Jeget struktureres ikke af nogen iboende kraft, men af at barnet under sin udvikling tvinges til at underkaste sig allerede eksisterende vilkår, hvis det vil komme på talefod med sine nærmeste. Når barnet fødes, er det så fremmed i menneskets verden, at det for den sags skyld lige så godt kunne være ankommet fra et andet solsystem. Forskellen er blot at, forældrene allerede mener at kende barnet og har forventninger til det. Det er denne kombination, som strukturerer barnet, dette at barnet er som faldet fra himlen, og at det er alene om intet at fatte. Fra et sådant udgangspunkt må barnet først blive en skabning, en entitet, og dette falder sammen med den første udvikling af jeget, derefter skal dette jeg blive et begreb, og dette senere trin modsvarer udviklingen til subjekt. Hvis man vil forsøge at synliggøre de problemer, barnet stilles overfor, må man gå ind på de mest grundlæggende betingelser for menneskets eksistens.
Det system af regler, som i flere trin strukturerer jeget, kaldes kastrationskomplekset. Man kan opfatte dette kompleks som et lovkompleks, et som går forud for ethvert menneskes fødsel, og som alle børn konfronteres med i begyndelsen af deres psykiske udvikling. Som lov gælder kastrationskomplekset for den menneskelige tilværelse som sådan. Komplekset indebærer opdeling i to køn og opdeling i generationer. Incestforbudet er et aspekt af denne opdeling. Der er ikke tale om en hypotetisk lov, eller en mytisk lov, men nærmest om en grammatisk lov, som automatisk træder i kraft, når mennesket vil manifestere sin eksistens, hvadenten det sker gennem at tage til orde eller gennem handling.
I starten af tilværelsen skal barnet kategoriseres som dreng eller pige og som søn eller datter. Og betydningen heraf kan ikke udelukkende fastslås i barnets egen generation, de foregående må også tages i betragtning. I sin egenskab af lov er kastrationskomplekset opdelende. En lov afgør, hvad der hører til, og hvad der ikke hører til, netop gennem at angive adskillelseskriterierne. Kastrationskomplekset opdeler, samtidig med at det relaterer delene til hinanden; på samme måde som den matematiske lov om sinus og cosinus bestemmer forskellen mellem disse, samtidig med at den angiver, hvordan de relaterer sig til hinanden. Så hvis forældrene identificerer barnet som en pige, mister dette barn muligheden for at være dreng, samtidig med at relationen til drenge følger visse retningslinier.
Opdelingen i to køn og i generationer hænger sammen. Ligesådan hører incestforbudet og opdelingen i slægtskab og ikke slægtskab sammen. Det skyldes den komplicerede type af opdeling, som gælder her. En symbolsk opdeling er noget helt andet end en opsplitning, hvilket følgende eksempel vil illustrere.
Den enkleste form for opdeling, man møder, er en opdeling i to. I en og en anden en. Som for eksempel når en sky deler sig. Så har man to skyer. Ikke to halve skyer men to selvstændige og jævnbyrdige skyer, som sidenhen ikke har noget med hinanden at gøre. Den ene sky ‘husker’ ikke, at den nedstammer fra en større sky. Der findes ingen ‘generationer’ af skyer. Skyer deler sig, men de nye skyer har ingen tilknytning til hinanden, de tilhører ikke en slægt. Derfor bliver de nye skyer ikke ‘halve’ skyer, men er fuldgyldige og repræsentative skyer.
Opdelingen i to køn er en ganske anden sag. Det er en opdeling i to forskellige (under) kategorier, hvor de to kategorier vedbliver at angå hinanden. En sådan opdeling kræver et tredje element, nemlig forskellen mellem kategorierne, som også bliver forklaringen på dem. Noget som gennem enten addition eller subtraktion – til eller fra – den ene eller den anden, skulle kunne gøre dem identiske igen. Men dette tredje element indstiftes netop af den lov, som opdeler kønnene, og ikke af de biologiske forskelle, som først bliver meningsfulde i og med opdelingen 1.
