VI. Subjektet

A. Oversigt

En central term i den psykoanalytiske teori er subjektet, det talende menneske, det som kommer til sin ret i en sproglig aktivitet. Tilfredsstillelsen ved en sproglig aktivitet hænger sammen med en subjektiv sandhedsfunktion, som adlyder andre regler end narcissismen.

I modsætning til jeget er subjektet intet objekt. Det kan derfor heller ikke lokaliseres eller afgrænses. Og når der i en dialog forekommer to subjekter, er disse til og med så indflettede i hinanden, at man ikke uden en vis anstrengelse og metodik kan få greb om hvem, der siger hvad til hvem.

Man kan forenklet sige, at mens jeget er det som kroppen er symptom på, er subjektet det, som intellektet er symptom på.

Sub-jectus betyder underkastet, og subjektet er underkastet det ubevidste på samme måde, som det grammatiske subjekt er underkastet sin sætning. Det Freud opdagede var netop, at mennesket ikke var herre i sit eget hus. På trods af hvad man vil, så gør man noget andet. Dette ‘andet’, som man ikke vil, men alligevel gør, gav Freud sig til at undersøge. I ‘Hverdagslivets psykopatologi’ analyserede han det forhold, at vi snubler over os selv, vi glemmer, vi siger forkert, vi fortaler os, og i drømmetydning kortlagde han strukturen på det ubevidste og dets subjekt.

I seminaret den 8. december 1954 giver Lacan følgende sammenfatning: ‘Jeg lærer jer at Freud hos mennesket opdagede betydningen af og indretningen hos en subjektivitet, som overskred den individuelle organisation, opfattet som summen af de individuelle erfaringer, og endvidere som linien i den individuelle udvikling. Jeg giver jer en mulig definition af subjektiviteten gennem at formulere den som det organiserede system af symboler, der er egnet til at dække en erfarings totalitet, at give den liv, at give den sin mening. Og hvad er det, vi skal forsøge at virkeliggøre, om det ikke er en subjektivitet? Den vejledning, de åbninger, som I her har fået angående vores erfaring og vores praksis, er til for at inspirere jer til at føre dem over i konkrete handlinger.’

Det er subjektet, vi interesserer os for i analytisk neuroseterapi. Jeget skal da snarere sættes i parentes. Det plejer at medføre klager over at psykoterapeuter ikke reagerer, ikke viser medfølelse og ikke trøster eller giver råd. Følelserne hører til jegets område, og det er der kravet om råd og støtte opstår. Men i neuroseterapi er man mere interesseret i fremkomstmekanismen for disse manifestationer end af at stryge dem med håret ved at gå dem i møde. Det er derfor, at psykoterapien indrettes på en bestemt måde og omfatter supervision, også dette på en bestemt måde. Arbejde med det ubevidste og dets subjekt kræver nemlig, at man holder sig til overføringen, som er det ubevidstes repræsentation i dialogen.

B. Subjektets metaforiske position

Subjektet befinder sig i en metaforisk position i forhold til jeget. Det indebærer, at jeget og dets udsagn bliver en metafor for subjektet, og for at få en opfattelse af subjektet kræves da, at menneskets udtalelser udsættes for en reflekterende granskning, for en ‘mistankens hermeneutik’, som Paul Ricoeur ¹ kalder Freuds metode. For subjektet bliver jeget da til et objekt for refleksion. Både jeget og subjektet indgår i menneskets eksistentiale struktur men på forskellig måde afhængig af menneskets struktureringsgrad (se kapitel VIII). I tennisanalogien i begyndelsen af kapitel I illustreredes jeget af det, som en tilskuer kunne iagttage og udlede, mens spillets subjektive funktion for den enkelte spiller kun antydes på en symptomatisk måde i spillet, i fejlslag, fejlskøn og udbrud. Ved jegstrukturerende psykoterapi er subjektive funktioner noget, som mere udmærker terapeuten end klienten. Men terapeuten går som oftest spontant ud fra, at klientens verden er konstrueret på samme måde som terapeutens, og dette kapitel er derfor nødvendigt for at markere forskellene mellem det verdenssyn, som gælder for terapeuten og det, som gælder for terapeutens ikke-neurotisk strukturerede klient, forskelle, som er meget større, end man spontant forestiller sig. Desuden skal kapitlet give et mere fuldstændigt perspektiv af jegets strukturering.

