De følgende sider består af oversættelser af valgte dele fra de første bøger af Lacans seminarer. Teksten i bøgerne er redigerede af Jacques-Alain Miller ud fra stenografier og referater, der findes ingen originaltekst.

Jacques Lacan:

Le Séminaire, livre I, Seuil, Paris 1975.

Les Écrits techniques de Freud s. 91-91.

Det handler om et klassisk eksperiment, som udførtes på den tid, hvor fysikken var morsom, på den ægte fysiks tid. Sådan er det for os nu, vi befinder os i en tid, hvor dette er sandt for psykoanalysen. Jo nærmere vi kommer den morsomme psykoanalyse, jo mere drejer det sig om den ægte psykoanalyse. Sidenhen vil den blive slebet, den vil udføres ved approksimationer og med kneb. Man vil slet ikke forstå det, man gør, på samme måde som man inden for optikken næsten ikke behøver forstå noget for at lave et mikroskop. Lad os da igen more os og lave psykoanalyse.

Her, hvor jeg står, skal I stille en stor kedel – som skal erstatte mig som resonansbund – noget som visse dage kunde være en fordel – en kedel som er så lig en halvsfære som muligt, velpoleret indeni, kort sagt et sfærisk spejl. Hvis man flytter det næsten hen til bordet, ser I ikke jer selv deri – så i dette tilfælde opstår der ikke det illusionsnummer, som af og til finder sted mellem mig og mine elever, så jeg burde nok alligevel forvandles til en kedel. Et sfærisk spejl danner et virkeligt billede. Til ethvert punkt af en lysstråle, som udgår fra et hvilket som helst punkt på et objekt placeret på en vis afstand, dog helst i sfærens centralplan, svarer i samme plan, gennem konvergens af de fra sfærens overflade reflekterede stråler, et andet lyspunkt – hvilket giver et realt billede af objektet. Jeg beklager, at jeg ikke i dag kunne tage kedelen med og heller ikke eksperimentets apparatur. Dem må I forestille jer.

Antag, at dette er en kasse, åben i denne side, og at den er placeret på en fod i centrum af halvsfæren. På kassen skal I stille en vase, en virkelig vase. Og nedenunder er der en buket blomster. Hvad vil der nu ske?

Buketten reflekteres i den sfæriske overflade for siden at havne i lysets symmetriske punkt. Læg mærke til, at alle stråler i denne sammenhæng gør ligeså – alle stråler udgående fra et givet punkt ender i samme symmetriske punkt. Derved dannes et realt billede. Læg mærke til, at strålerne ikke krydses rigtigt i mit skema, men det er også sandt i virkeligheden og gælder for alle optiske instrumenter – man opnår det kun tilnærmelsesvis. Bag øjet fortsætter strålerne på deres vej og divergerer igen. Men fra øjets synspunkt er de konvergente og giver et realt billede, da det, som er karakteristisk for stråler, som rammer øjet i konvergerende form, er, at de giver et virkeligt billede. De konvergerer, når de går mod øjet, de divergerer, når de fjerner sig derfra. Hvis strålerne rammer øjet på den modsatte måde, bliver det billede som dannes virtuelt. Det er det, som sker, når I betragter et billede i spejlet – I ser det, hvor det ikke er. Her ser I derimod billedet, hvor det er – på den betingelse at jeres øje befinder sig i området for strålerne, som allerede har nået at krydses i korrespondenspunktet. Selvom I ikke ser den reale buket, som jo er gemt, så vil I i dette øjeblik, hvis I befinder jer i det rette område, se en meget interessant imaginær buket vise sig, en buket, som netop dannes i vasens hals. Og hvis jeres øjne flyttedes lineært i et og samme plan, da ville I få et indtryk af virkelighed, samtidigt med at I mærker, at noget er mystisk, forvirrende, da strålerne ikke krydses helt rigtigt. Jo længere væk I er, jo mere narrer parallaksen og jo mere komplet bliver illusionen.