Man kan som et forenklet eksempel tage opdelingen af et kortspil i sorte og røde kort. Man har da en (tænkt) overordnet kategori, som man vil dele op i to underkategorier. Hertil kræves yderligere et element, som netop er opdelingskriteriet selv, og som ikke er identisk med farverne. Det er hverken den røde farve eller den sorte farve i sig selv, der gør opdelingen mulig, men derimod forskellen mellem dem, og denne forskel bestemmes af de symbolske kategorier – rødt og sort – som kortene kan henføres til, når man har fastslået deres farve. Kategorierne er symbolske, og farverne får deres mening gennem den sorteringskonsekvens kategorierne får for kortene.
Gennem henvisning til underafdelinger af den overordnede kategori ‘kort’, mister de sorte og de røde kort noget, idet intet kort derefter kan siges at repræsentere slægten ‘kort’ fuldstændigt. De røde kort kunne få den idé, at de sorte repræsenterer det, som de røde mangler, og vice versa. Ligeledes kunne de sorte kort indbilde sig at de er de egentlige kort, mens de røde blot er en blegere variant, men de oprindelige, overordnede kort er en tom mængde, eller negativ kategori, som ingen elementer har.
De biologiske kønsforskelle kan sammenlignes med kortenes farve. De får deres mening gennem de symbolske kategorier, som de styrer barnet ind i og af relationerne mellem disse kategorier, mens de biologiske kendemærker i sig selv er vanskeligere at tyde. Og opdelingen sker i overensstemmelse med en lov, som gælder for kategorierne, en lov som giver mening til biologien.
Det, som nu skulle kunne ophæve ulighederne, er noget, som ikke findes. Det er noget, som kun indgår i en ‘kontrafaktisk sætning’, hvor præmisserne er falske: ‘Hvis opdelingen i to køn var sket ved indgreb på et helhedsmenneske, da skulle helheden kunne genoprettes ved at tilføre det, som var fjernet.’
Selvom disse præmisser er falske, findes de bevaret i en mytisk form som udgangspunkt for menneskets tænkning, og derigennem opstår altså et mytisk objekt som i form af en fetich skulle kunne lindre al savn. For dette objekt benytter psykoanalysen udtrykket ‘fallisk objekt’ for at betegne det ‘objekt’, som tilsyneladende gik tabt gennem opdelingen i to køn, et objekt, som er indsatsen i relationen mellem kønnene. At objektet er vigtigt, skønt det er imaginært, kan et hvert skuespil af Lars Norén bevidne.
Opdelingen i to køn implicerer altså en overordnet (negativ) kategori, som omfatter de to køn, og et (mytisk) objekt, som er det, som skulle kunne ophæve denne opdeling, det man så at sige mister ved selve opdelingen. I den Lacanske algebra: – f 2
Hvis man leger med tanken om, at barnet den første tid forsøger at regne 3 ud, hvad det er for noget, da kan man udtænke den principielle fremgangsmåde, de logiske faser, som barnet bør gennemleve 4.
Det begynder i så fald med, at barnet i det objektløse stade ikke engang kan regne, men regnes, af moderen. Det er moderen, som ved, hvad barnet regnes for. Derfor forsøger barnet i moderens ansigt at finde ud af, hvad moderen regner det for. Moderen udtrykker: du er nummer ét for mig. Barnet: jeg er, hvad du tænker, vi er et. Ved afvendingen brister denne identitet. Selv for nybagte mødre findes der andet i livet end små børn. Noget nyt kommer da ind i barnets eksistens, et fremmet element, som får moderen til at forlade barnet. Pludselig er de ikke længere et, men to, og det skyldes et tredie element. Og det er først nu, barnet egentlig kan begynde at regne ud, hvad det er. Indtil da var barnet identisk med moderens syn på det, men nu begynder barnet at få en egen verden, i hvilken moderen indgår som objekt, og barnet kan nu begynde at interessere sig for, hvad det kan være, moderen savner, når hun ikke nøjes med barnet. Dette sidste trin leder barnet uden for moder-barndyaden og ind i, hvilke andre eksistensmuligheder der kan findes i de nærmeste omgivelser. Da kolliderer barnet med generations- og kønsforskelle, og det hele kompliceres yderligere.