At mennesket grubler over sin eksistens er et bevis for, at det er et subjekt, men det er ikke et tilstrækkeligt bevis. Derimod er anslaget, siger Lacan, et tilstrækkeligt bevis for subjektets funktion ². Det hænger sammen med, at jeget, som har karakteren af et objekt, ikke kan snyde, og at der således er behov for en yderligere strukturering af et subjekt, før en intrige bliver mulig. Man kan da indvende, at skinnet kan bedrage, og skinnet er ganske rigtigt et objekt. Men så er det ikke skinnet som bedrager, men et subjekt som anvender et skin med det formål at bedrage. Dette ‘formål at’ er et udtryk for subjektet. At kunne sige noget med det formål at lede et andet menneskes tanker bort fra noget, er en vigtig egenskab hos det talende menneske.

Hvis menneskets funderinger omkring sin eksistens er et udtryk for subjektet, så slår disse funderinger ikke til for en undersøgelse af samme subjekt. Man kan ikke gennem introspektion komme længere end til en vis grænse, en grænse som bestemmes af det, som kan forudses eller regnes ud. Det fortrængte kan ikke nås gennem introspektion, uanset hvilke kunstgreb, man griber til. Lige så ufrugtbare er alle objektiverende anstrengelser. Uanset hvilke undersøgelsesmetoder, man råder over, så kan man ikke få indblik i andre subjekter ved at undersøge andre personer. En sådan påstand vækker ofte skepsis, men hvis man tror, at det er muligt at få indblik i et subjekt ved at undersøge en person, så sammenblander man netop subjektet med jeget, eller selvet, eller med et andet objekt. For at undersøge subjektet kræves, at man anvender den metode Freud opfandt, den psykoanalytiske dialog.

C. Subjektets manifestationer

Det ny menneske, som skal blive et subjekt, finder ingen egen plads blandt signifianterne. Sprogsystemet var jo allerede klart, da mennesket fødtes, så subjektet bliver til overs uden for sproget og må lede efter en plads inden for sproget. Subjektet forsøger at skabe sig et navn. En sådan stræben efter anerkendelse kan finde forskellige udtryk. Det værendes spørgsmål kan ageres som i neurotikerens symptom; ligesom svaret kan sprayes på S-toget som et bomærke. Mens andre mennesker gerne spiller med i neurotikerens spørgsmål, vil ingen vide af svaret i graffiti’en, og på denne måde repræsenteres sprogets rolle illustrativt af omgivelsernes reaktion, hvor det karakteristiske er manglen på svar til neurotikeren alternativt iveren efter at fjerne graffiti-kunstnerens taktløshed.

Subjektet kommer indirekte til orde i en symbolsk identifikation, som er en metaforisk position i forhold til samtalerelationens dialog. Fra denne metaforiske position manifesterer subjektet sig på en uventet måde i talekæden ved som en variabel ³ at udnytte sprogmaterialet til fortalelser, til ufrivillige vitser, til pleonasmer og pauser. Den metaforiske (fortrængte, kastrerede) position er en betingelse for, at subjektet på en talende måde skal kunne ytre sig.

Ovenstående påstand er naturligvis ingen forklaring men nærmest en præcisering af, hvad dette kapitel vil forsøge at forklare.

Et subjekt kan ikke undersøges gennem objektivering, hvorimod en ytring jo nemt kan objektiveres, da den kan indspilles på bånd. Det, man ikke kan indspille, er subjektets relation til ytringen, noget som manifesterer sig i initiativets indplacering i sammenhængen, i betoninger og fortalelser. Og selv om man får dette med på et bånd, så er sammenhængen ændret, når man igen afspiller båndet. Et udsagns funktion som udtalelse kan ikke fanges gennem at isolere udsagnet. Udtalelsen er det, som metaforisk siges ved hjælp af udsagnet. For at fange udtalelsen må man være nærværende som samtalepartner. Udtalelsen er nemlig den handling, subjektet udfører gennem jegets udsagn. Udtalelsen kan følgelig ikke gentages ⁴. Et udsagn kan derimod gentages men kun på den betingelse, at det ikke er forstået. Er det forstået, er det straks udsat for forståelse og tolkning, og det befinder sig da ikke længere i samme sammenhæng. Trods samme ordlyd har det ikke længere samme funktion. Jævnfør for eksempel med en vits, som, hvis den gentages i samme samtale, ikke længere er en vits.

