Følgende sider fra Joël Dors bog giver forbindelsen mellem Ferdinand de Saussures lingvistik og Jacques Lacans psykoanalyse.

Joël Dor:

Introduction à la lecture de Lacan

Denoël, Paris 1985

s. 45-51

Det sproglige tegns værdi og Lacans hæftningspunkt.

Hvis ‘den lingvistiske enhed kun eksisterer gennem sammensætningen af signifianten og signifiéet’¹, så kan den lingvistiske enhed kun bestemmes, når den er afgrænset. Men dette problem med afgrænsning vækker blandt andre spørgsmål det delikate spørgsmål om udtalelsen, som i følge Lacan bliver central i psykoanalysen for så vidt som den, hvilket det følgende skal vise, i sig forener ‘det ubevidstes subjekt’, ‘begærets subjekt’ med ‘udtalelsens subjekt’.

Man kunne i F. de Saussures eksempel opfatte det således, at den talte kæde var en dobbeltkæde: en kæde af begreb og en kæde af akustiske billeder på en sådan måde, at enhver afgrænsning, der indføres i kæden af akustiske billeder, vil modsvares af en deraf følgende afgrænsning i kæden af begreber. Det er betydningen af følgende skema, som er hentet fra Saussure²:

a b t … begreb ‘s’

a ‘ b ‘ t ‘ … Akustisk billede ‘S’

I dette perspektiv kunne man tro, at afgrænsningen af betydende elementer altid var mulig, da disse opfattedes isolerede. Det er for eksempel tilstrækkeligt at acceptere princippet med en gensidig korrespondance (a -> a ‘; b -> b ‘; t -> t ; ..) mellem signifianter og signifiéer for at bekræfte teorien om en lignende afgrænsning. Det er forøvrigt selve begrebet ‘et lingvistisk tegn’, som medfører denne tanke. Da man ved, at der findes en eller anden fiksering mellem signifiant og signifié, kan man forestille sig, at hver gang man møder en signifiant S1, så er den nødvendigvis knyttet til et signifié s1 , hvilket tilsikrer os en betegnelse Tegn 1. Dette ville betyde, at betegnelsen blev helt givet og garanteret, da et lingvistisk tegn isoleredes fra kæden. Men der ligger ikke noget i det, thi et givet akustisk billede kan ikke få en given betydning, hvis tegnet isoleres fra de øvrige tegn.

Et sådant akustiskt billede kan altså opstå af to distinkte lingvistiske tegn, hvis betydning kun den talte kædes kontekst gør det muligt at indkredse. Afgrænsningen af tegnet falder således sammen med afgrænsningen af betydningen. Herved opstår det princip for tegnets afgrænsning, som F. de Saussure slår fast: ‘Vil man forvisse sig om, at man faktisk har at gøre med en enhed, kræves det, at man hver gang man sammenligner to meninger, hvor samme enhed træffes, kan skelne denne enhed fra resten af konteksten ved at konstatere, at meningen giver grundlag for denne afgrænsning’³.

At sige at konteksten afgrænser tegnet er ikke at sige andet, end at tegnet kun er et tegn som funktion af konteksten. Men denne kontekst er en helhed af andre tegn. Det lingvistiske tegns realitet eksisterer altså kun som en funktion af alle de andre tegn. Det er denne særhed, som Saussure kalder tegnets værdi. ‘Værdi’ er det som medfører, at et akustisk fragment bliver realt og konkret, at det afgrænses gennem at blive meningsfuldt, at det altså bliver til et lingvistiskt tegn. Man kan derfor som F. de Saussure påstå, at ‘i et sprog får hver term sin værdi i opposition til alle de øvrige termer’⁴, på samme måde som i skakspillet, ‘hvor brikkernes respektive værdi beror på deres position på skakbrættet’⁵. Iøvrigt beror termernes og brikkernes værdi, i sproget såvel som i skak, på de regler, som en gang for alle er vedtaget.