Dette er en skrøne, som kan hjælpe os meget. Dette skema gør ganske vist ikke krav på at angå noget, som på en håndgribelig måde har forbindelse med det, vi beskæftiger os med i analysen, med de relationer som kaldes reale eller objektive, eller de som kaldes imaginære. Men det tillader os at illustrere på en særlig enkel måde, hvad der kommer ud af den nære sammenfletning af den imaginære verden og den reale verden i den psykiske økonomi – I skal se hvordan …

s. 142

Når vi nu alligevel er her, vil jeg introducere et komplement til det skema, som jeg gav jer i det lille kursus i det imaginæres topik.

Jeg har påpeget, at denne model er helt i linje med Freuds eget ønske. Freud forklarer på flere steder i Traumdeutung og i Abriss, at de grundlæggende psykiske instanser hovedsagelig burde opfattes som en repræsentation af det, der finder sted i et fotografisk apparat, det vil sige som de billeder, hvadenten de er virtuelle eller reale, som udgør dets funktion. Det organiske apparat repræsenteres af apparatets mekanik, og det vi opfatter er billederne. Deres funktioner er ikke homogene, thi et realt billede og et virtuelt billede er ikke det samme. De instanser, Freud udarbejder, må ikke opfattes som substantielle, som epifænomen til selve apparatet. Men det er alligevel gennem en optisk skematisering, at instanserne bør tolkes. Det er en opfattelse, som Freud mange gange har givet udtryk for, men som han aldrig har materialiseret.

Til venstre ser I det konkave spejl, takket været hvilket fænomenet med den omvende buket dannes, og jeg har ændret det til en omvendt vase, da det er mere almindeligt. Vasen er i kassen og buketten ovenpå.

Gennem spillet af strålernes refleksion vil vasen reproduceres som et realt billede, og ikke et virtuelt, et som øjet kan akkomodere sig til. Hvis øjet indstilles på niveauet for blomsterne, som vi har placeret der, vil det se vasens reale billede lukke sig om buketten og give den stil og helhed – en refleks af kroppens helhed.

For at billedet skal få en vis holdbarhed er det nødvendigt, at det virkeligt er et billede. Hvordan defineres et billede inden for optikken? – til ethvert punkt i objektet bør der svare et punkt i billedet, og alle stråler, som udgår fra et og samme punkt, bør krydse hinanden i et eneste punkt et eller andet sted. Et optisk apparat defineres ikke på nogen anden måde end gennem en entydig eller dobbelt-entydig konvergens af stråler – som man siger i axiomatikken.

Hvis dette konkave apparat fandtes her hvor jeg er, og illusionistens lille montage foran skrivebordet, så ville billedet ikke kunne ses tilstrækkelig tydeligt til at frembringe en illusion af virkeligheden, en real illusion. Det er nødvendigt, at I befinder jer inden for en vis vinkel. Afhængigt af forskellige positioner for det betragtende øje kan vi uden tvivl skelne mellem et antal tilfælde, som måske tillader os at forstå subjektets forskellige positioner i forhold til virkeligheden.

Jeg har ganske vist sagt, at et subjekt ikke er et øje. Men denne model kan bruges, da vi befinder os i det imaginære, hvor øjet har stor betydning. Nogen kom ind på spørgsmålet med de to narcissismer. I mærker nok, at det er dette, det drejer sig om – om relationen mellem realitetens konstituering og hensynet til kroppens form, som Mannoni mere eller mindre berettiget kaldte ontologisk.

Lad os begynde med det konkave spejl, til hvilket vi, som jeg påviste, formodentlig kan projicere alle mulige ting hørende til det organiske, og da specielt cortex. Men lad os ikke konkretisere for hurtigt, thi det drejer sig ikke om, I forstår det bedre senere, slet og ret at udarbejde en teori om det lille menneske-indeni-mennesket. Havde jeg været ude efter at genskabe det lille menneske-indeni-mennesket, så fatter jeg ikke, hvorfor jeg hele tiden kritiserer netop det. Og hvis jeg ikke gør det, skyldes det, at der en grund til, at jeg ikke gør det.