Det er denne nære sammenhæng mellem tid, tale og forståelse, som garanterer, at hvis ordene befries fra fastlåsningen i symptomet og udtales, så ophæves symptomets funktion, idet konteksten forandres.

Vil man have fat i det ubevidste subjekts manifestationer, må det ske i den dialog, som Freud kaldte psykoanalytisk. At Freud havde ret på dette punkt er lettere at indse i dag, hvor såvel lingvistikken som psykoanalysen er kommet videre samtidig med, at de har nærmet sig hinanden. Med projektive tests og subliminale metoder er det noget andet. Man undersøger noget, som sandsynligvis har tilknytning til struktureringsgrad, og som kan anvendes på forskellig måde, men nogen subjektiv sandhed kommer man ikke på sporet af. Hertil kræves i stedet dialogens vilkår, noget som dette kapitel og de to følgende vil søge at anskueliggøre.

Intersubjektivitet bygger på symbolsk identifikation, som manifesterer sig i en talt relation omfattende en samtalepartner. De imaginære relationer behøver derimod ingen ord. Subjektets symbolske identifikation skaber forskellige tematiseringer for jegets identifikation (se kapitel 3). En tematisering ⁵ er noget, som får objektet, eller objektets fravær, til at fremtræde i en særlig relief, noget som får objektet til skille sig ud fra andre objekter i verden. For eksempel kan en lille pige, som symbolsk identificerer sig med sin moders funktion, udvikle en ledig plads for små bortkomne kattekillinger og åbenbart manifestere dette, når hun finder én.

Den tematiske litteraturvidenskab bygger på en vis troskab mod teksten, en troskab som indebærer, at denne videnskab udgår fra forskerens tematisering af en tekst, mens psykoanalysen mistror udsagnet, idet analytikerens forståelse ville blive en funktion af analytikerens subjekt og ikke af analysandens, hvilket følgelig ville fastlåse situationen i en overføring, som blot ville være en ny form af symptomet. I stedet bør analysandens subjekt tillades at komme til orde. Den analytiske session er ikke i sig selv en tekst, men snarere en tekst under produktion. Psykoanalysen ser således overføringen som analysandens konkrete tematisering af analytikeren, men en tematisering hvis udlægning før eller senere må ske i analysandens verden, da tematiseringen ses som en subjektiv funktion. Man kan næsten sætte lighedstegn mellem begrebet tematisering og det lingvistiske begreb implikation. Tematisering bygger i al fald på og er en effekt af implikation, som på sin side er en funktion af, at subjektet gennem ‘metaforisering’ i kastrationskomplekset er blevet begærende ⁶. I det følgende vil dette blive tydeliggjort.

Den symbolske identifikation er subjektets identifikation som fortrængt signifiant, hvilket temporaliserer subjektets jeg gennem at indskrive dette jeg i en logisk tid på den måde, som blev beskrevet i det foregående kapitel, og samtidig tematiseres den verden, samme jeg befinder sig i.

I praksis medfører en tematisering – eller implikation – at jegets objekt bliver noget andet og mere end sig selv. Der findes noget i objektets skygge, objektet er blevet overdetermineret. Men denne overdeterminering genereres altså oprindeligt i en symbolsk identifikation og kræver et subjekt, og overdetermineringen indebærer da, at subjektet manifesterer sig som objektets attraktion, dets insistens.

Subjektet tilhører det ubevidste. Det indstiftes gennem en metafor, hvor det opstår i og med, at det fortrænges. Det er denne proces, som er kastrationen. For nærmere at forstå betydningen af disse påstande, kræves en vis forståelse af sprogets og i særdeleshed af metaforens struktur. I det følgende gives derfor en almen oversigt over metafori, mens næste kapitel vil give metaforens specielle teori.

D. Metaforen

Sprogets metaforiske funktion er den funktion, som gør, at en sproglig akt kræver en tolkning. Man kan altså ikke i sin forståelse af en sproglig akt nøjes med den manifeste ordlyd.

TA ET STEG FRAM – GÅ I CIRKEL ⁷

Fagforeningen

Det metaforiske indhold er her tydeligt og næsten mere nærværende end det manifeste indhold, som er paradoksalt, og spændingen mellem disse to, det latente og det manifeste, får konsekvenser for forståelsen af udsagnet, altså for udsagnets virkning som udtalelse. Metafori indgår i alle sproglige ytringer og er uundgåelig, det er blandt andet derfor umuligt at udtrykke sig entydigt. Det er ligeledes ikke muligt at kontrollere tolkningsmulighederne. Man kan aldrig med sikkerhed vide, hvilken effekt en udtalelse får hos et andet menneske. Med Lacans ord: mennesket ved ikke, hvad det siger.