Da det senere trin handler om barnets konfrontation med en symbolsk verden – hvor det skal indtage sin plads, hvis det skal kunne videreudvikle sin eksistens – kan problemet belyses af et lignende, men enklere problem, at tælle. Talrækken er nemlig et eksempel på et symbolsk system. Det drejer sig ikke om en mekanisk opremsning af en given mængde, men om en ‘eksistentiel’ tællemåde, hvori gangen bliver som følger:
Man begynder med en (1) i betydningen ‘en eneste’. Det er begyndelsen, da intet andet endnu forekommer, heller ikke nogen som tæller. En (1) kan således egentlig ikke tælles, førend der findes to. Noget og så nogen som regner dette noget, som for eksempel kan være et æble. Men når man kan se (og regne med) ‘et æble’, findes faktisk tre: æblet og jeg, og så nogen, som tæller disse og får dem til to. For at kunne tælle sig selv med, må den der tæller distancere sig fra det som tælles, og bliver da i forhold til ‘æblet og jeg’ en tredie position. Så snart denne tredie tællende position er opstået, er begrebsniveauet vokset, og hvor langt man end forsøger at tælle, indhenter man aldrig den tællende. Totaliteten er tabt, eftersom der ikke findes nogen slutning, og kastrationen er et faktum. Totaliteten, som symboliseredes af ‘1’, ses nu som et mytisk og lykkeligt forstadium, som man kan stræbe efter at genskabe, men det er en tilstand, som ikke er forenelig med eksistens. EN er nemlig det, som kun refererer til sig selv, det er derfor i bogstavelig forstand en negation af alt ANDET. I modsat fald var EN kun en del. EN er på denne måde ren negation, nemlig negationsfaktoren i negationen af alt andet 5.
Tællingen implicerer i sig selv altid en fortsættelse, et følgende element, som aldrig kan være identisk med nogen af de foregående, hvis det skal fungere. Tællingen peger gennem sin fuldførelse hele tiden videre. Det er en proces, som kaldes metonymi, og den er årsag til, at introjektion (tælling) altid skaber nye objekter. Tællingen forfølger så at sige et objekt, som hele tiden rykker længere væk. Dette objekt kaldes a (lille a), og det er en repræsentation af – . Det er denne mekanisme, som ligger til grund for det forhold, at uanset hvor mange ejendele man end anskaffer, så kan man altid finde på noget nyt at købe.
Endvidere kan man sige, at der er en logisk generationsforskel mellem 1 og de øvrige. 1 er en myte, og først når man har talt videre, kan man få fantasier om, hvordan det var, da kun 1 fandtes, at indgå i en totalitet. Og de øvrige består af et antal, som findes, og endvidere et element, som er negativt på den måde, at det ikke ejer nogen selvstændig eksistens, men motiveres af forskellen mellem de øvrige elementer. Denne forskel er det, som er udenfor, hvor langt man end tæller. På denne måde er signifianten (bilag 2) altid udenfor – ubevidst, samtidig med at den afføder fantasien om et efterstræbelsesværdigt objekt, som ikke kan nås.
Man kan endda anvende det tidligere nævnte æble til at illustrere, hvilken effekt tællingen får på jeget. Når man skal forestille sig et æble, plejer man at angive et ciffer. Et æble eller flere æbler. Æble uden antalsangivelse får ikke æblets form. Det bliver materie – måske æblemos. Æble som sådant har ingen bestemt form, mens æble i bestemt form altid er et eller flere. Det er talrækken, som begrænser æblet til dets form og gør det tænkeligt og tælleligt. På samme måde får jeget sin form af de symbolske identifikationer, som barnet gennemgår, idet disse identifikationer bestemmer, hvordan barnet regnes. Og når man taler om jegets strukturering, mener man, hvordan jeget hugges til, formes af den symbolske orden.