Med begrebet ‘værdi’ befinder vi os faktisk ved et af de mest slående forsvar for sprogsystemet som et strukturelt system. De sproglige tegn er ikke bare betydningsfulde gennem deres indhold, men også, ja først og fremmest, gennem de modsætningsforhold, som de oppebærer imellem sig i talekæden⁶. Det bliver altså i sidste instans systemet, som giver dem en betydningsfuld identitet. Sproget fremstår som en serie opdelinger, der indføres samtidigt i en tankestrøm og en fonisk strøm. På en sådan måde at ‘sproget udarbejder sine enheder gennem konstitution mellem to amorfe materialer’⁷, og det lingvistiske tegn modsvarer en sammenkædning at disse to materialer: en tanke bindes til en lyd, samtidig med at en fonisk følge konstitueres som signifiant for en tanke. Heraf kommer F. de Saussures berømte metafor: ‘Sproget er at sammenligne med et stykke papir. Tanken er dets forside og lyden dets bagside; man kan ikke klippe i forsiden uden samtidig at klippe i bagsiden; på samme måde kan man i sproget hverken isolere lyden fra tanken eller tanken fra lyden.’⁸

I korthed kan man altså tænke sig, at sproget i første omgang er et system af forskelle mellem elementer og et system af modsætninger mellem elementer. Alt sker da, som om det lingvistiske tegns funktionsmåde var et snit, som greb ind i strømmen af lyd og af tanker: ‘Hvadenten man udgår fra signifié eller fra signifiant, medfører sproget hverken nogle tanker eller nogle lyde, som kommer før det lingvistiske system, men kun de fonetiske forskelle og de begrebsmæssige forskelle, som stammer fra dette system.’⁹

Hvis signifiantens fremkomst skyldes et sådant snit, findes der altså i egentlig betydning ikke nogen ‘strøm af signifianter’. Det er snittets virkning, som føder signifiantens orden, samtidig med at det associerer signifiantens virkning med et begreb. Signifiantens opdukken kan altså ikke skelnes fra fremkomsten af det lingvistiske tegn i sin helhed.

Lacan vil introducere visse modifikationer i forbindelse med Saussures teser¹⁰. Tankestrømmen og lydstrømmen vil straks blive betegnet som strømmen af signifiéer og strømmen af signifianter. På den anden side vendes skemaet for det lingvistiske tegn om i Lacans skrivemåde:

For Lacan omformuleres problemet altså til at få etableret en forbindelse mellem strømmene af signifianter og en strøm af signifiéer. Denne forbindelse blev også genstand for en vigtig modifikation af Saussures analyser. For Lacan handler det ikke længere om at skrive under på tanken om et ‘snit’, som ville forene signifianten med signifié, samtidigt med at det bestemte dem begge, men om at introducere denne afgrænsning ved hjælp af et nyt begreb, som han kalder hæftningspunktet.

En sådan fornyelse krævedes direkte af den psykoanalytiske erfaring, som viser os, at forbindelsen mellem signifiant og signifié med Lacans ord ‘altid er flydende, altid nær ved at rives løs’¹¹. Lacans måde at afgrænse ved hjælp af hæftningspunktet bekræftes i øvrigt af selve grundlaget for den psykotiske erfaring, hvor denne type af sammenknytning netop synes at mangle.

En præliminær bemærkning må gøres vedrørende hæftningspunktet. Dette begreb, der skal gælde for den ‘afgrænsning’, som F. de Saussure taler om, får først sin fulde betydning hos Lacan, når det sættes i forbindelse med begærets register. Det er faktisk sådan, at hæftningspunktet er det konstituerende element i den begærets graf, hvormed Lacan fortsætter udviklingen i to på hinanden følgende seminarer: Det ubevidstes dannelser (1957-1958) og Begæret og dets tolkning (1958-1959)¹². De teoretiske arbejder, som Lacan udviklede i de to seminarer, får et meget kondenseret udtryk i et skrift: ‘Subversion du sujet et dialectique du désir’ (1960)¹³. Men det er i 1956 at begrebet hæftningspunkt fremlægges af Lacan¹⁴ i den bestemte hensigt at dialektisere de grænser, som påpeges i F. de Saussures overensstemmelse mellem signifiantstrøm og strøm af signifiéer, til fordel for en mere adækvat forklaring, som finder støtte i den viden, som fås fra den analytiske erfaring¹⁵.