Metafori bygger på de sproglige elementer, som udelukkes af de tilstedeværende sproglige elementer. Og det bliver derefter konteksten, som afgør tolkningsmulighederne. Det uafsluttede udsagn, som endnu ikke kan bestemmes i sin kontekst, efterlader tilhøreren i en usikkerhed, som først forsvinder, når man når til punktum. Det er på grund af dette, at man i psykoterapi hellere vil se tolkningen som en tegnsætning i modsætning til hermeneutikken, som ser tolkningen som en interpretation af en færdig tekst. Og når man inden for hermeneutikken i næste trin indser, at begrebet ‘færdig tekst’ er en teoretisk abstraktion, indsætter man en tidsmæssig afstand mellem teksten og fortolkeren som en betingelse for den hermeneutiske tolkning, en tidsmæssig afstand, som jo ikke kan forekomme i en terapisession. Inden for det psykoterapeutiske område er det i stedet supervisionen, som arrangerer noget i lighed med en hermeneutisk situation. Terapisessionen ligger da bagud i tid, den er afsluttet, den er ‘færdig’, begge deltagere har sagt deres sidste ord – i det mindste i denne omgang.

Den metaforiske funktion genereres altså i en sproglig aktivitet som en spænding mellem et manifest indhold og et metaforisk indhold, og effekten afgøres derefter i den kontekstuelle udvikling, i metonymien. Og eftersom denne kontekstuelle udvikling forløber uden en absolut slutning, afgøres den metaforiske mening preliminært og partielt, hvorefter den kommenteres og videreudvikles i den fortsatte kontekst, som på sin side nachträglich forandrer og tilrettelægger det foregående, hvilket igen genererer nye metaforer. Sætter man punktum, afgør man preliminært den metaforiske mening, den får effekt. Det er derfor, afslutningen af en psykoterapeutisk session ikke bør overlades til klokken men være en intervention, som sætter punktum, og derigennem genererer mening.

En betingelse for, at metaforen skal lykkes, er, at der findes en skelnen mellem tilstedeværende og fraværende sprogelementer, at det fraværende som kategori allerede er indstiftet gennem en oprindelig metaforisering. En anden betingelse er, at metaforens fraværende elementer metonymisk indvirker på de tilstedeværende elementer.

I tegneserien TROLDKARLEN KOGLE står hovedpersonen og maler på en mur: KONGEN ER EN IDI……………(kongen kommer)…….ALISTISK LEDER.

…OT fortrænges af …ALISTISK, men med en lille stavefejl som bestående symptom på en subjektiv sandhed.

Her ses det også, hvor afhængig meningen er af konteksten og konteksten af meningen, og at det er kombinationen af sproglige elementer (i dette tilfælde bogstaver), som styrer den indholdsmæssige side. Metaforen har karakter af struktur. I eksemplet ser man også, at den lille skrivefejl afslører subjektet trods jegets udglattende anstrengelser.

Det er kombinationen af specifikke sproglige forskelle, fonemer, i varierende grader af kompleksitet, som forårsager, at en betydning opstår, og en lille forandring i rækken af sproglige forskelle kan få store indvirkninger på udsagnets effekt, på udtalelsen.

I dette enkle eksempel ses det, at G og P gensidigt udelukker hinanden. De står i en komplementær relation til hinanden. Men ikke et hvilket som helst bogstav kan forekomme i den udelukkede position, for eksempel ikke L. Der findes altså et af konteksten …..RIS styret fravær. Men det er sådan, at Freuds opdagelse viser, at det er det fraværende, som styrer det, der kan blive nærværende, så illusionen om det bevidstes – det nærværendes – autonomi brister her. Linien mellem G og P markerer en skarp adskillelse mellem det nærværende og det fraværende, mellem bevidstheden og hukommelsen, noget som er en betingelse for sprogets funktion som sprog i egentlig betydning. Mening produceres gennem kombination og substitution, og uden den metaforiske dimension ville sproget kun fungere som etiketter på ting og derved blive reduceret til et benævningssystem, blive en flora i stedet for et blomstersprog.