Optagelsen i den symbolske orden indebærer for barnet opdeling, en kategorisering, som beskærer barnets eksistensmuligheder. Det sker, når barnet skal ‘regnes’, for det må i den symbolske identifikation indtage en allerede udregnet plads i relation til de øvrige. Det er en kastration, for det begrænser eksistensen. Kastrationskomplekset har fået sit navn af, at barnet har sådanne fantasier. De forestiller sig, at piger er kastrerede drenge. En forestilling, som kan ses som et forsvar mod den faktiske opdeling af mennesker i to køn, som for sin eksistens er logisk afhængig af hinanden, en opdeling som begge taber på. Hvis de to køn i stedet var opstået gennem en eller anden form for vold, så ville denne form for vold være udøvet på en slags enhedsmenneske, eventuelt som straf for noget, og i stedet for et livsproblem havde man da et spørgsmål om status mellem kønnene. For eksempel i form af mændenes selvfetischering og kvindernes misundelse og retfærdighedskrav. Når børn møder kastrationskomplekset, er de positivister, og de lægger derfor kun vægt på det synlige. Det er den fortsatte strukturering, som skal lede dem frem til en forståelse af, at kønsopdelingen er en symbolsk opdeling, som begrænser eksistensmulighederne og netop derigennem gør dem meningsfulde.
Mens opdelingen i to køn placerer egen perfektion hos det andet menneske, så kommer incestforbudet ind som et andet aspekt af kastrationskomplekset. Incestforbudets effekt er, at det som kaldes forelskelse flyttes uden for familien, og overvurderingen flyttes fra egen person til en anden og tænkt person, som det måske kan være muligt at finde. Det bliver drivkraften for ungdommens stræben efter at flytte hjemmefra, vælge livsbane og danne par. Incestforbudet fører til, at forældrene ikke længere ses som mulige objekter, søskende næppe, fætre og kusiner kun af og til. Der går en grænse et sted mellem slægt og ikke-slægt, en grænse som har sin oprindelse i forrige generation. Slægtskabsforholdene i en generation bestemmes nemlig i de foregående generationer:
Hvem der er i slægt, og hvem der ikke er det, afgøres i foregående generation. Og da det hele nu ses fra barnets perspektiv, bliver det faderen, som i første omgang bestemmer slægtskabsforholdene, eftersom han står for generationsgrænserne. Det er nemlig gennem ham, at moderen placeres i en anden generation, end den barnet tilhører. Uden faderens mellemkomst ville barnet tro, at det tilhørte samme generation som moderen. Uden faderskab intet moderskab. Og gennem forældreskabet placeres moderen i en anden generation end barnet, som tilhører den nye generation. Hvis moderen ikke tillægger faderskabet nogen vægt, bliver der ingen sikker generationsgrænse mellem moder og barn.
Det bliver nu muligt at følge de symbolske identifikationer, som styrer struktureringen af barnets jeg. Struktureringen af forældrenes jeg, som er styrende for forløbet, ligger en generation tidligere. En forandring i symbolsk identifikation har krisekarakter for mennesket og fører til ændringer i både jeget og dets objekt, altså i dets verden.
K og Km står for symbolske identifikationer. K skal læses: ‘regner sig som K (Kvinde)’, Km læses: ‘regner sig som ‘kvinde blivende moder’’. Pilen markerer forandringen, ‘traumet’.
Udviklingspsykologien begynder ofte her. En kvinde (K) bliver havende, forandres altså til en blivende moder (Km). Hvornår sker det udviklingspsykologisk set? Det sker, når kvinden får et positivt prøvesvar fra apoteket. Inden da kan der have været anelser, ja endda overbevisning, men det er prøvesvaret, der er det afgørende. Da forandres kvindens identitet. Det er en krise, og hvordan den kommer til at forløbe beror både på kvinden og på omgivelserne. Det, der nu træder i kraft, medfører, at en fantasi om barnet nu indgår i kvindens eksistens, fantasibarnet regnes med, når hun regner sig selv, det bliver hendes primære objekt. Det barn, som på denne måde bliver psykisk nærværende, er et færdigt barn, ikke et antal celler som til stadighed deler sig. Det er i stedet et barn, som kvinden kan strikke tøj til, indrette hjemmet til, som hun kommer til at dele liv med.