Men øjet, dette hypotetiske øje, som jeg har fortalt om, det placerer vi et eller andet sted mellem det konkave spejl og objektet.

For at dette øje skal kunne få en eksakt illusion af den omvendte vase, det vil sige, at øjet ser den under optimale betingelser, lige så godt som hvis den havde befundet sig i salens ende, er det nødvendigt og tilstrækkeligt med en eneste ting – at der findes et planspejl i salens midte, og hvis jeg stiller mig med ryggen mod det konkave spejl, så vil jeg se billedet af vasen lige så tydeligt, som hvis jeg befandt mig i den anden ende af salen, selvom jeg ikke ser den direkte. Hvad er det, jeg vil se i spejlet? For det første min egen skikkelse, hvor den ikke er. For det andet vil jeg, på et punkt, som er symmetrisk i forhold til det punkt, hvori det reale billede befinder sig, se det samme reale billede vise sig i form af et virtuelt billede. Er I med? Det er ikke så svært at forstå. Stil jer foran spejlet, når I kommer hjem, ræk så en hånd frem …

Lige for nyligt talte Mannoni om to narcissismer. Der findes faktisk først en narcissisme, som kan henføres til kropsbilledet. Dette billede er identisk for alle subjektets mekanismer, og det giver sin form til subjektets Umwelt, for så vidt det er et menneske og ikke en hest. Det udgør subjektets helhed, og vi kan se det projiceres på tusinde forskellige måder, helt ind i det man kalder symbolismens imaginære kilde, som er det, hvormed symbolismen får forbindelse med den følelse, Selbstgefühl, som den menneskelige eksistens, Mensch, har af sin egen krop.

Denne første narcissisme befinder sig, om I vil, på det reale billedes niveau i mit skema, fordi det tillader, at hele realiteten indordnes i en række præformede rammer.

Læg vel mærke til, at denne virksomhed er helt forskellig for mennesker og dyr, som er tilpasset en ensartet Umwelt. Der findes hos dyret visse forudbestemte overensstemmelser mellem dets imaginære struktur og det, som interesserer dyret i dets Umwelt, nemlig sådant som er vigtigt for individernes overleven, overensstemmelser, som selv er en funktion af artens overleven som type. For mennesket udgør refleksionen i spejlet derimod en grundlæggende noetisk mulighed, og den introducerer en sekundær narcissisme. Menneskets grundlæggende mønster bliver straks relationen til den anden. Den anden har for mennesket en indfangende værdi gennem den anticipation, som det homogene billede repræsenterer, således som det kan opfattes i spejlet eller enhver lignende realitet.

Den anden, alter ego, stemmer i overensstemmelse med livets etaper mere eller mindre med Ich-Ideal, dette jeg-ideal som der hele tiden henvises til i Freuds artikel¹. Den narcissistiske identifikation – ordet identifikation er uanvendeligt uden nærmere specifikation – den sekundære narcissismes identifikation er en identifikation med den anden, som stort set gør det muligt for mennesket med præcision at fastslå sin imaginære og libidinøse relation til verden i almindelighed. Det er dette som tillader det at se sin plads og at strukturere sin eksistens som en funktion af denne plads og af sin verden. Mannoni sagde fornyelig ontologisk, det kan jeg på en måde gå med til. Jeg vil helt eksakt sige – dets libidinøse eksistens. Subjektet ser sin eksistens i en refleksion i forhold til den anden, det vil sige i forhold til Ich-Ideal.

Her mærker I, at man begynder at skelne mellem jegets funktioner – dels spiller de for mennesket, som for alle levende væsner, en fundamental rolle for virkelighedens strukturering -, dels skal de hos mennesket gennemgå denne fundamentale alienation, som konstitueres af det reflekterede billede af det selv, som på sin side er Ur-Ich, oprindelsesformen for Ich-Ideal ligesom for relationen til den anden.