Freud beskrev i sin bog ‘Drømmetydning’ ⁸ hvordan reglerne for drømmenes konstruktion var, altså hvordan drømmearbejdet foregik, når den manifeste drøm opstod ud fra de latente drømmetanker, som altså var de styrende. Det skete gennem fortætning og forskydning. Et enkelt element i en drøm kunne indgå i mange drømmetanker. Elementet havde mangfoldige betydningsfunktioner. Det var fortættet, sagde han. Det var det, der var årsagen til, at drømmen blev så kort – den blev lakonisk. På den anden side kunne den centrale betydning oppebæres af et perifert element. Forskydning kaldte Freud det, når et centralt faktum blev fremstillet via et perifert element. I slutscenen af Anna Karenina får man, at vide at hendes taske ligger tilbage på perronen, man indser da, at hun har kastet sig ud foran toget.

Det Freud kaldte fortætning og forskydning, kalder lingvistikken metafori og metonymi. Freud beskrev det sproglige tegns funktion flere år før, lingvistikerne formulerede den. I forhold til det manifeste sprog er subjektet latent, det er udenfor men altid i gang med at udtrykke sig.

E. Signifiantens effekt

Det sproglige tegn kaldes signifiant. Denne term, som Fredinand de Saussure ⁹ indførte, plejer ikke at blive oversat. Det er en vigtig teknisk term inden for lingvistikken, en term som på mange sprog fremtræder uoversat. Det er svært at overføre præsens participium på en retfærdig måde. Det, der betyder, er det nærmeste man kan komme det. Signifiantens effekt kaldes signifié, det som det betyder. Hvis man, som nogen gør, kalder signifianten for betyderen, fristes man til at opfatte signifianten som en enhed, i stedet for at se den som det spil af forskelle, som er dens natur. Signifianten er altså ikke entydig, men betydende. Den er en sproglig værdi. For det menneskelige subjekt er den en afgørende struktur. En signifiant er det, der repræsenterer subjektet over for en anden signifiant, siger Lacan, og angiver derved proceskarakteren af subjektets symbolske identifikation. Hvad man end er i sin symbolske identifikation, så er det kun et skridt på vejen. Resultatet er, at man altid ønsker sig noget andet og mere. Identifikation med signifianten er kastrerende og føder begæret.

Effekten af identifikationen med signifianten kan illustreres af en historie fra et dagblad: En dreng sad ved siden af en pige og vidste ikke, hvad han skulle sige, …. så friede han.

Appositionen dreng-pige har visse standardeffekter, det er så at sige en ordination. Hvis altså drengen er underordnet sin metaforiske bestemmelse og altså ikke mener at have fået tilstrækkeligt svar på sin eksistens ved at vide, at han er en dreng.

Det neurotiske symptom viser samme struktur. Når en elevator-fobiker møder en elevator, standser han op og bærer sig sådan ad, at han får selskab i elevatoren:

Sådan får Subjekt 1 Subjekt 2 til at spille med i den ‘Gæt og grimasser’-leg, som bliver det signifié, der skabes af elevatormetaforen, af det som fobien betyder, og som kun kan forstås i handling. Subjekt 2, som er en ordination, kan være hvem som helst, bare det er en anden. Den ukendte, fortrængte signifiant har overhøjhed over elevatoren, og dens ordination er selskab, først derefter går det an at køre i elevator, at så at sige lade elevatoren have den betydning, vi andre måske finder så indlysende. Det bliver derfor rimeligt at sige, at symptomet udgør en tolkning, men en tolkning i form af en handling, som forbliver gådefuld for subjektet, som dog fatter, at man må komplettere sig for at komme videre. Næste gang subjektet møder en elevator, gentages konstellationen som udtryk for, at subjektet igen stiller samme spørgsmål.

Dette leder os ind på de principielle former for forskelle, som signifianten (bogstavet) har at spille med: temporalitet og ‘andethed’. Forskellene mellem bogstaverne er dels en samtidig forskel: mellem nærvær – fravær, dels en forskel, som fremkommer i selve artikulationen af de forskellige elementer, som tager en vis tid. I begge tilfælde er forskellen i sin natur en negation. Rødt og grønt er (blandt andet) hinandens negation. De tilsvarende antropologiske negationer er opdelingen i to køn og generationsforskellene (se Kapitel II). Hvor den første er en metonymi, er den sidste en metafor. (Nogen i en anden generation opdeler menneskene i to køn, hvilket er kastrationskompleksets antropomorficering).