Betydningen af dette ny objekt har mange både bevidste og ubevidste forgreninger. Kvindens kvindelighed er inddraget, hendes sociale funktion, indplacering i slægten, hendes relation til manden og til eventuelle øvrige børn. Kvindens fantasme 6 er den forberedte plads for barnet. Det er en strukturel position, som fungerer som en reference for barnets senere symbolske identifikationer. En identifikation som er noget andet og mere end hver og en af forældrene, og en identifikation som tilbyder barnet en gestalt. Fantasibarnet er altså et objekt med en mængde betydninger. At blive kompletteret med et så betydningsfuldt objekt medfører en vis selvtilstrækkelighed. Det er så at sige normalt med en vis autisme, når man er gravid. Et andet punkt af interesse er, hvordan kvinden har det under graviditeten. Foruden eventuelle rent somatisk betingede forhold, så er kvindens tilstand et symptom på den fantasme som barnet er. En fantasme som fandtes latent før graviditeten, men som træder i kraft i og med budskabet fra apoteket.
Fødslen indebærer en ny identitetsforskydning for kvinden. Hendes bestemmelse er nu primært moderens. Samtidig mister hun graviditetstidens komplettering. At dette er et anseligt tab overskygges af det virkelige barns tilstedekomst. I barnet genkender moderen det, hun ventede på, som altså nu går i opfyldelse. Beviset er dels, at moderen genkender barnet som sit, dels reaktionen herpå – det der kaldes moderlykken. Glæden over barnet opvejer tabet, i det mindste næsten. En vis sørgmodighed plejer at indfinde sig efter nogle dage.
Alt dette bliver først tydeligt, når det ikke rigtig fungerer, ved puerperalpsykose – fødselspsykose. Ved puerperalpsykose føler mødrene sig tomme, tilintetgjorte, beskidte eller værdiløse, samtidigt med at de påstår ikke at genkende barnet. Det er ikke deres barn – siger de. Disse kvinder har som regel heller ikke under graviditeten lagt planer for det kommende barn, de strikker ikke tøj, indretter ikke deres hjem til et barn. For dem bliver fødslen et rent tab, da de ikke får et overdetermineret barn at trøste sig med. I bedste fald kan de se barnet som et bevis på deres skaberkraft. I værste fald støder de barnet fra sig.
Barnets situation er således ikke helt selvindlysende. Det har forskellig betydning for moderen afhængig af, om det er en opfyldelse af moderens forventninger (1), eller om det er bevis på hendes skaberkraft (2).
I første tilfælde bliver barnet efter fødslen bærer af moderens fantasme (a), barnet bliver overdetermineret med alle de tidligere nævnte ubevidste betydninger, relationen til kvindeligheden, til manden, til samfundet og til slægten. Og (a) bliver senere barnets referencepunkt for selvforståelse.
I andet tilfælde forbliver barnets betydning at være et bevis for kvindens skaberkraft, og barnet kan opfylde denne funktion ved at være velnæret og velopdragent.
Forskellen kan illustreres med en enkelt sammenligning. Hvis man får en pen af en, man holder af, så ser man bort fra pennens eventuelle mangler. Ja, det gør faktisk ikke så meget, om pennen slet ikke kan skrive – den har jo affektionsværdi ved at minde om en værdifuld relation. Det gælder altså første tilfælde.
Andet tilfælde kan sammenlignes med situationen, hvor man selv køber en pen – så skal den være perfekt såvel funktion som udseende, ellers er man villig til at gå tilbage og bytte den. Eller lade den gå i glemsel i en skrivebordsskuffe.
Et overdetermineret barn må godt have fejl. Moderen bærer over med meget, fordi det er hendes barn.
I andet tilfælde kræver moderen, at barnet skal være perfekt. Det skal være velnæret og vellykket. Når et sådant barn senere skal frigøre sig fra moderen, findes der ingen alternativ eksistens at hage sig fast til. Man kan se det hos anorexi-unge. Protesten mod at være moderens velnærede barn bliver til spisevægring og måske tilintetgørelse, i stedet for at barnet flytter hjemmefra og begynder at leve sit eget liv.