Er det tydeligt nok? Jeg gav jer tidligere skemaets første del, i dag får I anden del – den refleksive forbindelsen med den anden. Nu ser I, hvad dette skema kan bruges til. I forstår sikkert, at det ikke er for at få fornøjelsen af at lave morsomme konstruktioner, at jeg har meddelt jer dette. Det er umådelig anvendeligt, da det tillader jer at præcisere næsten alle konkrete kliniske problemer, som det imaginæres funktion udgør, og helt specielt vedrørende de libidinøse investeringer, hvis betydning man til sidst, når man har at gøre med dem, ikke længere forstår.

s. 187-89

Min fremgangsmåde er egentlig diskursiv. Jeg forsøger her at præsentere jer for en problemstilling med udgangspunkt i freudianske tekster. Men nu og da bliver det nødvendigt at bruge en didaktisk formel og arrangere forskellige formuleringer af disse problemer i analysens historie.

Det er et mellemstade, jeg tager frem, når jeg foreviser jer en model, som ikke gør krav på at være et system, men bare et referencebillede. Det er derfor, jeg trin for trin fører jer ind i det optiske skema, vi er begyndt at udforme.

Denne opstilling begynder nu at være kendt af jer. Jeg har vist jer, hvordan man kan ane, at det reale billede, som opstår takket være det konkave spejl, dannes i subjektet, i et punkt som vi kalder O. Subjektet ser dette reale billede som et virtuelt i planspejlet, i O’, fordi det befinder sig i en virtuel position, symmetrisk i forhold til planspejlet.

Vi har to punkter O og O’. Hvorfor O og O’? For at en lille pige – en virtuel kvinde, som er et væsen, som er meget mere engageret i det reale, end hvad manden er – engang sagde disse bedårende ord: – Åh! det er utroligt, at hele mit liv skal finde sted i O og O’. Stakkels pige! Dit liv finder sted i O og O’, som det gør for alle. I hvert fald så sagde hun os, hvad hun bestræber sig for. Det er til hendes ære jeg kalder disse punkter for O og O’.

Det skal man først have klart for sig.

Man skal, med eller mod sin vilje, udgå fra O og O’. I ved allerede, at det handler om det, som har forbindelse med konstitueringen af Ideal-Ich, og ikke med Ich-Ideal – med andre ord med den fundamentalt imaginære, spekulære, oprindelsen til jeget. Det er, hvad jeg har forsøgt at få jer til at forstå ud fra nogle tekster, hvoraf den vigtigste er Zur Einführung des Narzissmus.

Jeg håber, I har forstået den nære sammenhæng, som der i denne tekst er mellem dannelsen af objektet og af jeget. Det er fordi, de strengt taget er korrelative, og fordi deres fremtræden i sand betydning er samtidige, at narcissismens problem kommer til verden. I denne fase af Freuds tænken viser libidoen sig at være underkastet en anden dialektik en dens egen, og jeg vil påstå at det er objektets.

Narcissismen er ikke det biologiske individs relation til sit naturlige objekt, som bliver stadig mere yppig og kompliceret. Der findes en speciel narcissistisk investering. Det er en libidinøs investering i det, som andetsteds kan opfattes som et billede af jeget.

Jeg fortæller det i store træk. Jeg kunde fortælle om det i et mere udarbejdet sprog, filosofisk set, men jeg vil have, at det skal blive helt tydeligt for jer. Sikkert er det, at hvis man udgår fra et vist stadium i den freudianske erfarings udvikling, så centreres opmærksomheden på jegets imaginære funktion. Efter Freud blandes hele psykoanalysen sammen med en tilbagegang til en opfattelse, som ikke er traditionsmæssig, men akademisk, af jeget som en psykologisk syntesefunktion. Men hvis jeget skal kunde bidrage med noget i den humane psykologi, så må det kun opfattes på et transpsykologisk plan, eller som Freud skriver det, med alle bogstaverne – thi Freud har på trods af alle de vanskeligheder, han havde med jegets formulering, aldrig tabt tråden – metapsykologisk.

Hvad betyder det, om ikke at det er uden for psykologien.

Hvad betyder det, når man siger jeg? Er dette det samme som ego, det analytiske begreb? Det må man gå ud fra.