Konsekvenserne af dette bliver for mennesket fremkomsten af den anden i jegets dialektik, og historiseringen det værende. Problemet med den anden bliver i psykoanalysen til narcissismen, hvor det, der savnes, antropomorficeres og bliver til jegets komplettering. I tegneserien om Hagbard var engang en sekvens, hvor Hagbard og hans magre følgesvend Ture var ude på en ekspedition. Om aftenen slog de lejr under et træ, og efterhånden blev det helt mørkt. Hagbard foreslår så, at de skal fortælle spøgelseshistorier, men Ture vil ikke være med til det, så bliver jeg bare bange, siger han – hvorefter en stemme ude fra mørket siger: Jo, vil I ikke nok … !.

Det historiske aspekt viser sig som overvejelser omkring herkomst, og hvad det fører til. Samme Hagbard opsøgtes engang af sin søn Hamlet, som ønskede at spørge om noget. Selvfølgelig, sagde Hagbard, spørg om hvad du vil. Hvor kommer jeg fra, spørger Hamlet. Bortset fra geografi, fortsætter Hagbard, jeg er dårlig til geografi. Hamlets spørgsmål fremkom altså fra den filosofiske negation, som gør mennesket historisk bevidst, og som lader det værendes mangel manifestere sig som et spørgsmål.

Hvordan det end forholder sig, så er det tilstrækkeligt at huske, at den antropologiske negation handler om forandring gennem indgreb, og den metafysiske negation om historicitet, forandring gennem udvikling ¹⁰.

F. Den første metafor

Der opstår nu et problem med menneskets første negation (signifiant). Mennesket fødes uden for sproget men skal ind i det for at blive menneskelig. I hvilken betydningsstruktur sker dette? Hvis sprogets metaforiske dimension er den dimension, som stiller krav om tolkning, så kan man sige, at et sprogligt udtryk uden hensyn til størrelse altid henviser til et andet sprogligt udtryk, nemlig til sin udlægning. Og udlægningen kræver igen en ny udlægning – osv., hvor hver tolkning er en (del) sandhed om det, der kommenteres. Sproget bliver et selvrefererende synkront system på samme måde, som alle henvisninger i et leksikon går til andre nøgleord i samme leksikon. Man når så at sige aldrig ud i livet. Et sådant system uden forankring i det enkelte individs konkrete tilværelse engagerer ikke meget, det vil sige det kommer til at savne subjektiv mening, det bliver som det konstruerede sprog esperanto, som trods mange års anstrengelser ikke formår at engagere særlig mange. Dette syn på sproget som et neutralt system fik visse strukturalister til at afskaffe subjektet. Der fandtes ganske enkelt ingen støtte for noget subjektivt i det hele. Noget, som dog stemmer dårligt med psykoanalysens erfaring. Det er snarere sådan, at vore liv styres af overenskomster, aftaler, pagter, enigheder og hemmeligheder, som det næsten er umuligt ikke at fortælle om. Og alle disse eksempler er sproglige udtryk, som med stor subjektiv mening styrer vort forhold til os selv og andre gennem det, der kaldes deres sandhedsfunktion.

Skal sproget få en sådan virkning hos mennesket, så må det have en personlig forankring. En reference, som ikke kan nås i sproget selv, men som har karakter af signifiant, som faktisk er en signifiant, da den er en reference. En sandhed, som ordene mangler, men som de alligevel henviser til. En yderste overdeterminering, som giver den menneskelige tilværelse mening.

Den psykoanalytiske teori tager dette med i beregning. Af rent logiske årsager bør der for hvert menneske forekomme en første metafor, som skiller mennesket ud fra det reale, fra det, som er krop. En betydning som fungerer som referencepunkt for alle andre betydninger, en slags nul-fonem ¹¹. Ellers ville udtrykket livets mening ikke være et engagerende spørgsmål. Vi ville ikke være i stand til at prioritere i vores liv. Vi kunne ikke skelne mellem det, som er vigtigt og det, som er mindre vigtigt. Ambition og planlægning ville miste sit formål. Så ville det heller ikke være muligt at stræbe efter at realisere sig selv.

