Uddannelse i jegstrukturerende psykoterapi er hidtil udført på to niveauer. Dels en kortere uddannelse i jegstrukturerende tilgang, og dels uddannelse af psykoterapeuter.
Uddannelse i jegstrukturerende kontaktform har til formål at give personale på plejeafdelinger, plejehjem og modtagelser en forståelse af psykotikerens psykiske tilstand samt gøre dem i stand til at skabe og også afslutte en såkaldt slyngveninde-relation med en psykotiker. Uddannelsen, der løber over to semestre, er opdelt i en teoretisk del og en gruppesupervisionsdel og omfatter en halv dag hver anden uge. I første semester gennemgås teorien med hele gruppen, som for eksempel kan omfatte 6 personer. Der stilles ikke krav til forkundskaber, ej heller til litteraturlæsning. Efter teorisemesteret er der nogle måneders pause, i løbet af hvilke deltagerne skal organisere deres arbejde med fortsættelsen. Det handler om at finde et lokale, man kan disponere over i en time to gange om ugen. Man skal have tid til samtalen, til forberedelsen og bagefter til at gøre notater. Deltagerne skal også bestemme sig for, hvilken patient, de vil øve deres færdigheder på. For at undgå misforståelser skal det nævnes, at patienterne ikke blot anvendes som øvelsesobjekter; de plejer at blive bedre fungerende og få mere energi af at deltage. For personalet på en afdeling kan samtalerne ikke blive så regelmæssige, som man kunne ønske på grund af arbejdets skemalægning, og det er ej heller muligt helt at rendyrke deltagernes kontakt med deres respektive patienter til udelukkende at omfatte samtalesituationerne. Trods disse begrænsninger har det alligevel fungeret ganske godt, antagelig på grund af at man i løbet af denne øvelsesfase ikke når længere end til en tidlig arbejdsfase. De nævnte komplikationer opvejes også af, at det faktisk er afdelingspersonalet, som tydeligst oplever de fremkomne forandringer. Hos patienter, som de kender godt, oplever de dels, at det er muligt at være sammen med dem enkeltvis på en meningsfuld måde, og dels ser de meget tydeligt patienternes udvikling i positiv retning.
I gruppesupervisionsdelen er deltagerne inddelt i grupper på 3 personer. De skal efter tur fortælle om deres samtaler og diskutere problemerne. Den lille gruppe er ufravigelig, da det ganske ofte sker for nogen, at det ikke lykkes at etablere en samtalesituation. Årsagen hertil varierer, man må blandt andet respektere, at deltagernes motivation varierer betydeligt. Det sker faktisk, at nogen i første omgang deltager på grund af arbejdspladsens forventninger og i mindre grad på grund af egen interesse. På den anden side kan man der give mere plads til de, som deltager aktivt. Supervisionen af en gruppe på tre deltagere behøver ikke vare længere end 45 minutter.
Supervisionen er som sædvanlig i denne sammenhæng teknikcentreret. Ved at identificere afvigelser hjælper man terapeuten med at få mest muligt ud af sine anstrengelser. Desuden skal supervisionen sikre overblikket og at deltagerne afslutter deres samtaler inden uddannelsens afslutning.
Det er i forbindelse med sådanne uddannelser, at nogen blandt personalet kan fange interesse for at fortsætte med at arbejde på denne måde. Nogle går videre til en psykosepsykoterapiuddannelse, andre vælger den grundlæggende psykoterapiuddannelse. For arbejdspladsen som helhed fører uddannelsen til en øget forståelse for den udviklingspsykologiske baggrund for psykoser, noget som i visse tilfælde kan accentuere en modsætning mellem tilhængerne af en biologisk respektive en psykologisk genese.
I 1990 anbefalede den svenske socialstyrelse at satse på uddannelsen af psykosepsykoterapeuter. Man diskuterede to niveauer på uddannelsen, en som lå indenfor den statslige (svenske) psykoterapiuddannelse, og en i amtsligt regi. Sidstnævnte sås måske som et komplement til den tidligere trin 1 uddannelse. Det er denne amtslige uddannelse, der skal redegøres for her. Inden den statslige psykoterapeutuddannelse kan tage fat på sin del, er der formodentlig behov for uddannelse af et antal lærere og supervisorer.
Den svenske uddannelse af psykoterapeuter i amtsligt regi er under stadig udvikling. Det design, som følger her, er det, vi har erfaring med, deraf følger ikke nødvendigvis, at den er den bedste. Den nuværende uddannelse er treårig. Hjørnestenen er supervisionen, som foregår i 80 timer individuelt. I løbet af denne tid når deltageren at gennemføre 4 – 5 psykosepsykoterapier, flere hvis klienten har en perversionsstruktur. Tidsforbruget for terapeuterne er 2 x 2 timers terapiarbejde per uge, en halv times supervision og ca. en times erfaringsudveksling mellem terapeuterne. I praksis gennemføres denne erfaringsudveksling ved, at terapeuterne mødes ugentligt for at udveksle erfaringer og støtte hinanden. Den narcissismedræning, som arbejdet indebærer især i starten, gør kollegial støtte nødvendigt samtidig med, at man giver hinanden tips og råd. Sammenlagt bliver det med papirarbejdet indregnet omkring en dag per uge.
Ønskværdige forkundskaber er en grundlæggende psykoterapiuddannelse. I de tilfælde, hvor dette ikke har været opfyldt, har deltageren taget denne uddannelse samtidig med psykoseterapiuddannelsen.
Tre år kan forekomme lang tid for en uddannelse på dette niveau. Erfaringen viser dog vigtigheden af, at have mødt et antal forskellige klienter. Først da kan man være tilstrækkelig afslappet i forhold til opgaven. I begyndelsen må terapeuterne kæmpe med at adskille ambitionen at ville lære metoden fra ambitionen at ville forandre klienten. Klientens forandring skal komme fra tredje position og ikke fra terapeuten, men det er lettere at lære at sige end at praktisere. At tale i præteritum og være ene om at have ansvaret for hele sessionen uden at blive anspændt eller passiv tager sin tid. At lære at delegere, distinkt og med kraft og siden ved afslutningen acceptere magtesløsheden og skuffelsen kræver også, at man gennemfører et antal terapier.
Efter uddannelsen har terapeuterne en så grundig teoretisk og praktisk forståelse af metoden, at de også kan vejlede omsorgspersonale. Indenfor de fleste omsorgsområder udgør de ikke-neurotisk strukturerede et betydeligt supervisionsproblem, og psykosepsykoterapeuternes indsats kan i mange tilfælde lette situationen betragteligt.