenderen til side. Det er meningen, at klienten skal sige en dato og at netop dette skal være det sidste ord i denne sag.
Det er af afgørende betydning, at dette øjeblik er klart og entydigt. Hvis det ikke er tilfældet, kan man risikere acting-out.
Efter et års tids terapi er Johan eftertænksom og tydeligt temporalt struktureret. I fortællingen om hans gymnasietid er der dukket flere navngivne piger op. Han har taget kontakt med en kammerat og spekulerer også på at vende tilbage til sit arbejde. I midten af september uddelegeres afslutningen, og sidste dato bliver den 29/10. Den efterfølgende optegnelse lyder: Kom ikke. Gangen efter kommer han og har et lille nostalgisk tilbageblik på barndomsegnen og en drøm om det lykkelige hjem. Han svømmer sammen med faderen og har været ude at spise hos mormor. Næste session: Udeblev. Terapeuten er nu et bytte for indre strid. Skal/skal ikke tage kontakt. Johan kommer heller ikke den 29/10. Den 30/10 havde terapeuten en seddel på sin dør om, at han skulle ringe til Johan. Han fortæller så, at han er udeblevet, fordi han har sommerdæk på bilen, og det var glat. Nu har han købt vinterdæk og har tænkt sig at komme den 5/11 for at afslutte, hvilket han også gør.
Klientens acting-out kan være af en lille størrelsesorden, og så kan man se på dem som initiativer og lade klienten bestemme. Hans Jørgen bedømmes i begyndelsen af september til at være klar til afslutning, og det delegeres til ham, at vælge en sidste gang mellem uge 41 og uge 45. Han vælger den 23/10, altså midt i intervallet. Siger i samme omgang, at han fremover kun vil komme onsdage, til en vis grad af hensyn til skolen. Denne udtynding at sessionerne er ikke planlagt, og i henhold til terapeuten ej heller ønskværdig, men at gå imod klientens ønsker skulle være et endnu værre alternativ på grund at den magtmarkering, det ville indebære på et tidspunkt., hvor initiativ og selvbestemmelse skal optimeres ved at terapeuten overlader styringen til klienten.
Initiativet, og identiteten, som er grundlag for selvstændighed, henter klienten fra sin historie, som da også giver autoritet. Terapeutens magtpotentiale er dog stadig stort, og hvis dette potentiale bruges, vil terapeutens autoritet dominere. Hvis man blot er opmærksom på, at autoriteten og dets magt er symptomer på Fadernavnet S2, så indser man, at det eneste sted, hvor dette ikke bør lokaliseres nu, er hos en anden person, hvis det vel og mærke skal få en indbygget forbindelse med S1 hos klienten. Afslutningen af terapien med Hans Jørgen gik som planlagt. Terapeuten refererer samtalen således:
“Da han kom, begyndte han med at konstatere, at det er sidste gang, og at det er svært at komme i gang. Jeg siger, at nu er arbejdet gjort, det som de har villet have vi skulle gøre, eller rettere det var ham, som mest havde arbejdet.
Han fortæller, at han føler sig mere sikker og mere stabil. Humøret er mere jævnt godt. Han begynder nu at få lettere ved at tale med ukendte mennesker, opdager at de er ligesom ham. Åbenbart er han i gang med at opsummere. Jeg siger, at han altså nu har set, at hvis man satser på noget, så kan man også få noget ud at det.
Derefter fortæller han om meditation, om hvor godt han nu kan koncentrere sig, tidligere for tankerne i alle retninger. Nu kan han tænke på åndedrættet i flere minutter, derefter kommer der associationer, som han kan følge – den ene tanke afføder den anden (mit forslag til beskrivelse, som han ivrigt bekræfter)
Han resonerer normalt, med opdagerglæde og inkluderer tilhøreren.
Ser så til sidst på uret og rejser sig og går. Stopper som sædvanligt et kort øjeblik ude i korridoren og vinker til afsked.
Sorg og tab og psykisk amputation føler jeg derefter i nogle timer, siden en vis stolthed over et veludført arbejde.”