Når I bruger det, kan I ikke tage fejl af, at jeg fremfor alt er en psykologisk reference, i betydningen at der er psykologi med i spillet, når det drejer sig om observation af det, som foregår hos mennesket. Hvordan lærer det at udtale dette jeg?

Jeg er et verbalt udtryk, hvis brug læres gennem en vis reference til den anden, som er en talt reference. Jeg fødes i reference til du. Alle ved, hvilke storartede ting psykologerne har bygget op på dette, for eksempel den gensidige relation som etableres, eller ikke etableres, og som bestemmer jeg ved ikke hvilken etape i barnets indre udvikling. Som om man helt enkelt kunne være sikker på det, og udlede samme etape fra dette barns første usikkerhed, når det forsøger at få orden på de personlige pronomina. Barnet gentager sætningen med et du i stedet for at forvandle det til et jeg. Det drejer sig om en usikkerhed i sprogopfattelsen. Vi har ikke ret til at gå længere. Men det er nok til at oplyse os om, at jeg først konstitueres som reference til du i en sprogerfaring, og det i en relation, hvor den anden for barnet repræsenterer hvad? – bestemmelser, begær, som man skal kende til, faderens, moderens, lærerens, eller kammeraternes.

Det er åbenbart, at der fra begyndelsen er meget små chancer for, at det vil kunne genkende sine egne begær, undtagen på den mest umiddelbare måde. Vi ved i det mindste fra begyndelsen ingenting om det referencepunkt, hvor individet i det lille subjekts forestilling befinder sig. Det er bestemt det, som gør det så ulykkeligt.

Jacques Lacan:

Le Séminaire, livre II, Seuil, Paris 1978.

Le moi dans la théorie de Freud et dans la technique de la psychanalyse.

s. 284-88

Jeg vil i dag foreslå jer et lille skema for at illustrere de problemer, som opstår med jeget og den anden, sproget og talen.

Dette skema ville ikke være et skema, hvis det præsenterede en løsning. Det er heller ikke en model. Det er ikke andet end en måde at holde tankerne fast på, hvilket er nødvendigt på grund af en ufuldstændighed i vor diskursive tankevirksomhed.

Da I allerede er indforstået med det, gentager jeg ikke, hvad der adskiller det imaginære fra det symbolske.

Hvad ved vi om jeget? Er jeget realt, er det en måne eller er det en imaginær konstruktion? Vi vil gå ud fra tanken, som jeg længe har terpet ind i jer, at der ikke er nogen mulighed for at forstå noget som helst af den analytiske dialektik, hvis vi ikke antager. at jeget er en imaginær konstruktion. Det forringer ikke det arme jeg, at det er imaginært – jeg vil til og med påstå, at det er det, som er det fine ved det. Havde det ikke været imaginært, så havde vi ikke været mennesker, vi havde været måner. Det betyder ikke, at det er nok at have dette imaginære jeg, for at vi kan være mennesker. Vi kunne også være den mellemting, som kaldes en galning. En galning er netop en, som holder fast ved dette imaginære, slet og ret.

Det er dette, som det handler om:

S, det er bogstavet S, men det er også subjektet, det analytiske subjekt, det vil ikke sige subjektet i dets helhed. Man bruger megen tid på at få os til at miste fodfæstet ved at sige, at man ser det som en helhed. Hvorfor skulle det være helt? Vi kender ikke til noget sådan. Har I nogensinde mødt sådanne væsener? Det er måske et ideal. Jeg har for min del aldrig set nogen. Jeg er ikke hel, I heller ikke. Hvis man var hel, så blev man hjemme, hel, så ville man ikke være her, sammen, for at organisere sig, som man siger. Det er subjektet, ikke i sin helhed, men i sin optakt. Som sædvanlig ved det ikke, hvad det siger. Hvis det vidste, hvad det sagde, så var det ikke der. Men der, længst nede til højre.