Hæftningspunktet er for Lacan frem for alt den operation hvormed ‘signifianten standser den ellers ubegrænsede forskydning af betydningen’¹⁶. Den er altså med andre ord det, hvormed signifianten forbindes med signifiéet i diskurskæden. Lad os vende tilbage til dets grafiske repræsentation:

I dette skema¹⁷ er det egentlig vektoren , som materialiserer hæftningspunktet ved at hage sig fast til signifiantkæden i to punkter. Man genfinder en vis analogi med F. de Saussures snit, hvor det var gennem en serie samtidige cesurer at betydningsenhederne bestemtes.

Men som Lacan ser det bliver betydningens afgrænsning som helhed afhængig af hele den talte sekvens og ikke en følge af elementarenheder:

‘Se i dette hæftningspunkt frasens diakrone funktion, for så vidt som den først fastknytter sin betydning med sin sidste term, hvor hver term anticiperes i konstruktionen af alle de andre, og i omvendt følge forsegles deres mening gennem dets retroaktive effekt.’¹⁸

Her identificerer vi en direkte reference til problemet med tegnets værdi, som det analyseredes af F. de Saussure. Hvert tegn bliver kun betydningsfuldt i det oppositionsforhold, som det står i til alle de øvrige tegn i den talte sekvens. Man kan altså fremhæve, hvilket Lacan gør, at det blot er retroaktivt et tegn bliver meningsfuldt, for så vidt som betydningen i et budskab først fremkommer ved afslutningen af selve signifiantartikulationen. Denne meningens retroaktive dimension materialiseres i skemaet for hæftningspunktet med den retrograde retning af vektoren ; med andre ord, det er i dimensionen som nachträglich, at hæftningspunktet standser betydningsforskydningen. Problemet med udtalelsens mangetydighed bliver i høj grad afhængig af denne afgrænsning af betydningen af artikulationens ‘efterbevilling‘.

F. de Saussure, kurs i allmän lingvistik, s. 133, svensk overs. Anders Löfqvist, Bo Cavefors 1970.

Samme værk side 135.

F. de Saussure, samme værk, s. 135

F. de Saussure, samme værk, s. 117

F. de Saussure, samme værk, s. 143

F. de Saussure, samme værk, s. 144

F. de Saussure, samme værk, s. 152. Citatet kan ikke findes ordret, men det skyldes formodentlig oversættelsen.

For en detaljeret analyse af disse modifikationer henvises til J.-L. Nancy og P. Lacoue-Labarthe, Le titre de la lettre, forlaget Galilé, 1973, kap. 1, 2, 3.

Lacan: Les Psychoses, Séminaire, livre III (1955.56), Seuil, Paris 1981, s. 297.

Endnu ikke udgivne.

Lacan: Écrits, s. 793-827, Seuil, Paris 1966.

Lacan: Les psychoses, s. 293-306.

J. Lacan: Les psykoses, s. 297. ‘Der er yderligere et skridt at tage for at give det, det drejer sig om, en virkelig brugbar mening i vor erfaring. Saussure forsøger at definere en overensstemmelse mellem disse to strømme, hvilket segmenterer dem. Men alene det faktum at hans løsning forbliver åben, da den efterlader talemåden og frasen helt og holdent problematiske, viser netop samtidig metodens mening og dens begrænsninger.’

J. Lacan: Subversion du sujet et dialectique du désir, Écrits, s. 805, Seuil, Paris 1966.

Skema for hæftningspunktet, som det repræsenteres i ‘Subversion du sujet et dialectique du désir, Écrits, s. 805, graf 1, Seuil, Paris 1966.

J. Lacan: Subversion du sujet et dialectique du désir, Écrits, s. 805, Seuil, Paris 1966.