Det overdeterminerede barn ledes i stedet videre i udviklingen gennem afvænningen, som håndgribeligt viser barnet, at det ikke er moderens et og alt i verden. Det er ikke tilstrækkeligt for hende. Der findes andet, som også optager hende.
I begge tilfælde findes der i begyndelsen ikke andre muligheder for barnet end at blive moderens objekt. Menneskebarnet er prematurt, det er født for tidligt sammenlignet med andre dyrearters afkom. Menneskebarnet kan fra starten ikke deltage aktivt i sin egen pleje. Det kan ikke som visse ‘dyrebørn’ være aktivt i at søge sig frem til maden, i det mindste ikke uden hjælp. Menneskebarnet giver udtryk for noget, måske ubehag, hvorefter det helt og holdent er moderens sag at regne ud, hvad barnet vil. Have mad, vendes, skiftes osv. Det er moderens menu, og barnet kan ikke vælge. Moderen lærer sig hurtigt sammen med sit barn at finde en passende foranstaltning. Men sikker bliver moderen ikke. Usikkerheden kan sundhedsplejerskerne bevidne. Hvis barnet alligevel skriger, har man da overset noget? Hvad findes der ellers på menuen? Er barnet måske sygt? For mange mødre kommer situationen snart i en vis balance, mens andre vedbliver at være usikre.
Afvænningen er en proces som indebærer, at kvinden efter en tid kun som moder begynder at blive kvinde (MK) igen. Her er det påny en identitetsændring. Barnet kan ikke få bryst for evigt. Hvor længe bestemmes ikke af noget biologisk behov, men af en social konvention, som tilskrives socialstyrelsen eller sundhedsplejersken eller en anden autoritet.
Barnet har på grund af sin hjælpeløshed intet andet ønske end at blive det barn moderen hellere ville have haft. Kunne barnet på denne måde blive moderens et og alt, så kunne det også regne med evig omsorg. Derfor bestemmes barnets eksistens af moderens fantasme, barnet betragter nemlig moderens ansigtsudtryk for at finde ud af, hvad det er i hendes øjne. Kunne det blive det, var lykken gjort. Men moderens fantasme, (a), er en reference, ikke et faktum. Og hvor meget barnet end betyder for moderen, så kan det ikke blive et seksuelt objekt. Det er den første kollision med incestforbudet. Barnet opfatter kun at, det ikke fuldt og helt lever op til alle moderens forventninger. Afvænningen giver denne diskrepans mellem barnets og moderens forventninger en konkret iscenesættelse. Barnet bliver misfornøjet, og moderen føler sig splittet. Mellem moder og barn udvikles en pol af ond vilje. En pol som er den forberedte plads for faderen, da det er til ham moderen refererer. Lille a bliver en hjælp – omend en uvelkommen hjælp – for barnets fortsatte eksistens, når afvænningen opbryder moder-barndyaden.
Incestforbudets effekt bliver nu, at faderen bliver barnets næste objekt, da han er moderens. Men det er en ny type af objekt, der er tale om. I den udvikling, som er skitseret, er der endda sket en ændring af typen af objekt (se kapitlet om identifikation for en udførligere beskrivelse).
For at resumere forløbet:
1) Barnet er moderens objekt.
Barnet er, hvad moderen gør med det. Det er i moderens verden, barnet er objekt, og barnet identificerer sig med pasning. Det er en obligatorisk identifikation for barnet. Der findes intet alternativ. Barnet er moderens menu. Hos voksne findes dette stadium i hallucinationen. Den verbale hallucination styrer direkte eksistensen, uden mellemled. Når barnet er identisk med menuen, er barnet identisk med det, som moderen kan finde på at tilbyde det.
2) Moderen bliver barnets objekt.
Når moderen ved afvænningen begynder at trække sig tilbage, taber barnet noget – et delobjekt – som derefter repræsenteres som overgangsobjekt. Delobjektet er den del af mor-barndyaden som tabes, set fra barnets synspunkt, mens overgangsobjektet er noget, som kommer på det tabtes plads. Noget, som skal repræsentere det, som skulle kunne eliminere adskillelsen. Sutten, bamsen og sengelægningsritualet må tage over. Disse overgangsobjekter ejes af barnet, og gør det helt igen, barnet får en identitet som ejer, hvilket viser at barnet nu har en gestalt for sin krop og en dertil hørende verden, som barnet ejer, moderen medregnet. Overgangsobjektet repræsenterer det, som ingen af dem har, det, som skulle kunne bygge bro over afstanden mellem barn og mor. Inden overgangsobjektet bliver til ting, er de lyd, pludren og imitation.