På trods af denne tilsyneladende helt korrekte afslutning må alligevel en vis lille mængde autoritet være blevet tilbage hos terapeuten, for efter tre måneder hænder følgende: Forstanderen fra behandlingshjemmet ringer i en eller anden anledning og siger afslutningsvis: Hans Jørgen spekulerer på, om han kan få en tid. Der er noget, han vil spørge om. Terapeuten giver efter for sin nysgerrighed og giver en tid indenfor en at de nærmeste dage. Dette ikke særlig regulære besøg refereres på følgende måde:
“Kommer i tide. Jeg har valgt at tale med ham på mit kontor og ikke i det rum, hvor terapien har fundet sted for at markere, at der er tale om en anden situation. Hans Jørgen er mere smagfuldt klædt med en pæn skjorte. Han har ny frisure og en utvungen opførsel. Da vi fik sat os, tog han nogle ark papir frem. På et af dem genkender jeg hans ’Stolpe’, en farvelagt og inddelt grafisk fremstilling af hans historie. De øvrige ark papir er fuld af tekst. Et af dem skyder han over mod mig og jeg læser. Det er skrevet med en letlæselig håndskrift og med normal sætningskonstruktion. Det, han vil diskutere er, at han er bange for fremmede. Det er ham imod at gå alene til kursus, hvor han som oftest møder fremmede. Hvis der kommer nogle ham ukendte bekendte til hans kammerater ind på værelset, bliver han hæmmet og tavs. Hvis han begynder at tale med dem, går det skidt. I en fuld bus kan han få samme blokering og ubehag.
Andre mennesker har fået en ny betydning. Som forklaring har Hans Jørgen forskellige forslag. Selvom han leder efter en forklaring, har han hele tiden en oplevelse af, at de forskellige årsager ikke kan gribes. De mere eller mindre plausible årsager, han allerede har nævnt, mangler forskelligt. Unødigt pædagogisk forklarer jeg, hvordan det, som mangler i historien, dukker op hos andre mennesker, skønt man ikke ved, hvad det er. Hans Jørgen spekulerer så på, hvad det er, der kommer først, tanker eller følelser. Jeg siger, at jeg ville gætte på tanker. Men så må der engang imellem være tanker, man ikke opfatter, siger han. Der findes maske en understrøm af tanker.
Skolen går godt. Det er morsomt at lære noget. Matematikken har han kun halvhjertet tålmodighed med, og hvis noget er svært, går han oftest videre til den næste opgave. Han har endnu ikke besluttet sig for, hvad han vil være.
Hvis jeg kommer på en forklaring, skal jeg så komme her hen og fortælle om det, spørger han hen mod slutningen. Ja gerne, svarer jeg.”
Den ængstelse overfor fremmede, som Hans Jørgen relaterer til, vidner om, at den Andens begær, objekt a, er lokaliseret til andre mennesker, hvilket i så fald er et godt strukturtegn. I slutningen af denne ekstra samtale forblev initiativet og det sidste ord Hans Jørgens, eftersom terapeutens accept blot gav dette eftertryk.
Hvis det ikke lykkes i afslutningsfasen at få S2 lokaliseret til klienten til sidst, kan terapiafslutningen blive traumatisk.
Per var gået igennem faserne, men terapien havde lange afbrydelser på grund af, at Per af og til boede i sin hjemby 100 km borte og ikke kunne komme til terapien. En tid ordnes kontakten via telefon, men det er i længden uholdbart, hvorfor terapeuten indstillede sig på at gennemføre en afslutning pr. telefon.
Men en af de følgende gange kommer han faktisk. Han medbringer en temmelig stor blomst, som han antagelig har købt impulsivt. Han er struktureret og selvreflekterende. Han vil slutte af, men terapeuten står fast på, at de skal have nogle telefonsamtaler mere. Disse skal bruges til at give ham det sidste ord. Han søger øjenkontakt, reflekterer over samtalerne, som han har oplevet som arbejdsomme. Et par dage senere er han indlagt på den psykiatriske afdeling. Terapeuten fik aldrig nogen telefonkontakt med ham. Afslutningen har ikke fikseret Fadernavnet hos ham. Terapeuten bestemmer sig for at besøge ham for at lægge bunden til en reel afslutning. På afdelingen er Per deprimeret, men i øvrigt let at kontakte. Han vil ikke fortsætte terapien, og afslutningen imellem dem bliver denne gang mere korrekt, og efter nogen dage udskrives Per til sin bolig.
Det kan bagefter diskuteres, om terapeutens enevældige beslutning angående telefonkontakterne tilbageførte autoriteten til terapeuten, og om klienten derfor ikke fik det sidste ord og derfor savnede et forbindende led efter denne samtale.