V. Temporalitet og Historicitet

A. Temporalitet

Tid hænger sammen med eksistensens problem. På det menneskelige niveau deles nemlig eksistensens manifestation op på en sådan måde, at man skelner mellem det, som findes for sanserne, og det, som findes for intellektet. Vor perception kan kun fatte det nærværende, mens det, som ikke er samtidigt med os, kun findes for intellektet, for eksempel gårsdagens vejr. Og ‘påmindelser’ fungerer som kæde mellem disse to eksistensformer.

Begrebet tid betegner et forløb af hændelser. Ikke hændelserne i sig selv, men det at de kommer – den ene efter den anden – så man kan tælle dem. Hvis der ikke subjektivt fandtes nogen sammenhæng mellem hændelserne, så kunne de ikke placeres tidsmæssigt i forhold til hinanden, og vice versa, hvis hændelserne relateres til hinanden i en tidsmæssig rækkefølge, skyldes dette, at der eksisterer en subjektiv sammenhæng mellem dem. Den ene hændelse refererer til den anden. Dette gælder også, hvor sammenhængen kun består af, at noget andet afbrydes. Tiden adskiller netop sådanne hændelser, som har en sammenhæng med hinanden. Udebliver en hændelse, som der ellers refereres til, opleves ‘ren tid’ i form af tomhed eller savn. Tidsmæssig sammenhæng, temporalisering, anbringer mennesket i en historisk sammenhæng. Mennesket historiceres ved, at det forudgående bliver præmisser for det kommende, og dermed deltager mennesket også i historieskrivningen. Det, som aktuelt finder sted, forstås da i en tidsmæssig sammenhæng, og det får konsekvenser for fremtiden, hvilket gør mennesket til deltager. Uden temporalisering bliver mennesket kun tilskuer til det, som sker. Sammenlign som illustration et tomt stoppested med et stoppested, hvor bussen allerede er kørt. I andet tilfælde viser bussen noget af sit sande væsen gennem at være inddraget i et subjektivt hændelsesforløb.

Tiden gør, at vores perceptioner bliver komplicerede. Idealismen regner med muligheden af identitet mellem subjekt og objekt, at udsagnet: ‘jeg ser en hund’ skulle være afsluttet og ukompliceret, og at en perception var en perception. Men det ‘jeg’, som ser, er ikke afgrænset, det ved jo, at det ser en hund, og ‘at vide’ er først bagefter, det er intellektet, som ved, så perceptionen er ikke ren. Det lyder måske teoretisk, men der findes en praktisk erfaring af, hvordan perceptionen tilintetgøres af refleksionen:

Déjà vu er en oplevelse af at befinde sig i en situation, som man har været med i før … ‘Netop sådan var det’. Følelsen består kun indtil man tænker: ‘netop sådan var det’, så toner den bort.

Kundskab og forståelse er i sine funktioner historiske. Ved man, hvad noget hedder, kan man genkende det, og at genkende det er at relatere det til noget fraværende, noget tidligere, selv når man ikke engang kan komme på, hvad det er, man forbinder sin observation med. Når man genkender noget, når man ser, hvad det er, så får det, man ser, en historie, og det tilbyder nogle fremtidige muligheder, mens andre udelukkes, man forstår det man ser. Hvis man for eksempel ude i en skov får øje på noget, der ligner en træstamme uden grene, kan man måske umiddelbart ikke rigtig forstå, hvad det kan være. Når man kommer nærmere, ser man, at det er en gammel telefonpæl. I samme øjeblik ‘forstår’ man formålet og indser, at pladsen har været beboet, og at man kan finde andre kulturrester. Opholdet på pladsen er historiceret ved temporaliseringe n af ‘træstamme’ til ‘tidligere telefonpæl’, og pladsen er af den nye forståelse blevet tematiseret på en anderledes måde.

Eksemplet med træstammen, som viser sig at være en telefonpæl, udgør en ganske primitiv hermeneutisk cirkel ¹. Det viser det temporale aspekt i forståelsen, og det anskueliggør også, hvordan denne forståelse afstedkommer en forandring af sceneriet. En ændring af præmisserne forandrer konklusionerne.