Samtidigt indser psykoanalysen, at denne første metafor må være mytisk. Den kan kun blive meningsfuld bagefter, da det er i konteksten som sådan, at meningen kan fastslås. Den første metafor optræder for eksempel i drømme. Freud skriver i en fodnote i første kapitel af Drømmetydning: ‘Hver drøm har i det mindste et eller andet uudgrundeligt sted. Den har ligesom en navle, som forbinder drømmen med det ukendte’.

Den første metafor har som alle andre metaforer signifiantens karakter. Det drejer sig om en betydningsværdi, som opstår gennem en oprindelig fortrængning, en første forskel, som ikke er mellem det og det, men mellem? og det. Det der mistes gennem denne første forskel, det der ofres, bliver til et mytisk objekt, en værdi. Det kan kun udtrykkes i en myte, hvis funktion kun er at forene det uforenelige, i dette tilfælde det der findes med det der mangler. I mytens måde at udtrykke sig bliver den savnede værdi til noget, som man skal stræbe efter at genfinde. Den hellige graal, de vises sten, Aladdins lampe. I vore dage måske lykken. Alle disse udtryk er metaforer for en ukendt værdi.

Den første metafor dukker op som betydning på den måde, elevatorfobien illustrerer. Ved psykose ligger den bagved hallucinerede stemmer, ved perversion (borderline i strikt forstand) repræsenteres den af fetichen. I neurosen gemmer den sig i symptomet, som netop fungerer som en mytisk tolkning at metaforen, et ritual. I psykoterapien kan ordet befries fra sit symptomatiske fangenskab, og myten kan udtales, myten altså, ikke den første metafor.

Den første metafor, som kaldes fadermetaforen (eller Fadernavnet), fordi den er ophav til alle de øvrige, er altså med i neurosen. Der er den virksom i egenskab af udelukket – fortrængt i symptomet, der udgør en mytisk udlægning af den. Man finder den gennem dens (ukendte) betydning, dens værdiladning. Det er fra fadermetaforen, neurotikerens gentagelsestvang iscenesættes. Fadermetaforen kan ved neurose være lokaliseret i tre forskellige positioner afhængig af, hvilken af de tre neuroser, det gælder: i subjektets krop, i omverdenen eller extraterralt.

Ved hysteri befinder fadermetaforen sig i subjektets krop. Den gemmer sig i sygdommen, som skal respekteres. Subjektet kræver ikke, at lægen skal helbrede lidelsen, men han skal tage den alvorligt. Han skal vise respekt og interesse for den. Hysterikeren reagerer på de gældende regler for psykoterapi med protest, sætter spørgsmål ved dem; han ser sin overhøjhed truet når ikke længere symptomet men terapien og altså psykoterapeuten skal være det centrale. Det er et initielt overføringsproblem, som terapeuten tvinges til at tage hensyn til.

Ved angstneurose er signifianten gemt i det fobiske objekt, som styrer ude fra omgivelserne, og gennem overføring bliver terapeuten snart et sådant objekt. Det viser sig ved, at klienten begynder at bede om støtte, trøst, overbærenhed, ja næsten om nåde. Da må terapeuten, der altså nu er et fobisk objekt, undgå at være hypnotisk trøstende eller overbevisende, i stedet for kan man, som Vanggaard anbefaler, kræve, at klienten ikke giver efter for sin angst. Man kan også se klientens tilstand i terapiens begyndelse som en krise og anvende en teknik i overensstemmelse hermed.

Ved tvangsneurose er den begærets signifiant, som der er tale om, overjordisk. Tvangsneurotikeren venter på, at denne instans skal dø, så han selv kan begynde at leve. Ligesom Hamlet kan han ikke lytte til andet end denne overjordiske instruktion, som rejser tvivl om hans eget omdømme og udføre sine ritualer næsten som en messe. Tvangsneurotikeren betvivler terapeutens autoritet, og den uerfarne kan da forsøge at forstærke sine interventioner, endda til suggestion og adfærdsterapi. Det ville være mere konstruktivt at huske, at tvivlen er troens bagside og at forsøge at få fat i den myte, som styrer.

I alle tre tilfælde kræver den initiale overføring at blive taget med i overvejelserne. Ellers bliver det svært at få en fungerende arbejdsrelation.