Barnet er dog nødt til at tale moderens sprog – ‘modersmålet’ for at kunne kræve sin ret. Hvis man ikke kan gøre sig forståelig, så forbliver alle krav overhørte. Barnet kan altså kun kræve det, den Anden har at tilbyde 7. Det, den Anden ikke kan tænke sig, kommer ikke på tale, det bliver til begæret 8 og fantasmen 9. Og det, som først og fremmest ikke falder moderen ind i relation til barnet, er det, der tabes gennem opdelingen i to køn og i generationer. Moderen har ikke det falliske objekt. Om nogen har det i forhold til moderen, så er det faderen. Afvænningen beviser for barnet, at det ikke er identisk med det, moderen savner, og i sin stræben efter at blive det, moderen savner, drives barnet til at identificere sig med faderen, eftersom det var dertil, moderen henviste. Som om faderen skulle repræsentere det, som moderen (og dermed barnet) savner. At der endnu ikke er tale om en symbolsk identifikation for barnet, viser sig eksempelvis i, at barnet ikke kan forære sit legetøj væk, det kan kun ‘låne’ det ud. At forære noget væk ville være at risikere sin eksistens på dette udviklingstrin. I forholdet til moderen ses faderen derfor som en ubuden gæst, som stjæler moderen, da barnet ikke kan dele hende med andre.
3) Faderen bliver barnets idol og autoritet.
I 1) er barnet noget, i 2) har barnet noget, men nu bestemmes barnet af en viden, en viden som er sprogligt struktureret. At vide hvordan ‘noget er’ fungerer som en lov, da det for den uvidende bestemmer, hvordan dette ‘noget’ er. Denne viden lokaliseres nu til faderen 10, som symboliserer faderskabet. Faderen antages at vide, hvad der gælder. Faderen inkarnerer den symbolske fader og bliver derved den imaginære øvrighed. Det indebærer, at når barnet ønsker at få del i denne viden, så viser det sig som en idolisering af den, som antages at vide. Faderen idoliseres for sin viden og hades for sin indflydelse.
Kastrationskomplekset medfører altså, at barnet, når moderen svigter det, vender sig mod faderen på en spørgende måde. Barnet spørger faderen, eftersom faderen vækker spørgsmål, for kun den, som ved, kan spørge, og der bliver på denne måde sat spørgsmålstegn ved barnet, når det identificerer sig med faderen. Det spørgsmål, barnet drages ind, i handler i yderste konsekvens om livets mening. Et sådant spørgsmål kan børn naturligvis ikke formulere, men de vil vide, hvem og hvad de er. Barnet spørger efter sin symbolske identifikation, om hvordan det regnes, i forskellige udførelser.
For rigtigt at forstå den ødipale strukturering er det vigtigt at se, at barnet kommer dertil nedefra, så at sige. Barnet kommer fra den positivistiske position, som kaldes analfasen. Dets udgangspunkt er altså baseret på sanseindtryk, på fornemmelser. Drengen ved, at han tilhører samme kategori som faderen, men pigen ved kun, at hun ikke er en dreng. Moderen bliver ikke aktuel som identifikationsobjekt før efter ødipuskomplekset, når pigen har fattet konsekvensen af sit kønslige tilhørsforhold og symbolsk kan identificere sig med hende.
Drengen er således indstillet på, at han og faderen hører hjemme i samme kategori. Hans spørgsmål er nærmest: hvad indebærer det at være mand? Et spørgsmål, som når det udspilles ligefrem kan antage kvindelige eller passive homoseksuelle udtryk.