Naturligvis støder man ikke på det der – sådan er det aldrig – ikke engang ved analysens afslutning. Det mødes i a, og det er derfor, det er et jeg. Det kan tro, at det er dette jeg, som er subjektet, alt forekommer jo derfra, og det har ingen mulighed for at slippe derfra. Det analysen desuden lærer os er, at jeget har en form, som er fuldstændig grundlæggende for objekternes konstituering. I særdeleshed bliver det i form af den spejlede anden, som det ser den som vi af strukturelle grunde kalder dets lige. Denne den andens form har den allerstørste forbindelse med dets jeg, den kan fås til at dække det, og vi skriver den a‘.

Det er altså spejlplanet, den symmetriske verden af ego og af homogene andre. Det er nødvendigt derfra at skelne et andet plan, som vi kalder sprogets væg.

Det er ud fra den orden, som defineres af sprogets væg, at det imaginære opfatter sin falske virkelighed. Jeget, som vi opfatter det, den anden, den tilsvarende, alle disse forestillinger er objekter. De er ganske vist ikke homogene med måner – det risikerer vi hele tiden at glemme. Men de er i høj grad objekter, da de benævnes således i et organiseret system, hvilket er denne sprogets væg.

Når subjektet taler med sine medmennesker, taler det i det fælles sprog, som opfatter det imaginære jeg som noget, der ikke bare eksisterer, men som er noget realt. Uden at have kendskab til, hvad der findes i det område, dialogen konkret drejer sig om, så handler det om et vist antal personer a’, a”. For så vidt subjektet sætter dem i relation til sit eget billede, så bliver de, det taler med, også de, som det identificerer sig med.

Det indebærer, at det er nødvendigt, ikke at se bort fra vor grundantagelse, det som hører os til, vi analytikere – vi tror, at der findes andre subjekter end os, at der findes autentiske, intersubjektive relationer. Vi ville ikke have nogen grund til en sådan antagelse, hvis vi ikke havde haft vidnesbyrd om det, som karakteriserer intersubjektiviteten, nemlig at subjektet formår at vildlede os. Det er det afgørende bevis. Jeg påstår ikke, at det er den eneste grund til det andet subjekts realitet, men det er beviset for det. Med andre ord, vi henvender os egentlig til nogle A1, A2, som er dem, som vi ikke kender, de virkelige Andre, de sande subjekter. De befinder sig på den anden side af sprogets væg, hvor jeg i princippet aldrig kan nå dem. Egentlig er det dem, jeg henvender mig til, hver gang jeg udtaler et sandt ord, men jeg når kun til a’, a” gennem refleksion. Jeg sigter altid på de sande subjekter, og jeg må nøjes med skygger. Subjektet er adskilt fra de Andre, de virkelige, af sprogets væg.

Men hvis talen baserer sig på den Andens eksistens, på den sande, så er sproget gjort for at vise os tilbage til den objektiverede anden, til den anden , med hvem vi kan gøre, som vi vil, iberegnet at tro, at den er et objekt, det vil sige, at den ikke ved, hvad den siger. Når vi benytter os af sproget, spiller vores relation til den anden hele tiden på denne tvetydighed. Eller sagt på en anden måde, sproget er lige så velegnet til at grundlægge os i den Anden som til radikalt at hindre os i at forstå det. Og det er det, det handler om i den analytiske erfaring.

…

Subjektet ved ikke, hvad det siger og det af gode grunde, eftersom det ikke ved, hvad det er. Men det kan ses. Man får øje på det på den anden side, på en ufuldstændig måde, som I kender, på grund af den fundamentale ufuldkommenhed hos det spejlede Urbild, som ikke bare er imaginær, men også illusorisk. Dette faktum er skyld i den forvanskede tendens, som den analytiske teknik har fået den seneste tid.