Et andet eksempel bruges af Jacques Derrida ². Det gælder Eiffeltårnet, som jo er synligt og verificerbart. Får man et brevkort med tårnet på, kan man verificere dets eksistens gennem at tage til Champ de Mars og se efter. Men hvis man fik et brevkort med et billede af indvielsen af tårnet i 1889, så kunne man ikke med nogen perception verificere den historiske hændelse, som jo kun finder sted én eneste gang. Hvis vi nu mistede alle dokumenter angående den historiske hændelse, så kunne vi stadig se Eiffeltårnet, men det ville blive svært at tyde. Vi ville ikke kunne finde ud af tårnets betydning for dem, som byggede det. Var det en krigsmaskine, et religiøst symbol, et fallosmonument? Hvis vi derimod kunne se Eiffeltårnet på samme måde, som byggerne så det, så ville vi se det sande Eiffeltårn. Det er tidsafstanden, som får dets sandhed til at træde frem, samtidig med at denne sandhed glider os af hænde. Den er en tabt dimension.

Eiffeltårnets eksistens for intellektet adskiller sig fra dets eksistens for sanserne. Men begge er på en vis måde nærværende i tårnet.

Temporaliseringen medfører en sådan ekstra dimension hos objektet, en differens, som ifølge Derrida, som består i objektets forsinkelse i forhold til sig selv. Dets datid, som ikke længere er nærværende, og dets fremtid, som endnu ikke er indtruffet.

B. Historicitet

Men gælder det for mennesket? Så skulle det at være sig selv, at være sand, indebære, at …, ja, hvilken historisk mening har mennesket? Her møder man en vanskelighed, den, at det historicerede subjekt, det forstående og tænkende menneske, kun kan opfatte sig som allerede født og endnu levende. Den individuelle historie forsvinder i den almene upersonlige historie, slægsforskningens område, hvor økonomiske og politiske forhold inficerer menneskene. Vores individuelle oprindelse, vores sandhed, er gemt i det dunkle, vi kan ikke nå den via vores hukommelse. Vores dåbsattest siger noget om myndighederne og ingenting om os.

Kun det udviklede jeg er temporaliseret og kan forandres med tiden. Jegets forandring sker på basis af noget, som på trods af forandringerne forbliver konstant, noget som overbeviser mennesket om, at det er samme person i dag som i går, selv når der er sket store forandringer. Det, som tilsyneladende er uforanderligt, skyldes noget, man kan kalde herkomst, og som i denne sammenhæng skal opfattes som ‘den vej man er gået’. Det konstante er sprogsystemet, hvis udvikling gennem tiden er næsten umærkeligt for det enkelte menneske. Så ‘den vej man har gået’ husker man stadig med samme ord. Præmisserne forbliver temmelig konstante. Herkomstens resultat, konklusionen, kaldes også for ‘lod’, livets individuelle udfald. Menneskets lod er ikke et sammensurium af begivenheder og omstændigheder, men ‘derhen hvor herkomsten ledte’. Temporaliseringen skelner mellem tilfældige omstændigheder og lod ved at indføre en konstant ‘fordom’ i mødet med omverdenen og gør dets objekter til påmindelser. Temporaliseringens anden side er forståelsen, og uden ‘fordom’ bliver det umuligt at komme ind i forståelsens spiral. I og med man har forstået, er sceneriet også forandret, og man kan ikke længere gå tilbage til den forrige tilstand. Hvis man forsøgte at gå tilbage, blev det i stedet til en revision af præmisserne og dermed endnu en forandring af loddet, det som var udgangspunktet for den retrospektive undersøgelse. Med menneskets historicitet menes dets mulighed for at se sig i kontrast til det forgangne og dermed indse sin individualitet ³. En sådan definition er meget generel, men den antyder en medieret distance til det tidligere, som i sig indebærer forståelse og forandring. Menneskets måde at forholde sig til sin historie på bliver en levet hermeneutisk proces ⁴.

Medens historicitet er en måde at forholde sig på i selvforståelsen, er temporalitet en egenskab hos objekterne.

Det er for det historicerede menneske, at objekterne har temporalitet, iberegnet dets jeg, som også er et objekt.