Hvad faderen end svarer, så udgår han fra sig selv, altså fra den voksne position. Alle hans svar får drengen til at føle sig underlegen. Svaret kan være: køre traktor, kaste sne, tjene penge osv. Drengen ‘helbredes’ effektivt for sin omnipotens og opgiver alle romantiske drømme. Han forlader ødipuskomplekset for denne gang og går i stedet ud og spiller fodbold.
Pigens spørgsmål kan ikke blive så præcise. Mere i retning af: sig mig, hvad jeg er, så jeg kan spørge om det. Faderens standardsvar er jo: du er fars pige. ‘Pige’ siger hende ingenting, men at hun er fars, forstår hun. Hun er magtens yndling, og hun påvirkes mere end drengen af sin identifikation med den autoritet, som faderen repræsenterer. Pigen forbliver længere i ødipuskomplekset. Hun kan fortsætte med at opfatte sig som et privilegeret objekt. I forbindelse med puberteten plejer konsekvensen af at være pige dog at gå op for hende (nachträglich), og så kan hun ikke længere være fars. Incestforbudet træder i kraft. Hun bliver kvinde og samtidig forbudt for faderen, som derfor revurderes i stil med rønnebærrene, om hvilke ræven sagde, at de var sure. Hendes eksistens som seksuel skabning henvises til uden for familien. Det kan være svært for visse fædre at acceptere en sådan udvikling.
Det foregående tilløb til en beskrivelse af jegets udvikling er forenklet og fremlagt som en trinvis proces udelukkende for tydelighedens skyld 11. Kriseteorien viser, at forskellige udviklingstrin sameksisterer, og hos børn er flere udviklingsprocesser ofte virksomme samtidigt. Men hvis et udviklingstrin mangler, så mangler ligeledes en eksistensmulighed for barnet. Det ødipale drama er i sin natur en myte, som har kunnet udledes fra kliniske iagttagelser, hvor man kan se de forskellige tilstande, som jegets identifikationer skaber i selvsamme jeg. Næste kapitel vil belyse dette nærmere.
Juliet Mitchell & Jacqueline Rose: Feminine sexuality, Introduction I – II, eng. overs. Jacqueline Rose, The Macmillan Press, London 1982.
Minustegn for at markere at det er noget som mangler, f for at minde om, at det er et fremmet element, altså at noget savnes, betyder ikke at det mangler.
Det svenske ord regne betyder både regne og tælle. o.a.
Hele denne gennemgang går ud fra tanken om, at jegets strukturering har en ekstern forklaring (in casu kastrationskomplekset), andre teorier vil tilskrive barnet en “jegkærne” eller lignende som delaspekt i en forklaring. For en videnskabsteoretisk oversigt over problemet henvises til Dankert Vedeler: Infant Intentionality and the Attribution of Intentions to Infants, Uppsala psychological Reports, No 382, 1985.
Hegel i Jena, citeret fra Alexandre Koyre: Etudes d’histoire de la pensee philosophique, p.180, Gallimard 1971.
I Lacans algebra a. Fantasmen fungerer som dagdrømmens centrum.
Den Anden med stort A er en kundskab, som barnet forsøger at udlede af den andens, moderens, ansigtsudtryk. Det er det barnet er i moderens verden, og som det skal indstille sig på, hvis det skal komme på talefod med moderen. A er barnets udregning.
Det der mangler i kundskaben, f .
Fantasmen er objektets attraktion. Overføring er et eksempel på en fantasme.
Faderskabet står for ophavsmanden, forsynet, mens faderen betegner den (mandlige) person, som moderen refererer til i sin omgang med barnet. Faderen er den mytiske fader som Freud skriver om i Totem og Tabu, 1912.
Kendskabet til jegets tidlige strukturering kommer hovedsageligt fra studier af skizofrene patienter. I sin gennemgang af Schreber-tilfældet 1911 fik Freud impulsen til at videreudvikle jegets teori. I 1914 kom artiklen om narcisismen. Senere års videreudvikling af Freuds arbejde findes i Alphonse de Waelhens: Schizophrenia, Duquesne University Press, 1979; og i Jacqueline Rose: The Imaginary i The talking cure, ed. Colin MacCabe, The Macmillan Press Ltd., London 1981.