Subjektet møder i al væsentlighed sit eget imaginære jeg i form af analytikerens jeg. For øvrigt forbliver dette jeg ikke bare imaginært, thi analytikerens talte intervention skal i sin nye version udtrykkeligt opfattes som et møde mellem to jeg. Som analytikerens projektion af bestemte objekter. I dette perspektiv repræsenteres og planlægges analysen hele tiden på et objektivitetsplan. Det det handler om, således skriver man, er at få subjektet til at gå fra en psykisk realitet til en virkelig realitet, det vil sige til en måne, som igen skal sættes sammen med det imaginære, og det er, noget man heller ikke stikker under stolen, med analytikerens jeg som model. Man er så fornuftig, at man bliver opmærksom på, at det hverken drejer sig om at indoktrinere eller om at repræsentere, hvad man bør foretage sig i verden. Det er helt tydeligt, at man er virksom på det imaginære plan. Det er derfor, at intet vurderes højere end det, man placerer på den anden side af, hvad man betragter som sprogets illusion og ikke dets væg – det uudsigeligt oplevede.

Blandt de kliniske eksempler, som er taget med, findes et lille et, som er meget sjovt, det om patienten, som terroriseres af tanken om, at analytikeren ved, hvad hun har i sin taske. Hun tror det, samtidig med at hun ikke tror det. Alt, hvad hun har at fortælle, ignoreres af analytikeren til fordel for denne imaginære ængstelse. Og pludselig forstår man, at det er det, der er det vigtigste – hun er bange for, at analytikeren skal berøve hende alt, hvad hun har i maven, det vil sige taskens indhold, som symboliserer hendes delobjekter.

…

Findes der ikke en anden opfattelse af psykoanalysen, en som gør det muligt at konkludere, at den består af noget andet end sammensætningen af subjektets grundlæggende imaginære opdeling?

Denne opdeling findes faktisk. Den er en af de dimensioner, som gør det muligt for analytikeren at virke gennem identifikation, gennem at give sit eget jeg til subjektet. Jeg skal spare jer for detaljerne, men det er med sikkerhed sådan, at analytikeren ved hjælp af nogen tolkning af modstandene, gennem nogen reduktion af analysens totale erfaring til dens udelukkende imaginære elementer, kan komme frem til at projicere sit analytikerjegs forskellige karakteristika på patienten – og guderne skal vide, at de kan være forskellige, og det på en måde, som man genfinder i afslutningerne af analyserne. Det Freud har lært os er præcis det modsatte.

Når man uddanner analytikere, er det for, at de skal få sådanne subjekter, at deres jeg skal kunne mangle. Det er analysens ideal, et som vel at mærke forbliver virtuelt. Der findes aldrig et subjekt uden jeg, et helt virkeliggjort subjekt, men det er det, man skal stræbe efter at opnå hos subjektet i analysen.

Analysen bør sigte mod fremkomsten af en sand tale, en som forener subjektet med et andet subjekt, på den anden side af sprogets væg. Det er denne sidste relation mellem subjektet og den virkelige Anden, den Anden, som giver det svar, man ikke venter sig, der definerer analysens afslutning.

Med den eneste forudsætning at analytikerens jeg har den godhed ikke at befinde sig der, med den eneste forudsætning at analytikeren ikke bliver et levende spejl, men et tomt spejl, sker alt det, der sker under hele analysens forløb mellem subjektets jeg – det er altid subjektets jeg, der taler, tilsyneladende – og de andre. Hele forløbet i analysen består af en gradvis forstyrrelse af denne relation, den som subjektet hele tiden kan opfatte på den anden side af sprogets mur, den som er overføringen, og som tilhører subjektet, men hvori det ikke kan genkende sig. Det handler ikke om at reducere denne relation, hvilket man skriver, det handler om at subjektet påtager sig relationen på dens plads. Analysen består i at få subjektet til at blive sig sine relationer bevidst, ikke med analytikerens jeg, men med alle disse Andre, som er de, der virkelig svarer, de som subjektet ikke har genkendt. Det drejer sig om, at subjektet trin for trin opdager, hvilken Anden det virkelig henvender sig til, men uden at vide det, og at det trin for trin påtager sig overføringsrelationerne på den plads, hvor de befinder sig, hvor subjektet fra begyndelsen ikke troede, at det befandt sig.

Zur Einfürung des Narzissmus.