Menneskets historie gør det unikt og konstant på samme tid. Der findes ikke to mennesker med samme historie. Selv enæggede tvillinger er opdelt i en førstefødt og en anden tvilling, og derigennem behandles de forskelligt, og de har forskellige søskende, en ældre henholdsvis en yngre, og allerede derfor vil de få forskellig historie. Sammenhængen mellem historiske forudsætninger og egenart hos mennesket garanteres af, at mennesket identificerer sig med sine historiske forudsætninger, uanset om mennesket har fattet dem eller ej. Med historiske forudsætninger menes i denne forbindelse ‘historiske fakta’. Historiske fakta befinder sig ikke i det forgangne, de indgår i de fordomme, som mennesket bygger sin verdensopfattelse på, dets egen herkomst inkluderet. Historiske fakta er samtidige på fordomme begrundede tilrettelæggelser af det, som er fraværende i tid, det forgangne. Kort sagt ‘at huske forkert’. Autoanamnesen ⁵ er således den aktuelle forvanskning af præmisserne. Mennesket identificerer sig med sin version af hændelserne, hvad enten disse hændelser er sammensat til en beretning eller udgør løse fakta. Og der er altid tale om en version i ordets etymologiske forstand. Forholdet mellem denne version og de faktiske forudsætninger bliver en deduktion med al den usikkerhed, dette indebærer. Hvordan en sådan deduktion kan foregå, beskrives af Freud i Drømmetydning (1900). Ved at gå tilbage i fortætninger og forskydninger kan man komme fra den manifeste drøm til de latente drømmetanker, de som var årsag til, at drømmen udformedes. Sidst giver deduktionen af de faktiske historiske forudsætninger som resultat en myte, som udgør grundlaget for den individuelle historie. Myten er således historiens begyndelse og en sammenfatning af det forhistoriske, det ‘preverbale’. Dette vil blive behandlet mere udførligt i kapitel VI.

Hver myte er dog nødvendigvis selv en tolkning, og det er ikke muligt begrebsmæssigt at fatte en oprindelig myte, som skulle være indstiftende og altså ikke en tolkning af en anden myte. At det ikke er muligt at fatte en sådan myte er ikke det samme som at påstå, at den ikke ‘findes’. Ligeledes kan man vanskeligt forestille sig en oprindelig tekst, som skulle være selve indstiftelsen af skriftsproget, derimod må enhver tekst ses som kommentar til, metafor for eller citat fra en anden tekst. Det, som myten er en sammenfatning af, er ubevidste repræsentationer af drifterne. Disse repræsentationer er som skud af eller spirer fra drifterne, som er mellemleddet mellem krop og psyke. Dette sidste mellemled, drifterne, er teoretiske konstruktioner. Man kan ikke ad tankens vej komme længere tilbage end til den individuelle myte, og at komme så langt kræver et besværligt psykoterapeutisk arbejde.

Gennem sin identifikation med moderen overtager barnet hendes syn på barnet som en kropsdel. At være en kropsdel indebærer et kropsligt savn, som bliver til drifternes virkning. Gennem kastrationskomplekset får dette savn en mytisk forklaring.

Følgende skematiske oversigt kan belyse sammenhængen:

Kastrationskomplekset: Et nyt element, Fadernavnet, sammenfatter gennem at give en tolkningslov ovenstående fragment til en myte om barnets ankomst (ødipuskomplekset).

C. Praktiske konsekvenser

I det typiske forløb af den traumatiske krise ser man, hvordan temporaliseringen bliver effektiv i overgangen fra reaktionsfasen til bearbejdningsfasen, hvor den ufattelige hændelse bliver til lod. Overgangen initieres som skyld, som grublerier over egen delagtighed i det indtrufne, at det skulle kunne være en forudbestemt skæbne. Det er en sådan ‘tagen hændelsen til sig’, som gør den til en del af menneskets lod gennem i modsætning til en hændelse, som ikke er forstået, at indsætte den i rækken af forudsætninger.

I sin anstrengelse for at beherske den angst, som traumet vækker, iscenesætter den ramte en ‘konstellation’ ⁶ af de særpræg, som var specifikke for forældrenes relation, og som gik forud for subjektets fødsel. Det bliver subjektets første tilløb til at indføre et ordnende princip i et rådende kaos.

Længere fremme i forløbet af en krise kommer beslutsomheden tilbage. Den består netop i at kunne vælge mellem fremtidige muligheder ud fra det forgangne, ud fra loddet. Det er modus conditionalis, som gør det muligt for mennesket at vælge. Man forestiller sig i tankerne, at hvis man gør sådan, så vil følgen blive dette. Beslutsomheden bygger på evnen til at vælge blandt muligheder ud fra tænkte fremtidige konsekvenser, og denne evne bygger på implikation (se bilag 2).

Det er nærliggende at se forløbet i den traumatiske krise som en hermeneutisk cirkel, i det mindste i de tilfælde hvor kriseforløbet ikke stopper. På samme måde findes der store lighedspunkter med Hegels redegørelse for den dialektiske gang i ‘erfaring’, i introduktion til The Phenomenology of the Mind ⁷. Begge disse iagttagelser støtter synet på kastrationen som historiseringens begyndelse.