Overføringen er bevis for, at Fadernavnet har fulgt med klienten til terapien. Overføringen trækker symptomet med ind i terapirummet, hvorfor dets betydning udenfor mindskes. Det bliver derefter terapeutens opgave, at lade symptomet komme til orde. Dialogens dialektik indebærer, at psykoterapeuten gennem overføringen bliver til et objekt, som kan hindre klienten i at tænke på noget andet. Hvis tolkningen skal fjerne denne hindring, må den forandre den, og da kan tolkningen næppe være et udsagn om klienten. Skal den være et udsagn, da er det terapeuten, den skal handle om for at få den tilsigtede effekt. Men først og fremmest er tolkningen en intervention, som gennem at tegnsætte den tekst, der frembringes, giver metaforerne en ny mening.

Hos psykotikere og ved perversionstilstande er den metaforiske funktion ikke blevet effektiv. Fadernavnet er forkastet eller bestridt. Det er da ikke nærværende i et symptom som udelukket, det optræder som fetich eller hallucination. Det medfører, at det heller ikke gennem overføring inddrager psykoterapeuten i symptomet. Ved psykose og hallucination mangler overføring som drivkraft til psykoterapi, og der kan heller ikke blive en dialektisk dialog ud af mødet. Konsekvenserne heraf er meget vigtige for psykoterapiens teknik.

1. Paul Ricoeur, Freud & Philosophy, Yale University 1970.
   
2. Se bilag 1 p. xx og videre: J. Lacan: Le Séminaire, livre III, p. 218. Ed. du Seuil, Paris 1981.
   
3. Jacques-Alain Miller: Du Symptôme au Fantasme et retour, del 1, p. 115 ff. Upublicerede forelæsninger 1982-83. ‘Hos Kant forekommer en subjektets funktion, men hos Lacan er det nye netop, at der ikke findes nogen subjektfunktion, her findes en subjekt-variabel med en bindestreg.’ … ‘Det er konteksten, som er en funktion, i egentlig mening. Der findes en type af forkortelser, som I allerede har mødt i Lacans formler fra “L’instance de la lettre”, hvor han giver jer formlen for signifiantsubstitution: Når han sætter et andet S uden for parentesen, så er dette S en forkortelse for den kontekst, som substitutionen sker i. Hvis I ønsker at forstå det her på den måde, så møder man præcis variablen mellem to substitutioner.’ (J.-A. Miller eksemplificerer udtrykket: Et barn er blevet slået. ) ‘Hvis jeg vil substituere ‘barn’ med ‘dreng’ og lader resten af konteksten forblive den samme, så fremkommer virkelig variablens hul, når jeg netop har taget den første signifiant væk, men endnu ikke indsat den anden, som skal erstatte. … Det strøgne subjekts realitet er dets status som variabel i signifiantkæden.’
   
4. Michel Foucault: The Archaeology of Knowledge, eng. overs. A. M. Sheridan Smith, p. 89, Tavistosk Publications, London 1972.
   
5. Begrebet tema behandles f. eks. i Jean-Pierre Richard: Mallarmés poetiska universum, svensk oversættelse af Horace Engdahl i Hermeneutik, side 182, Rabén & Shögren 1977. “Et tema er et konkret organisationsprincip, et skema eller en fast genstand omkring hvilken en verden tenderer at konstitueres’ (samme værk side 179).
   
6. Når mennesket tvinges ind i en sproglig strukturering genereres begær, eller i Freuds terminologi: Ubevidste ønsker. Hvad mennesket end kan finde på at kræve,efterlades altid noget udenfor, som mennesket begærer. Det skyldes at sproget ikke slår til, det kan ikke udtrykke alt. Se også kap. VI.
   
7. Opslag på en dør til et fagforeningskontor. På svensk betegner ‘GÅ I CIRKEL’ både at gå i ring og at gå til studiekreds.
   
8. Freud, Sigmund: Drömtydning. Svensk. overs. John Landquist, Bonniers 1958.
   
9. Saussure, F. de: Kursus i almen lingvistik. Svensk overs. A. Löfqvist, Bo Cavefors 1970.
   
10. Descombes, Vincent: Modern French Philosophy, Cambridge University Press 1980.
    
11. Nul-fonem er et omdiskuteret begreb. Det skal være den forskel i forhold til hvilken alle forskelle justeres. Fastslås nul-fonemet gennem definition, bliver det en vilkårlig funktion uden bestemt forankring. Ser man på nul-fonemet som frigear i en gearkasse, kommer man nærmere det, der sigtes til hos mennesket.