Et ikke-ødipalt struktureret jeg er ikke temporalt struktureret. Ganske vist benytter det sig af både ur og kalender ⁸, men det skete savner historisk mening for dette jeg. Derfor fremkommer det sædvanlige forløb ved traumatiske kriser heller ikke, da historiceringsprocessen ikke kommer i gang. Tiden forbindes ikke med livets begrænsning, og fremtiden medfører ingen muligheder, men heller ingen restriktioner. En udvikling baseret på erfaringer finder ikke sted.

Det ødipalt strukturerede jeg er derimod temporaliseret. Neurosen kan dog som oftest lamme menneskets beslutsomhed, og det sker, når neurosen gør loddet (herkomsten) ulæselig ved at låse myten i symptomet, som derved udgør en mytetolkning uden at være en tekst, som kan integreres i en selvforståelse. Så blokeres den videre historieskrivning. Det er derfor, man kan karakterisere psykoanalytisk indsigtsterapi som en renskrift af historien, hvorved ordet befries fra sit fangenskab i symptomet, og den sterile gentagelsestvang bliver til en udviklende hermeneutisk forholdsmåde til historien og dens fremtidige muligheder.

For det udviklede jeg fremtvinger døden som gyldig slutning en prioritering blandt verdens forvirrede mangfoldighed, som netop derigennem bliver mindre forvirrende. Det ikke-ødipalt strukturerede jeg formår derimod ikke aktivt at vælge og beslutte sig i denne mangfoldighed, det kan ikke finde vej i verden, fordi det hverken kan aflæse sin herkomst eller anticipere sin fremtid. Følgende billede kan tjene som analogi: kommer man til et vejkryds, hvor masten med skiltene er væltet, kan man kun finde den rette vej, hvis man ved, hvor man kom fra og derved formår at vende skiltene rigtigt.

Den tid, som her er diskuteret, er en logisk tid, som i modsætning til en imaginær tid ikke er reversibel. Den logiske tid er så at sige indbygget i sproget, dets adverbier og tempusformer. Implikation og sætningslogik ville ikke kunne fungere uden denne logiske tid, og det er den sproglige udvikling, som tvinger mennesket ind i logiske love for eksistensen. Som tidligere nævnt er det via kastrationskomplekset at mennesket føres ind i temporalisering og i historien. Det medfører, at døden og seksualiteten får karakter af at være menneskets lod. Når den logiske tid fungerer, bliver mennesket i stand til at forestille sig tidsforløb, den imaginære tid, som er reversibel, og som kan ‘gøres om’. Denne forestillede tid bliver et vigtigt hjælpemiddel i orienteringen i verden gennem konditionalisfunktionen, som gør det muligt at afprøve forskellige muligheder: ‘hvordan ville det blive, hvis man …?’ Ligesådan bliver spil og leg rekreationsmuligheder i stedet for at udgøre en trussel mod narcisismen og eksistensen.

De næste to kapitler vil nærmere redegøre for kastrationskomplekset og dets følge, nemlig subjektet.

1. Hermeneutisk cirkel er en term, som beskriver, hvordan forståelsen udvikles cirkulært, eller snarere i en spiral. Forståelsen begynder med en genkendelse, som egentlig er en misforståelse, men den leder i hvert fald til, at flere elementer kan opfattes, hvilket dernæst påvirker forståelsen af det første element, hvorefter de øvrige elementer får nye aspekter, osv. En udførlig gennemgang findes i: Engdahl et al., Hermeneutik, Rabén och Sjögren, Stockholm 1977.
   
2. Eksemplet er hentet fra Vincent Descombes, Modern French Philosophy, s. 142 ff, Cambridge University Press, 1980.
   
3. Raymond Aron enl. Gerard Radnitzky, Contemporary schools of metascience, vol II s. 92, Akademiförlaget, Göteborg 1970.
   
4. Hvordan den psykoanalytiske neuroseterapi via gentagelsestvang og overføring igen kan subjektet få ind i en hermeneutisk proces beskrives mere detaljeret i P. Villemoes, Om psykoterapins handledningsmoment, Psykoterapienheden, Härnösand 1990.
   
5. Patientens egen beskrivelse af sin sygdom og dens forhistorie. o.a.
   
6. Jacques Lacan: Le mythe individuel du Névrosé, ukorrigeret tekst 1953, revideret 1978 af Jacques-Alain Miller.
   
7. Engelsk oversættelse 1967 af Lichtheim, Harper Colophon Books, det omtalte afsnit findes på side 142-145.
   
8. Heidegger: Being and Time, p. 429, engelsk overs. Macquarrie & Robinson, Harper & Row, New York 1962.